Kan man ændre sin skæbne? Måske kan man, for skæbnen ligger i vores hænder, i vores handlinger og ord. Men nogle, selv når de kender udfaldet på forhånd, gør ikke engang forsøget på at vende den eller lede den i en anden retning.
Det er en gammel historie. I en landsby, der lå ved en malerisk flodbred, stod der engang en lille kirke på en bakketop. Folk kom der om søndagen og på kirkelige højtider. Præsten, der holdt gudstjenesterne, hed fader Mogens. En godhjertet mand og en dybt troende tjener af kirken.
Der kom en tid, hvor kirker blev lukket – ikke overalt, men i denne landsby blev den lille kirke helt revet ned. Folk holdt op med at gå i kirke, men i deres hjerter troede de alligevel. Især den generation, der oplevede det hele.
“Fader Mogens, hvad skal der dog blive af os? Hvad skal vi gøre nu?” spurgte de ældre landsbyboere, og selv de unge forstod ikke helt, hvad der ville ske.
Men Mogens gjorde altid korsets tegn over dem, der henvendte sig til ham, og sagde stille:
“Det er Guds vilje, men vi må holde fast i troen. Hvordan skal vi ellers klare os? Tro i jeres hjerter, tro i jeres hjerter…”
Selvom det på det tidspunkt var forbudt at bede i kirker, bad Mogens i sit hjem. Der kunne ingen forbyde ham det. Han boede sammen med sin kone, Lise, og de havde to sønner. Mogens begyndte at døbe børn i sit hus – folk kom alligevel, omend i smug. Han holdt også begravelser og af og til en lille gudstjeneste på de store kirkelige højtider, selvom der kun kom tre mennesker.
Alt dette skete bag lukkede døre, i stilhed, uden for mange vidner. Men i en landsby kan intet holdes skjult, alle vidste det. De vidste det og tav. Kun kollektivets formand, Jens, sagde noget, når han mødte Mogens, og truede ham med pegefingeren.
“Du leger med ilden, onkel Mogens. Jeg ser gennem fingre med det, men hvis en anden formand kommer, ved vi ikke, hvad der sker. Det kan gå galt… Og du ved godt, hvad straffen er for sådan noget i disse tider. Folk er forskellige – hvem ved, om nogen melder dig?”
“Åh, slap nu af, Jens. Vores folk er gode og venlige,” svarede Mogens, gjorde korsets tegn over formanden, korsede sig selv og gik videre mens han mumlede: “Jeg har alligevel levet det meste af mit liv…”
“Hvad snakker du om? Du er ikke engang seksti endnu. Du har masser af liv tilbage!” råbte formanden efter ham.
Sønnerne var voksne og gift længe siden. Den ældste, Mads, boede i sit eget hus og havde allerede to børn. Hans kone, Dorte, var dog lidt doven. Hun elskede at blive længe i sengen, men i en landsby er der altid arbejde – brænde at hente, brød at bage, køer at malke.
“Dorte, kom nu op!” råbte Mads ofte tidligt om morgenen. “Alle de andre kvinder i landsbyen er oppe, og du ligger bare og slapper af. Snart går køerne på græs, og du har ikke engang malket vores endnu!”
“Lige straks, lige straks… Jeg har lidt hovedpine,” svarede Dorte og rejste sig surmulende. “Hvorfor kan folk ikke sove længere? De kunne da lige så godt vente en time med at få køerne ud. Det gør da ingen forskel.” Så tog hun malkespanden og gik ud til koen.
Mogens og Lise vidste godt, at Mads’ kone var doven, og at sønnen ofte skældte hende ud, så de holdt også lidt afstand til Dorte. Men Mogens bad i stilhed for dem alle.
Den yngste søn, Anders, boede stadig hos sine forældre. Han var også gift. Hans kone, Mette, var kvik og arbejdsom som en myre. Alt lykkedes for hende, hvad end hun tog sig til. Mette kunne matche enhver mand – hun hørkede hø, byggede stabler.
“Mette, tag nu lidt pause,” knurrede svigermor, mens hun så hende arbejde med en høtyv og kaste høet op på stakken. “Der er mænd nok til det arbejde. Kom og hvil dig.”
“Jeg er slet ikke træt, mor. Hvorfor skulle jeg holde pause?” Og så arbejdede hun videre på marken.
En dag havde Anders hentet træstammer fra skoven, og hun savede lige så flittigt som ham ud at blive træt.
“Mette, tag en pause,” sagde svigermor igen. “Din far og Anders når det fint.”
En gang ville Mette endda trække ploven, men Mogens stoppede hende.
“Hvad bilder du dig ind? Det er ikke kvindearbejde!”
Når det kom til traditionelle kvindelige opgaver, var der ingen bedre end Mette. Hun kunne sy og strikke, bage brød og kager – alt smagte vidunderligt. Mogens og Lise elskede deres yngste svigerdatter. Men fordi de roste Mette, undgik Dorte ofte at besøge dem. Hvis de begyndte at tale pænt om Mette, skændte hun med dem og løb hjem. Derfor var Dorte og Mette ikke venner, selvom de var familie.
Juli måned var usædvanlig varm dette år, selv i slutningen af måneden. Endelig var høslætten overstået. Mogens var tilfreds – vejret havde været godt, og de havde fået høet ind i god tid.
Mogens elskede at sidde ved floden med sin fiskestang. Derhjemme var der altid nogen – sønnen, svigerdatteren, børnebørnene. Men ved floden var der fred.
“Jeg går ned til floden og fisker lidt,” sagde han til Lise. “Det er dejligt og køligt derude.”
Lige da han skulle gå, kom en ophidset nabo, Peter, forbi.
“Mogens, der er sket noget frygteligt i den nærmeste by…”
Byen lå fire kilometer fra landsbyen, og Peters søn, Jakob, boede der med sin familie. Jakob var redet hjem på sin hest for at fortælle nyheden.
“Far, du skulle høre, hvad der sker hos os! Der kom en lastbil med en officer og nogle unge soldater fra distriktet. De sprang ud og gik ind til præsten, fader Erik. Så førte de ham ud – han gik forrest, og to soldater fulgte efter. Hans kone græd som et lille barn, og svigerdatteren og børnebørnene tudede også. De satte Erik i lastbilen og kørte væk med ham. Hvad foregår der, far?”
Kirken i byen havde engang været større end den i landsbyen, men den blev ikke revet ned – den stod bare og forfaldt, med en lås på døren og ukrudt overalt. Fader Erik havde også døbt folk i smug og af og til holdt en lille gudstjeneste hjemme hos sig selv. Folk kom for at få råd, og han afslog aldrig. Han var allerede gammel, over halvfjerds, med et stort skæg.
Da lastbil
