Sidsel stod længe i entréen med det krøllede brev mellem rystende fingre. Bogstaverne smeltede sammen for hendes øjne, men hver sætning skar som en kniv.
Sidsel, tilgiv mig. Jeg er ikke klar til det her. Jeg kan ikke være far. Jeg kan ikke leve på den måde. Jeg tager af sted. Søg mig ikke lød stemmen, kold og uden et glimt af følelse.
Der var ingen «vi». Kun et hårdt «jeg».
Peder havde altid tænkt først på sig selv, men nu gik det op for ham.
Den stille klynken fra lille Nikolaj trak Sidsel tilbage til virkeligheden. Drengen stirrede rundt i sin vugge.
Livets klokke slog.
Hun lagde brevet på skabet og gik ud i køkkenet noget måtte gøres, ellers ville alt falde sammen.
Men køkkenet gemte på den næste slag.
På bordet stod to vinglas, en flaske, halvt fyldt, og en tallerken med tørrende ost. På stolens ryglæn lå et damesjal, som ikke var hendes.
Der var ingen grund til flere forklaringer.
Sidsel trak vejret dybt. Hun råbte ikke, hun græd ikke. En isende beslutsomhed fyldte hende indefra.
Hun tørrede bordet, vaskede glassene, smed affaldet i skraldespanden. Hun slet alle spor efter ham.
Derefter åbnede hun skabet, trak en lille æske frem vielsesattesten, strandbillederne, breve, biografbilletter. Alt, hvad der engang betød «os».
Hun åbnede vinduet og kastede æsken ud.
Nedenfor knækkede noget med et stille hyl.
For første gang mærkede hun lettelse.
Om morgenen vækkede Nikolajs gråd hende. Klokken slog fem.
Hun satte sig på sengen, pressede den lille dreng ind til brystet, og oplevede en mærkelig ro den første i lang tid.
Hun var ikke alene. Han var der.
Den lille, livlige, varme Nikolaj var det eneste ægte, der var tilbage.
Kroppen smerte stadig, hænderne rystede af træthed. Pengene var ved at slippe op.
Moderskabet var endnu ikke oversat til økonomi, og regningerne ventede ikke.
Hun greb telefonen. Fingeren stannede på kontaktet «Mor».
Men i hovedet lød den kolde stemme:
Jeg sagde det jo, Sidsel. Han er ikke din mand. Nu må du selv vælge.
Hun lagde telefonen væk.
Den aften gik hun ned i kælderen, hvor ejendomsinspektøren, bager Jens, lod folk efterlade gamle ting.
I et hjørne stod en gammel barnevogn, snavset, med krøllede hjul.
Sidsel rengjorde den, lappede dækkene og lagde forsigtigt Nikolaj ind.
For første gang i flere dage gik hun udenfor.
Den efterårsmorgen duftede af røg og frisk brød fra bageriet på hjørnet.
Bageriet.
Hun havde engang arbejdet der, lige efter gymnasiet. Hænderne var altid dækket af mel, ansigtet rødt af ovnen, men dengang var hun lykkelig.
Måske var det tid til at starte forfra.
Næste dag gik hun til bageriet. Alt var anderledes nyt skilt, ny ejer.
Da hun forklarede, at hun søgte arbejde, uanset hvad rengøringsdame, nattevagt, hjælper så den runde, venlige kvinde bag disken hende nøje i øjnene.
Du har lige fået barn, ikke? spurgte hun.
Ja.
Og din ægtefælle?
Ingen.
Kvinden sukkede.
Jeg har selv været igennem det. Kom i morgen klokken seks. Så ser vi, hvad du kan.
Sidsel gik ud og var på grænsen til at græde. Ikke af sorg, men af taknemmelighed.
For første gang i lang tid blev hun ikke afvist.
Efter en uge duftede hendes hænder igen af dej.
Søvnløse nætter, rygsmerter, udmattelse alt det virkede lille i forhold til følelsen af at kunne brødføde sin søn.
En eftermiddag, mens hun bar bakker med boller, ringede døren.
Sidsel kiggede op og stivnede.
Peder.
Skægget var væk, han havde en ny jakke og det samme selvsikre smil.
Sidsel begyndte han. Jeg har tænkt meget. Jeg vil se min søn. Jeg vil komme tilbage.
Noget i hende rørte på, men smerten var væk.
Din søn? Godt. Søndag, klokken ti, i parken.
Søndag kom han med en buket og en kasse bolsjer.
Sidsel sad på bænken, barnevognen ved siden af.
Peder lænede sig frem, så ind i vognen og smilede.
Se kun ham han ligner mig!
Sidsel så ham stille på.
Nej, sagde hun lavmælt. Han ligner den, der aldrig løb væk. Den, der var her hver dag, mens du slet ikke ringede.
Peder blegnede, men hun rejste sig allerede.
Forstår du fortsatte hun han har ikke brug for en, der flygter. Jeg har det heller ikke.
Hun gik med vognen ned ad stien, uden at se sig tilbage.
For første gang i måneder gik hun med selvsikkerhed.
Da hun kom hjem, åbnede hun vinduet.
Den friske luft strømmede ind, og Nikolaj lo.
Sidsel satte sig ved siden af ham og hviskede:
Ved du, lille ven, nu vil alting være i orden.
Og denne gang troede hun på det.
