Du bor ikke længere her siger Mikkel og bærer mine kasser ud i gangen.
Morten, du har glemt at købe brød! Marie står i køkkenet med en tom pose. Jeg har jo skrevet indkøbslisten!
Glemte det, undskyld, svarer Mikkel, mens han falder træt på stolen. Hovedet gør ondt, der er travlt på arbejdet.
Du har altid hovedpine! Hvem skal så gå i supermarkedet? Jeg?
Ellen sidder stille i køkkenhjørnet med en afkølet kop te og prøver at holde sig ude af diskussionen. Hun har boet hos sin søn og hans familie i otte måneder, siden hun solgte sin lejlighed i Valby og gav Mikkels 500.000 kr. til at starte sin egen techvirksomhed. De lovede, at det kun var midlertidigt, at de snart køber en større bolig, så der er plads til alle.
Jeg kan gå forbi, foreslår Ellen roligt. Butikken er lige om hjørnet.
Nej tak, afbryder Marie skarpt. Sidste gang købte du det forkerte brød. Jeg bad om rugbrød, men du kom med hvidt.
Der var ikke noget rugbrød …
Så skulle vi have gået i en anden butik!
Ellen holder mund. Det er forgæves at diskutere med svigerdatteren; Marie finder altid noget at kritisere brødet, opvasken, TVlyden, som er for høj.
Mikkel rejser sig og forsvinder ud af køkkenet uden et ord. Han går altid væk, når de her diskussioner starter. Ellen ser på sin søn og genkender ham ikke længere. Hvor han før var venlig og opmærksom, er han nu fjern og kold.
Ellen, siger Marie og sætter sig over for svigermoren. Lad os tale ærligt.
Om hvad? spørger Ellen forsigtigt.
Om at det er trangt her for jer, og også for os. Lejligheden har kun to værelser, Freja vokser, hun har brug for sit eget værelse, og I fylder stuen.
Men Mikkel lovede, at vi ville købe en større lejlighed med mine penge.
Dine penge gik til forretningen. Mikkel investerede dem i sit projekt.
Han sagde, det var en investering, at pengene ville komme tilbage med profit om seks måneder.
Marie samler læberne sammen.
Forretning er uforudsigelig. Det gik ikke som planlagt. Pengene er brugt.
Ellen mærker kulden sprede sig i kroppen.
Så vi får ikke en ny lejlighed?
Ikke i den nærmeste fremtid. I må finde et andet sted at bo.
Hvor skal jeg bo? Jeg har kun en pension på 15.000 kr. om måneden! Det rækker ikke engang til et værelseslejemål!
Det er dit problem, siger Marie og rejser sig. Vi har holdt ud i otte måneder.
Hun forlader køkkenet. Ellen sidder alene, stille overvældet. Er hun virkelig ved at blive smidt ud? Kan hun, som har opdraget sin eneste søn alene, blive afvist af sin egen mor?
Om aftenen går hun ind i soveværelset, hvor Mikkel sidder for dybt i computeren.
Mikkel, må jeg komme ind?
Kom ind, mor.
Hun sætter sig på kanten af sengen.
Mikkel, Marie sagde, at jeg skal flytte ud.
Mikkel løfter ikke blikket fra skærmen.
Ja, vi sagde jo, det kun var midlertidigt.
Hvor skal jeg så hen? Jeg har intet sted at bo!
Mor, du har jo arbejdet som lærer i mange år. Har du ikke sparet op?
Jeg har sparet 1,2 millioner kr. Jeg gav dem til din virksomhed.
Så ser du, pengene var der.
Mikkel, de var alle mine opsparinger! Du lovede, at du ville give dem tilbage med profit!
Han kigger endelig op.
Mor, jeg lovede ikke. Jeg sagde, jeg ville prøve. Det gik ikke.
Men jeg solgte min lejlighed! Nu har jeg ingen bolig!
Du solgte den selv. Jeg tvang dig ikke.
Ellen føler, at hun mister vejret.
Mikkel, du er min søn. Vil du smide mig ud på gaden?
Ingen smider dig ud. Det er bare for trangt. Find et værelse, så betaler jeg lidt ekstra.
På min pension?
Jeg kan lægge 5.000 kr. oveni hver måned.
Med 15.000 kr. kan jeg ikke engang leje et lille værelse i København!
Så kig mod forstæderne, der er billigere.
Mikkel vender sig igen mod skærmen, og samtalen slutter. Ellen går ud i stuen, hvor en sammenklappelig madras ligger på gulvet. Hun sætter sig, og tårerne falder stille, så ingen hører dem.
Hun tænker på sit liv: hun har opdraget Mikkel alene, siden hans far døde, da han var ti. Hun har haft to jobs, betalt for hans studier, kørt ham til universitetet, betalt for hans lejlighed. Da Mikkel giftede sig, så hun frem til at have en god svigerdatter i Marie, men Marie har altid holdt en vis afstand. Da barnebarnet Freja blev født, pasede Ellen på hende, mens forældrene arbejdede.
Mikkel foreslog at sælge lejligheden for at starte sin virksomhed. Ellen gav ham sine opsparinger, flyttede ind hos dem midlertidigt, og nu er otte måneder gået uden nogen ny lejlighed.
Om morgenen hører hun Mikkel flytte rundt i lejligheden. Hun går ud i gangen og ser sine ejendele tøj, sko, bøger, fotos stablet i papkasser.
Hvad er det her? spørger hun.
Mikkel vender sig, hans ansigt er hårdt.
Du bor ikke længere her.
Hvad?
Jeg sagde, du skal flytte ud. Pak dine ting og gå.
Ellen griber fat i væggen.
Mikkel, er du skør?
Mor, stop. Vi har besluttet det med Marie. Du skal flytte ud i dag.
Hvor skal jeg så hen? Jeg har intet sted at gå!
Det er dit eget problem. Du er voksen, du klarer det selv.
Jeg er din mor!
Så hvad? Jeg skylder dig alt? Jeg har givet dig mit liv, men jeg har fået nok af at høre det!
Ellen blegner.
Jeg har aldrig sagt så meget…
Du har tænkt på det hele tiden! Jeg ser på dig som en utaknemmelig søn.
Mikkel sukker.
Hvorfor siger du så?
Marie træder ind i stuen i morgenkåbe.
Mikkel, råb ikke. Freja sover.
Marie, sig til ham, at det er vanvittigt! Han smider mig ud!
Marie ryster på skuldrene.
Ellen, vi drøftede det i går. I skal finde et andet sted at bo. Vi kan ikke bo sammen længere.
Men jeg gav jer alle mine penge!
Pengene gik i forretningen. Det var dit valg.
Mikkel lovede at betale tilbage!
Han lovede kun at prøve. Det gik ikke. Sådan er det.
Ellen ser på dem, uden at kunne tro sine øjne.
Jeg har ikke råd til at leje et værelse, siger hun stille.
Tag en billig lejlighed i forstaden, svarer Marie. Eller find et værelse hos nogen.
På en pension på 15.000 kr.?
Mikkel vil lægge 5.000 kr. oveni hver måned.
Det giver i alt 20.000 kr., kun nok til et lille værelse i en kollegieværelse.
Ellen går tilbage til stuen, klæder sig med rystende hænder, samler sine ting i poser, men kasserne i gangen har ingen steder at blive båret.
Jeg kommer tilbage for resten, siger hun, da hun går ud.
Hun træder ned i trappegangen med to poser, døren lukker bag hende.
Hun ringer til sin gamle veninde Lise.
Lise, må jeg komme forbi? Bare et par dage?
Selvfølgelig, Ellen. Hvad er der sket?
Jeg fortæller dig senere.
Lise bor i en lille etværelseslejlighed i Østerbro. Hun er enlig, hendes mand er død, børnene bor i andre byer. Når Ellen træder ind, omfavner Lise hende.
Åh, Ellen, græder du?
Mikkel smed mig ud, han lagde mine ting i gangen og sagde, at jeg ikke længere bor her.
Lise sætter sig ved siden af hende, tager hendes hånd og lytter. Ellen fortæller om salget af lejligheden, om løfterne, om Marie, som fra starten ønskede at slippe af med svigermoren.
Jeg er en dum, tillidsfuld gammel dame, siger Ellen. Jeg gav dem alt, hvad jeg havde.
Du behøver ikke bo på gaden, svarer Lise og brygger te. Du kan bo her, selvom det er lidt trangt.
Ellen tøver.
Jeg kan ikke lægge mig på din pension.
Det klarer vi sammen. Vi klarer os.
Ellen bor hos Lise i en uge, leder efter et værelse at leje, men alt er dyrt. For 20.000 kr. får hun enten et lille værelse uden faciliteter eller et kollegieværelse med delt badeværelse. Hun vælger kollegiet. En kvinde på omkring seksti år, som er højlydt og nysgerrig, er rumkamerat.
Hvor kommer du fra? spørger kvinden den første dag.
Jeg boede hos min søn, men måtte flytte.
Sådan er Marie?
Ellen nikker, holder mund.
Hun flytter sine resterende ejendele ind. Mikkel hjælper med at bære kasserne til trappeopgangen, men går ikke ind i kollegiet.
Sig til mig, hvis du har brug for noget, siger han kort.
Mikkel, kan vi tale?
Om hvad, mor? Alt er allerede sagt.
Han går. Ellen ser ham gå væk og føler, at hun har mistet sin søn for altid.
Livsstilen i kollegiet er hård: højlydt musik om natten, unge, der slås i gangene, lange køer til brusebadet. Ellen vænner sig langsomt. Hun ringer til Mikkel en gang om ugen, spørger om Freja, om hans arbejde. Han svarer kort og skynder sig videre.
Mikkel, kan jeg komme på besøg? Jeg vil gerne se Freja.
Ikke nu, mor. Vi har travlt.
Han lover at ringe tilbage, men gør det sjældent. En måned går, så en anden. Ellen føler sig ensom, men holder fast i håbet.
En dag banker det på døren. En lille pige på omkring ti år står udenfor.
Hej, er du Ellen?
Ja, hvem er du?
Jeg er Freja, din barnebarn. Jeg fandt din adresse i fars telefon og løb væk hjemmefra. Mor ville ikke lade mig komme.
Ellen falder i søvn af lettelse og krammer pigen.
Freja! Hvor har du været?
Jeg gemte mig. Jeg savner dig, bedstemors.
Ellen tilbyder te og småkager.
Hvordan har I det?
Det er svært, mor. Marie skriger om penge, Mikkel taler kun om arbejde. Jeg hører, at du har givet dem alle dine penge, og at de nu vil købe en stor lejlighed, men den er aldrig kommet.
Ellen nikker, tårerne triller.
Den næste dag møder Mikkel og Marie dem i døren, ansigterne hårde.
Hvor har du været?
Hos bedstemor, svarer Freja.
Marie griber Freja i armen og slår hende væk.
Mikkel lægger fingrene på Ellen og siger:
Du skal ikke kontakte os mere.
Ellen lægger hånden på Frejas hoved, men kan ikke sige noget.
Senere får Ellen et opkald fra Mikkel.
Mor, kom ikke tilbage til Freja!
Jeg gør det ikke! Hun kom selv!
Mikkel hæver stemmen:
Du manipulerer hende mod mig!
Det er sandt!
Ring ikke mere til os.
Telefonen lægger sig, og Ellen forstår, at hun er ude af deres liv.
Tre måneder senere får Ellen et ekstra job med at vaske trapper i villaer i Gentofte. Lønnen er lav, men hun får de 5.000 kr., som Mikkel lovede, men han betaler ikke længere.
En morgen banker det igen på døren. Mikkel står i døråbningen, træt, med blå mærker under øjnene.
Mor, må jeg komme ind?
Ellen lader ham gå indenfor. Han sætter sig på sengen.
Alt er forfærdeligt.
Hvad?
Marie er væk. Hun har taget Freja med hjem til sine forældre og ansøgt om skilsmisse.
Ellen læner sig frem, holder hans hånd.
Jeg er ked af det, min dreng.
Mikkel bryder sammen, græder.
Jeg var dum. Jeg vidste, at forretningen var risikabel, men Marie pressede mig til at investere, så jeg mistede alt, også dine penge.
Ellen trøster ham.
Pengene er ikke det vigtigste.
Mikkel nikker.
Men de er grunden til, at jeg er her.
Så har jeg forstået, hvem der er vigtigst. Jeg har fået dig tilbage.
Mikkel beslutter at blive og hjælpe. Han får et nyt arbejde med god løn, sparer til en lille etværelseslejlighed i Amager til Ellen. Efter et år køber han den, og Ellen flytter ind.
Tak, søn, siger hun.
Det er jeg, der skal takke dig for, at du tilgav mig.
De står i den nye lejlighed, holder om hinanden, og Ellen tænker på alle de penge, hun mistede, den kollegieværelse hun boede i, men også på den kærlighed, der endelig fylder rummet.
Freja besøger om weekenden, Marie er stadig fjern, men de bager kager, går i parken og taler.
Bedste, har du tilgivet far?
Ja, min skat. Du var barn dengang.
Ellen forstår, at familien er vigtigere end penge. Den lejlighed, hun mistede, var kun fire vægge, men hjemmet er, hvor man bliver elsket og ventet på. Selvom hun har været nødt til at bo i et kollegieværelse, har hun genvundet sin søn, og det er den eneste rigdom, der betyder noget.
