Mor, du må så vidt overføre ti kroner, er du? Jeg har samlet en regning på el, de truer med at slukke lyset! råber hun i røret.
Sofie lytter tavst, stirrer på et punkt i køkkenvæggen. Hendes ansigt forbliver uforanderligt, mens fingrene klemmer telefonen hårdere.
Nej, svarer hun kort.
Hun trykker på afslutknappen.
Hun løfter blikket. Over bordet sidder Ingrid Jensen, hendes svigermor. Ingrid har hørt hele samtalen og ser nu på Sofie med et tavst spørgsmål i øjnene.
Sofie vifter hånden væk.
Det er ikke så vigtigt. Vi hjælper jo ikke hinanden.
Ingrid rynker panden, lægger gaffelen fra sig og tørrer læberne med en serviet.
Er det så acceptabelt at behandle sine forældre sådan? spørger hun med ægte forbløffelse. Alligevel er det din mor
Sofie skubber den ufuldstændige morgenmad væk og ser direkte i Ingrids øjne.
Det kan jeg, når de behandler dig værre end en gadedeltager, svarer hun beslutsomt.
Ingrid bliver stille, overrasket over svaret. Kun værelsets vækkeur afbryder den tunge stilhed. Sofie vender blikket væk.
Undskyld, jeg ville ikke være så hård.
Ingrid nikker.
Nej, nej. Jeg er bare overrasket. Du har aldrig fortalt om dit forhold til din mor.
Sofie tager sin kop af afkølet te, drikker en slurk og stiller den på bordet.
Det er en lang historie, siger hun.
Ingrid læner sig frem.
Vi har tid, hvis du vil fortælle.
Sofie tøver et øjeblik, samler sine tanker.
Det hele starter for længe siden. Jeg er lige færdig med folkeskolen og drømmer om universitetet.
Hun husker den varme sommermorgen, hvor hun sidder ved sin lille computer i et lille værelse i en toværelses lejlighed i København og nervøst opdaterer studieportalen.
Hun lyser op, når hun tænker på den gamle glæde.
Så ser jeg mit efternavn på listen! Jeg får en studieplads på statskonti! Jeg jubler, springer rundt i lejligheden, ringer til alle mine veninder. Det er fantastisk!
Sofie sukker trist.
Jeg tror også på det. En uge senere får jeg at vide, at jeg er alvorligt syg.
Hun lader minderne svæve uden at gå i detaljer, for hun vil ikke rive gamle sår op.
Lægen siger, at jeg skal have en akut operation, og den koster penge, forklarer hun, mens hun drejer en teske i hænderne. Mor har kun en etværelses lejlighed, arvet fra en kusine, som hun aldrig boede i, men lejede ud. Jeg tænker, at jeg kan sælge den og betale operationen.
Ingrid lytter intenst, holder sin hage med hånden.
Jeg bad, jeg bad min mor om at sælge lejligheden, siger Sofie. Jeg husker, vi sad i køkkenet, jeg græd
Hun genoptager barndommens stemme.
Mor, vær så venlig! En pige på atten med røde øjne sidder ved køkkenbordet. Hvis jeg ikke får pladsen, mister jeg min universitetsplads! Jeg bliver nødt til at udsætte studierne mindst et år!
Moren står ved komfuret, rører i suppen, uden at vende sig. Hun råber kort:
Nej. Den lejlighed er min arv, mine penge. Jeg vil ikke bruge dem på dig.
Men det handler om mit liv! råber Sofie højere. Om min fremtid!
Moren vender sig brat, øjnene smalner.
Har du tænkt på min fremtid? Hun svinger en ske mod hende. Jeg har stadig mange år før pension, så jeg vil ikke sælge min bolig. Vent på gratis behandling! Jeg vil ikke sælge for dig!
Sofie springer fra stolen.
Så skal jeg vente. Intet vil ske med mig.
Moren ryster bare på hovedet:
Så vent, der vil ikke ske noget.
Sofie bliver tavs, en klump sidder i halsen. Ingrid spørger stille:
Og så?
Sofie smiler bittert:
Så mister jeg to år. Jeg venter på gratis behandling, mister studiepladsen, kommer sig efter operationen.
Ingrid hvisker:
Stakkels pige.
Sofie fortsætter:
Jeg må arbejde, tage et kontraktjob, leje en lejlighed. Jeg klarer det. Jeg studerer på deltid og flytter fra min mor.
Hun husker dagen, hvor hun flytter ud. Moren står i døren, utilfreds:
Hvor skal du? spørger hun.
Til en ven, svarer Sofie, uden at se på moren. Jeg bor der i en periode, så får jeg et værelse.
Morens stemme stiger:
Utaknemmelig! Jeg har opdraget dig, fodret dig, og du
Sofie lukker sin taske.
Hvor var du, da jeg havde brug for dig? spørger hun.
Du ville bare have penge fra mig! svarer moren.
Sofie går forbi:
Farvel, mor.
Moren råber efter hende:
Kom ikke tilbage!
Døren smækker.
Sofie vender tilbage til nutiden.
Vi har næsten ikke talt siden, fortæller hun. Jeg har afsluttet universitetet, mødt din søn Hun smiler. Vi bor stadig på lejemål, men planlægger at købe vores egen bolig. Lønnen er god.
Ingrid nikker:
I har begge gjort et flot stykke arbejde. Jeg er stolt.
Sofie fortsætter:
Jeg har hørt fra andre, at min mor solgte den etværelses lejlighed kort efter, at jeg flyttede. Hun brugte pengene på ferier i udlandet og dyre ting.
Sofie ryster på hovedet:
Nu bor hun i en lille toværelses lejlighed, men kan ikke klare den. Hun blev fyret, har kun fem år tilbage til pension, og ringer til mig for penge.
Sofie ser på Ingrid:
Ville du give penge til en sådan kvinde, hvis du var i min situation?
Ingrid gisper, dækker munden med hånden:
Jeg havde ingen idé om, at din mor var så. Nu forstår jeg, hvorfor hun ikke kom til brylluppet.
Hun går hen, omfavner Sofie ved skuldrene:
Bare rolig, pige. Lad være med at bekymre dig. Alt er i Guds hænder, lad hende blive i fortiden
Sofie smiler, tårerne trækker på.
Tak, Ingrid, for din omsorg.
Ingrid stryger hendes hår:
Du skal bare kalde mig mor. Det er nok, siger hun.
Sofie nikker, kan ikke tale af de mange følelser.
Om aftenen kommer Sofies mand hjem fra arbejde og ser hende græde, hvileende sit hoved på hans mors skulder.
Han smider nøglerne på bordet og spørger bekymret:
Hvad er der sket?
Sofies mor smiler over Sofies hoved:
Alt er i orden, dreng. Vi har bare haft et hjertesnak.
Sofie klemmer sin svigermor hårdere. For første gang i mange år mærker hun den rigtige moderlige varme, som hun har savnet siden barndommen.
Manden sætter sig ved siden af dem i sofaen, omfavner begge.
Sofie lukker øjnene og nyder det øjeblik af familiesamvær. Hun har endelig fundet, hvad hun altid har drømt om en ægte familie med kærlighed, støtte og omsorg.
Senere, i soveværelset, hvisker hun til sin ægtemand:
Din mor er utrolig.
Han holder hende tættere:
Jeg ved det. Derfor er jeg sådan en god mand.
Sofie pisker ham blidt i siden:
Stop med at prale!
Hvad så? svarer han med et spillet syndebud. Jeg valgte jo en lige så fantastisk kone.
Sofie læner sig ind til ham, indånder hans duft.
Tak, siger hun stille.
Hvorfor? spørger han.
For din familie. For at den nu også er min familie.
Manden krammer hende endnu tættere og kysser hende på panden:
Du fortjener det bedste.
Liggende i mørket ved hans side tænker Sofie på livets twists. På hvordan smerten fra sin egen mor førte hende til en ny familie, hvor hun endelig får den ubetingede kærlighed, hun altid har søgt.
Telefonen på natbordet blinker med en ny besked. Moderen skriver igen og kræver penge. Sofie kigger på skærmen, men svarer ikke. I stedet slukker hun telefonen og læner sig til sin mand.
Fortiden har ikke længere magt over hende. Hun vender på siden, lukker øjnene. I morgen venter en ny dag en dag med den familie, der virkelig elsker hende.
