**Kærlighed Gennem Årene**
Efter at have aftjent to år i forsvaret kom Mads hjem til foråret. Da han gik forbi skolen, så han Freja, der netop var gået ud fra skolegården efter timerne. Han stod helt målløs.
“Freja! Hold da op, hvor er du blevet smuk! Det er virkelig noget.”
“Smuk? Hvordan da?” spurgte hun med et smil.
“Du blomstrer som en brud. Så flot!”
“Er jeg flottere end Mette?” Hun kneb øjnene sammen og lænede hovedet.
“Næh, der er ingen, der er smukkere end min Mette,” svarede Mads.
“Så gå du hellere til din skønhed og lad mig være. Jeg blomstrede ikke for dig,” sagde hun og gik sin vej med et ryk i skuldrene.
Mads så efter den smukke pige og rystede på hovedet.
“Freja har karakter, men hvor er hun dog smuk!”
I august blev Mads og Mette gift. Gemt bag en tæt hindbærhegn uden for landsbyen græd Freja. Hun ville ikke se den glade Mads og den lykkelige Mette.
Ingen i landsbyen vidste, at Freja havde elsket Mads siden barndommen. Han var hendes nabo, men hun vidste, de aldrig ville blive sammen. Han anede ikke engang hendes følelser.
Hun forelskede sig i ham i femte klasse—måske før. Da hun gik i sjette, og han var færdig med skolen, deltog de sammen i et stævne i kommunen. De løb stafet, og hun skulle tage imod efter Asger. Men han faldt og rakte hende stafetten sidst. Åh, hvor hun kæmpede! Hun fløj af sted, for Mads løb sidste etape, og deres skole skulle vinde. Freja indhentede tabet, og han sikrede sejren. Bagefter løftede Mads hende op og svingede hende rundt.
“Du var fantastisk! Ingen kunne hamle op med dig. Tak.” Han satte hende ned, og hendes hoved svømmede—af lykke eller af svimmelhed. “Havde du været ældre, var du blevet min brud.”
Siden da kaldte han hende altid “brud,” når de mødtes.
Men hans rigtige kæreste var Mette. De havde været sammen siden niende klasse. Freja så dem i skolegården, stående og grinede sammen. Hun misundte Mette.
“Hvis bare Mads så på mig, som han ser på Mette,” tænkte hun.
Så blev Mads indkaldt til militæret. Nu lå Freja i græsset og stirrede op på himlen. Tårerne var tørrede. Nu var det for sent. Mads giftede sig med Mette. Hun hviskede til skyerne:
“Hvor skal I hen? Tag mig med, så jeg ikke skal se ham lykkelig. Måske venter mit eget lykke et andet sted. Her er der kun smerte. At elske så højt… Nu er han gift, en familiefar. Nå, men om en uge starter jeg på sygeplejerskeskolen i byen. Så kommer lægestudiet.”
Da hun var rolig, rejste hun sig og gik hjem. Hun besluttede at lade være med at tænke på sin nabo. Han var gift. De ville aldrig blive sammen, og hun ønskede ham kun det bedste—uden bitterhed.
Tiden gik. Efter endt uddannelse kom hun hjem på ferie og gik i skoven efter bær. På vejen hjem blev hun indhentet af en lastbil. Mads sprang ud fra førersædet.
“Hej, brud! Du er blevet endnu smukkere. Er du ikke bange for at gå alene i skoven?”
“Hvem skulle jeg frygte? En bjørn?” lo hun. “Hvis den kommer, får den bær.”
“Giv mig dem hellere,” sagde han og tog en håndfuld. “Mmm, så søde og velsmagende!”
Freja så spilsk på ham, men han blev pludselig alvorlig og greb hende. Hun rev sig løs.
“Hvad laver du?” spurgte han forvirret. “Du ser sådan på mig… Elsker du mig?”
“Måske. Men jeg vil ikke blande min kærlighed med snavs.”
“Freja, undskyld,” mumlede han og lænede sig mod bilen. “Du er… Åh, glem det.” Han sprang ind igen.
Hun gik videre og hviskede: “Jeg glemmer ham. Jeg skal nok.”
Efter endt uddannelse startede hun på lægestudiet. Hun datede, men ingen kunne måle sig med Mads. På andet år døde hendes far. Hun så Mads kort til begravelsen—han havde en datter nu, Emma.
Da hun var færdiguddannet, arbejdede hun som børnelæge på et sygehus. Tid til kærlighed fandtes ikke. Hun havde en lejlighed, men boede alene.
Hun besøgte kun kirkegården ved landsbyen. Aldrig landsbyen selv.
En dag, mens hun drak te, overvældedes hun af længsel. Hun kørte til kirkegården og bad chaufføren vente. Ved forældrenes grave lagde hun blomster og gik så videre.
Pludselig standsede hun. På en sten så hun Mettes og Emmas billeder. Hun stirrede. Dødsdatoerne var for to år siden.
“Åh nej… Hvad skete der?” Hun løb til taxaen og bad om at blive kørt til landsbyen.
Huset så forladt ud. Hun ville ikke gå ind.
“Freja?” Hans stemme. Hun vendte sig. Mads stod der—mærket af sorg.
“Hej. Jeg var på kirkegården.”
“Men du kommer aldrig her…”
“Jeg kører kun derhen. Jeg ville ikke se nogen.”
“Hvorfor i dag? Savnede du dit hus?”
Hun tøvede. “Mads… Hvad skete der med Mette og Emma?”
Han sukkede. “Jeg var på arbejde. Det var lørdag—badedag. Da jeg gik, sagde Mette: ‘Vi vasker os, og så kan du, når du kommer hjem.’ Hun så underligt på mig… Måske vidste hun det.” Han tav. “De gik i bad, og et tordenvejr kom. Lynet ramte badehuset. De kom aldrig ud.”
Freja vidste ikke, hvad man siger. Hun strøg ham over armen.
Tiden gik. Han spurgte: “Hvordan har du det? Gift? Børn?”
“Jeg arbejder. Ikke gift.”
Han trak hende ind til sig. Hun modstod ikke.
“Det var dog på tide!” råbte gamle Erik, der gik forbi. “Du har gået som en skygge, Mads.”
Mads slap hende.
“Goddag, Erik,” sagde Freja.
“Hvem er du?”
“Freja. Det her er mit hus.”
“Freja! En skønhed! Dine forældre er væk, men jeg slæber mig endnu.”
“Bliv ved, Erik.”
“Mads, giv dig nu til at gifte dig med hende! Livet går videre.”
Freja sagde op og blev landsbylæge. Mads løb hjem fra arbejde hver dag—hans kone ventede. Om en måned ville de få en søn.
