Mikkel er en stille og drømmende dreng. I klasseværelset sidder han ved vinduet og stirrer ofte ud på gaden, som om han venter på nogen. De andre drenge driller ham ikke, men de vil heller ikke blive rigtig venner Mikkel virker mærkelig for dem.
Han bor sammen med sin bedstemor Else. Hans forældre er væk moren døde, da han var lille, og faren Mikkel kan slet ikke huske sin far. Else siger, at han er væk i livet, og lader det så.
Hver morgen følger Else Mikkel til skole, og om aftenen møder hun ham ved porten. Hun er gammel, går langsomt, men holder altid fast i hans hånd. Når Else er syg, går Mikkel alene til skole. Så ser han ekstra længe ud af vinduet, som om han håber at se et kendt ansigt.
En pause i skolegården går den nye dreng, en rødstruet, fregnet fyr ved navn Frederik, hen til ham.
Hvor sidder du, som en ugle? spørger han og sætter sig ved siden af.
Mikkel trækker på skuldrene.
Inget særligt. Bare… sådan.
Jeg kan ikke lide bare sådan, siger Frederik og trækker en krøllet chokoladebar frem fra lommen og knækker den i to. Her, tag den.
Mikkel bliver overrasket, men tager den. Han er ikke vant til, at andre deler.
Tak, svarer han.
Ingen årsag, vinker Frederik. Min far arbejder på en chokoladefabrik, så jeg har masser af den han spreder armene, som havet!
Mikkel smiler.
Siden da bliver de venner. Frederik er højlydt, altid i gang med nye idéer, mens Mikkel lytter og griner. Efter skole hænger de sammen, nogle gange går de forbi Frederiks hus. Hans far, en høj og rungende mand, byder dem på varme smørrebrød med ost og fortæller sjove historier.
Mikkel ser på dem og tænker: Det ville også være rart for mig.
En dag spørger Frederik:
Hvor er din far?
Mikkel bliver tavs.
Jeg ved det ikke. Else siger, at han er væk.
Hvordan kan han være væk? spørger Frederik og rynker panden.
Han gik og kom aldrig tilbage, svarer Mikkel.
Frederik gnir efter sig.
Mærkeligt. Måske skal vi lede efter ham?
Hvor?
Lad os spørge min far. Han er klog.
Om aftenen kommer de hjem til Frederik, og Mikkel, en smule tøvende, fortæller hele historien.
Du forstår, siger Frederiks far, nogle gange ved de voksne selv ikke, hvordan de skal vende hjem igen. Måske er han genert eller frygter, at han ikke kan blive tilgivet.
Kan man egentlig ikke blive tilgivet? spørger Mikkel.
Man kan, svarer manden. Men kun hvis man virkelig vil
Han tænker et øjeblik, tager så en notesbog frem.
Jeg har en ven i politiet. Han arbejder med eftersøgning. Hvis din far er registreret et sted, kan vi finde ham.
Mikkel knytter næven.
Virkelig?
Virkelig. Giv mig hans navn og alt, du ved.
Mikkel giver farens fornavn, efternavn, byen hvor han blev født, og lover at hente fødselsdatoen hos Else. Frederiks far skriver alt ned.
Men vent ikke på hurtige resultater. Nogle søgninger tager tid.
Uger går en, to, tre og Mikkels håb svinder.
Men en eftermiddag, da han går hjem fra skole, står en høj mand ved indgangen til hans boligblok. Han ryger og kigger nervøst på uret.
Mikkel fryser.
Manden løfter blikket, og deres øjne mødes.
Mikkel? spørger han lavt.
Mikkel svarer ikke. Frygten tager over.
Jeg jeg er din far, siger manden og træder et skridt frem, men Mikkel træder tilbage.
Er din bedstemor hjemme?
Ja
Så går vi sammen?
Mikkel nikker.
De går ind. Else åbner døren, ser manden og græder.
Endelig
Om aftenen sidder de ved spisebordet. Mikkels far fortæller, hvad han har lavet i alle årene. Fejl, fortrydelser, forsøg på at starte forfra.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme tilbage, indrømmer han. Det var pinligt, indtil politiet ringede til mig.
Mikkel er stille, så spørger han:
Bliver du her?
Faren ser på ham, nikker.
Hvis du vil have mig.
Jeg vil, hvisker Mikkel.
Mikkel sænker blikket, men kaster sig så om sin fars hals.
Bliv! siger han, mens han griber fat i farens jakke. Bare lad mig ikke forsvinde igen, okay?
Faren omfavner ham så hårdt, at stolens ryglæn knirker.
Jeg lover, hvisker han. Nu går jeg ingen vegne.
Else tørrer tårerne med sit forklæde og stiller en kålgryde på bordet farens yndlingsret.
Spis, min dreng, siger hun. Hjemmelavet.
Mens de spiser, kigger Mikkel listigt på sin far. Han er ikke som han forestillede sig ingen superhelt, bare en almindelig mand, træt, med rynker ved øjnene. Når faren ler, bliver rynkerne til små smilende stier, og hans øjne glitrer af glæde.
Senere, inden han går i seng, spørger faren om han må læse.
Må jeg låne bogen? viser han til en bog på natbordet.
Mikkel nikker og flytter sig.
Faren læser med en varm, let hæs stemme præcis som i Mikkels barndomsdrømme. Mikkel tror, han falder i søvn, men han vil bare ligge og lytte.
Far, afbryder han i den mest spændende del. Skal vi gå en tur i morgen?
Faren lægger bogen fra sig.
Selvfølgelig. Hvor vil du hen?
Til parken. Der er en karrusel han tøver. Jeg har aldrig prøvet den.
Så bliver det din første gang i morgen, smiler faren. Aftale.
Han klapper Mikkel på hovedet, slukker lyset og lader døren stå på klem som Else plejer.
Næste dag løber Mikkel ind på skolen og opsøger straks Frederik.
Han kom! råber Mikkel. Din far hjalp!
Frederik ler og krammer vennen.
Selvfølgelig hjalp han! Hvordan kunne han ikke?
Siden da ser Mikkel ikke længere ud af vinduet i timerne. Han ved, at nogen venter på ham.
Om aftenen, mens faren hjælper med lektier, ser Mikkel, hvordan faren drejer hans blyant i hænderne.
Er der noget galt? spørger drengen.
Faren sukker:
Jeg tænker bare Jeg har mistet så mange år. Dine første skridt, dine første bogstaver, den første dag i skolen
Mikkel rynker panden, springer så op og bringer en fotoalbum frem.
Se! Else har gemt dem alle. Du kan kigge.
De bladrer i albumet, faren griner af de skøre billeder, og så klemmer han sønnen:
Tak for at du gav mig en ny chance.
Du lovede at ikke forsvinde igen, siger Mikkel alvorligt. Så er alt i orden.
Udenfor tændes gadelamperne, lokalet dufter af Elses kage, og på bordet ligger uafsluttede lektier. Men det betyder ikke noget længere. Det vigtigste er, at de er sammen, og ingen forsvinder igen.
