**Vendepunktet**
“Tillykke med fødslen af din datter, Rikke,” jublede hendes veninde Mette og kiggede ned i vuggen, hvor den lille pige sov.
“Tak, Mette, tak. Endelig er jeg blevet en glad mor. Markus og jeg har ventet på vores datter i syv år. Vi havde næsten opgivet, men der er trods alt en Gud deroppe – han gav os Lillea,” svarede Rikke.
Rikke og Mette havde været nære veninder siden skoletiden, selvom deres veje gik adskilt efterfølgende. Rikke var gift, mens Mette aldrig havde fundet den rette, trods hendes skønhed.
Markus var udmattet. Lillea var urolig om natten, og selvom det var Rikke, der primært stod op, vækkede pigens gråd ham hver gang. I de regnfulde efterårsdage var humøret allerede lavt, og mangel på søvn gjorde det ikke bedre. Rikke blev mere og mere irritabel, og det samme gjorde Markus.
Rikke fødte Lillea som 31-årig, og selvom barnet var længe ønsket, havde moderskabet udmattet hende på blot halvanden måned. De havde ventet i syv år på Lillea, men da hun endelig lå der i vuggen – en smuk, blåøjet lille pige – fyldtes hjemmet af en irriterende jag.
“Bare rolig, datter,” sagde Rikkes mor. “Denne efterårs-tungsind og søvnmangel går over. Når din datter bliver større, bliver det bedre. Alle går igennem det.”
Rikke gik med Lillea på armen, kiggede på uret og puffede til Markus.
“Hvad laver du? Du kommer for sent på arbejde.”
Markus så på uret og sprang op, bandede og mumlede noget om, at han ikke havde sovet hele natten og nu måtte møde træt på fabrikken. Heldigvis forstod hans kolleger ham – de havde selv været der.
“Rikke, hælder du mig en kop te?”
“Hvordan skal jeg gøre det, når mine hænder er optaget?” Hun viste ham Lillea, der igen begyndte at klynke.
“Fint, jeg kan måske få en kop på arbejde før vagten,” brummede han og forlod husket i det sølle regnvejr.
Da Lillea sov, lagde Rikke sig også og faldt i en let slummer. Alligevel kredsede tankerne om at få tid til at lave aftensmad – hun var bange for, at Lillea igen ville være urolig hele dagen.
Da hun ventede på Lillea, havde hun ikke forestillet sig, at mangel på kræfter og tid ville blive så overvældende. Hun var ikke klar. I syv år havde hun og Markus levet for sig selv. Nu var der mørke ringe under øjnene, humøret var konstant lavt, og begge var irritabel.
Om eftermiddagen ringede Mette.
“Rikke, hvordan går det? Klarer du det?”
“Åh, ikke rigtigt, Mette. Jeg er udmattet. Lillea larmer om natten, og jeg får ingen søvn. Jeg kan ikke vente, til hun bliver større,” svarede Rikke.
“Okay, en veninde må hjælpe. Jeg kommer efter arbejde og giver en hånd med,” lovede Mette.
“Okay, veninde, jeg kan se, du er helt udkørt. Gå og hvile dig, jeg ordner aftensmaden,” beordrede Mette og greb en kniv for at skrælle kartofler.
Rikke faldt i søvn – ikke dyb, men alligevel – og da hun vågnede efter fyrre minutter, følte hun sig lidt friskere. Fra køkkenet duftede det af stegte kartofler med kød. Hun smilte, da hun kom ud:
“Mette, hvor er det godt, du kom. Det er rart at have en omsorgsfuld veninde.”
Ved aftensbordet var alle i godt humør, grinede og drillede. Markus så på Rikke med den samme kærlighed som før, uden at glemme at tale med Mette.
“Tak, Mette. Det er næsten pinligt,” sagde Markus, da han fulgte hende ud. “Du har reddet Rikke. Det er hårdt for hende – vi er vant til kun at tænke på os selv.”
“Åh, hold op, Markus. Vi er venner,” sagde Mette og blinkede til Rikke. Alle grinede igen.
Nogle dage senere kom Mette igen for at hjælpe. Ved middagen fortalte hun, at hendes kærlighedsliv endelig var på rette spor.
“Jeg kunne også godt bruge en familie. Vi er jo på samme alder,” sagde hun, og Rikke var glad for hendes vegne.
“Godt, så kan vi være venner som familier,” sagde Rikke. “Men først skal vi lige mande ham,” tilføjede hun, mens Mette mystisk blinkede.
Mette kom et par gange om ugen efter arbejde, passede Lillea eller hjalp med aftensmaden. Rikke tænkte ofte taknemmeligt:
“Jeg har kun én veninde – men hvad for én! Sådan holder vi til vi bliver gamle.”
Engang spurgte Rikke hende:
“Fortæl mig om din kæreste. Hvorfor introducerer du os ikke?”
“Jeg holder det hemmeligt. Lykken elsker tavshed,” svarede Mette og skiftede hurtigt emne.
“Men sig nu – kender jeg ham?”
“Ja,” svarede Mette efter en pause. Lige da ringede det på døren.
Det var Rikkes mor, der ofte ikke kunne hjælpe på grund af arbejde. Da hun så Mette i køkkenet, stivnede hun lidt.
“Jeg forstår ikke, Rikke,” hviskede hun ved Lilleas vugge. “Hvorfor lader du Mette herske i dit køkken? Hvorfor tillader du det?”
“Mor, hvad er der galt? Mette hjælper mig – hun redder mig.”
“Pas på, datter. Hun kunne lige så godt krybe i seng med jer,” fnøs moren.
“Mor, Mette har en kæreste. Slap af.”
Da Markus kom hjem fra arbejde, satte alle sig til middag. Senere var det hans fødselsdag, og Rikke, der ikke længere ammede, tog en vin. Den gjorde sin virkning, og hun faldt i søvn sammen med Lillea.
Hun vågnede ved midnat og hørte en hvisken fra køkkenet. Hun huskede vinen og tænkte:
“Markus og Mette? Sent alligevel – hvorfor tager Mette ikke hjem?”
Hun rejste sig og gik ud. Men ordene stoppede hende:
“Mette, du laver så lækkert mad,” sagde Markus blødt. Mette lo lavmælt. “Og du ser fantastisk ud.”
“Tak, Markus. Jeg elsker dine komplimenter.”
Rikke trådte ind. De sad ryggen til, Mettes hoved på Markus’ skulder, hans arm om hende.
“Forstyrrer jeg jer, kære duer?” spurgte Rikke skarpt. De røg fra hinanden.
“Rikke, hvad—” Markus sprang op. “Du misforstår.”
“Men du har en kæreste,” snerrede Rikke mod Mette. “Er én ikke nok?”
“Okay, jeg går,” sagde Mette og forlod husket, efterladende utallige spørgsmål.
Rikke udøste al sin jalousi og vrede over Markus. Hun kun
