Nikolaj vendte ikke øje på natten. Silhuetten af den krumme kvinde med den blomsterformede broche på brystet sad som en skygge i hans tanker. Med hvert minut voksede en trykkende følelse i hans bryst skyld blandet med en dyb, grå sorg.
«Hvis det virkelig er hende hvis det er fru Dalskov» gik tankerne rundt som en hvirvelvind.
»Jeg må finde hende,« hviskede han i mørket, mens gadelampens kolde lys skar gennem værelset.
Om morgenen, før solen endda havde vist sit første glimt, kørte han sin bil gennem de snedækkede gader i København. Hans ånde hævede sig som damp i den kølige luft. Han kørte gennem de gamle kvarterer i Vesterbro steder, han selv var vokset op i. Alt så anderledes ud, men luften bar stadig duften af brændt træ, af røg, af minder og af tabt tid.
Han stoppede ved et bageri. Indenfor stod den samme unge ekspedient fra dagen før håret sat op, ansigtet udtryksløst.
»Undskyld, frøken,« sagde Nikolaj stille. »Den gamle dame, der i går bad om brød med en broche på sin taske. Har du set hende igen?«
Kvinden så forvirret på ham, trak så på skuldrene.
»Ja, ja, jeg husker hende. Hun stod lidt, sagde så, at hun skulle til stationen. Hun sagde, at hun ikke længere ville belaste nogen«
»Til stationen« gentog Nikolaj, og hans hjerte knugedes.
Uden at tænke sig om satte han sig i bilen igen og kørte afsted.
Hovedbanegården mødte ham med kulde og stilhed. Lugten af billig kaffe, af metal og træthed fyldte luften. På bænkene lå folk i slidte jakker, nogle holdt tasker, andre blot svævede i deres egen tåge.
Så så han hende.
Hun sad på en bænk ved enden af hallen, krøllet ind under en gammel frakke, blikket fæstnet på intet. Hænderne rystede, og ved hendes fødder stod den samme kludrede taske med flasker. Ansigtet var blegt, øjnene tomme.
»Fru Dalskov!« råbte Nikolaj, mens han hastigt nærmede sig. »Jeg er Nikolaj Pedersen! Kan du huske mig?«
Kvinden åbnede øjnene. Først var hendes blik sløret, men et øjeblik senere flakkede genkendelsen frem.
»Kølle min dreng« hviskede hun og smilede svagt. »Hvor meget du er vokset jeg vidste, du ville blive en mand.«
Han knælede ved hende, slap sin frakke af og kastede den over hendes skuldre.
»Jeg kan ikke tro det Du har givet mig så meget. Og jeg gik forbi dig, som om du var ingenting. Tilgiv mig«
Den gamle rørte ved hans ansigt med sine kolde fingre.
»Livet er så, min dreng. Nogle gange må man fare vild for at finde ud af, hvor man kom fra. Du er vendt tilbage det er det vigtigste.«
»Jeg vil ikke efterlade dig her,« svarede han beslutsomt. »Du følger med mig.«
»Det behøves ikke, Kølle,« svarede hun blidt. »Jeg er gammel, jeg har ikke brug for meget. Kun at vide, at jeg ikke er glemt. Og nu ved jeg det.«
Men han lyttede ikke. Han løftede hende forsigtigt som om han bar et barn, og bar hende ind i bilen. Der inde lagde han sit eget frakke over hende og kørte af sted.
En uge senere boede hun i deres hjem. Signe, deres datter, blev først overrasket, men accepterede snart den ældre kvinde som en del af familien.
De to sønner Bjørn og Mikkel kaldte hende straks »Bedstemoder Mare«. Snart fyldtes huset med ny varme, latter og minder fra en tid, hvor folk stadig hjalp hinanden.
Nikolaj sørgede for, at hun fik behandling på det bedste hospital i Danmark. Hver dag efter arbejde bragte han blomster eller bøger. Aftenerne gik de foran pejsen, og hun fortalte om sine første skoleår, om børnene der altid lå i hendes hjerte.
»Kølle,« sagde hun, »jeg har altid vidst, at du ville klare det. Ikke fordi du er klog, men fordi du har et hjerte.«
»Hvis jeg har et hjerte, så er det takket være dig,« svarede han. »Du lærte mig det.«
Den gamle kvinde smilede og greb hans hånd.
»Glem aldrig: En mand er rig, ikke af hvad han har, men af hvad han giver.«
Foråret kom med duften af hyacinter. I haven blomstrede liljetræerne, fuglene sang, og Bedstemoder Mare sad på terrassen, indhyllet i et tørklæde, og stirrede op mod himlen.
Om morgenen fandt Signe hende i lænestolen, som om hun blot var faldet i søvn. Hendes ansigt var fredfyldt, hænderne flettede i skødet, og på hendes taske glimtede den samme blomsterbroche.
Begravelsen var enkel, men rørende. Tidligere elever, naboer, folk hun engang havde hjulpet, kom. Nikolaj stod ved graven med en buket af hvide krysantemum og kunne ikke holde tårerne tilbage.
Måneder senere grundlagde han en fond til hendes ære »Brød og Lys«. Hver efterår sendte fonden pakker med brød, undervisningsmaterialer og en lille kuvert med penge til lærere i små byer og landsbyer. I hver kuvert stod der:
«Tak fordi I stadig tror på børnene.»
Hvert år, på samme dag, gik Nikolaj forbi det gamle bageri. Han købte et rugbrød med valnødder og seks croissanter med aprikoser præcis som før.
Når han kom hjem, lagde han en croissant på bordet ved en lille vase med hvide blomster og sagde stille:
«Rigdom er ikke i det, du ejer, men i det, du formår at give tilbage, før det er for sent.»
