Jeg husker, hvordan jeg engang lod min egen skæbne glide forbi mig.
Man siger, at man ikke bør lede efter kærlighed på arbejdet – det er som at lede efter en nål i en høstak. Jeg ledte slet ikke; den fandt mig selv. Ikke som den galante kollega med en dampende kop kaffe og et slips, men som den tavse mand i en sort Volkswagen Golf, der stod i kø ved tankstationen for benzin. Jeg arbejdede på en lille tankstation udenfor Esbjerg.
Først kiggede han bare på mig i stilhed. Så begyndte han at smile. På et tidspunkt syntes det, som om han havde lært min vagtplan at kende og kun kom, når jeg var på arbejde. Jeg hed Kirstine. Jeg var 33 år, en ægte dreng i hjertet: platinblond, dristig, ligefrem, med karakter, der var slidt på præcis den måde, et mandligt arbejdsmiljø kan give. Han… han var en anden. 42 år, øjne som den klare februarhimmel, skuldre så brede, at han næsten kunne bære en hel mur. Hans smil var varmt, roligt, næsten drengende.
Han hed Kasper Mikkelsen. Han boede i huset ved siden af tankstationen med sin søn og sin hund, en livlig labrador ved navn Rollo. Sønnen var fra et tidligere ægteskab; hans ekskone havde forladt dem begge. Kasper arbejdede ikke; han var udlejer og levede af lejen fra fire lejligheder, som han havde arvet fra sin bedstemor. Han rejste, slentrede rundt og nød livet i sit eget tempo.
En dag rullede han sin bil op til pumpen og sagde: “Kom, så viser jeg dig en by, du vil forelske dig i.” Så viste han mig en anden by, og så en tredje. Vi drak øl på halvfyldte caféer, tog på sommerhusferie ved Vesterhavet uden for sæsonen, sov under bølgernes susen, slentrede på markeder i København og Aarhus, og lyttede til jazz i Odense.
Jeg forelskede mig. Jeg smeltede helt sammen med ham. Jeg, som altid havde holdt mig fri og ikke troet på klichéer, boede hos ham efter blot tre måneder. Vi formaliserede intet; vi var blot sammen.
Først talte jeg om børn. Jeg drømte, forestillede mig en lille familie: mig, ham og et barn. Men Kasper var fast besluttet. Han sagde, at han allerede havde “betalt sin far-skat” og ikke ville underskrive en ny kontrakt. Han mente, at børn kun stod i vejen for friheden.
“Du kan jo ikke flyve til Roskilde i weekenden med en gravid mave, Kirstine, og så trække en barnevogn over broen. Det er ikke liv, men fangenskab,” sagde han roligt, så overbevisende, at jeg som om under hypnose begyndte at frygte den lille fremtid.
Årene gik. Jeg blev til den stille tjener i hans ubekymrede liv. Jeg lavede mad, strøede tøj, købte hans yndlingsost, lo på de rette tidspunkter, mens han… han så mere og mere fodbold, bladrede dovent i avisen og kaldte mig “den eneste”.
Hans søn voksede op. Først så han på mig med foragt, men senere blev han nysgerrig. Så en dag bragte han en pige hjem – en ung, lysende blond pige, præcis som jeg var, da jeg var seks år gammel. Hun overnattede hos os, grinede af mine vittigheder og kaldte mig “Kirstine”.
Jeg så på hende og forstod alt. Jeg ville råbe: “Løb! Gå ikke glip af dit liv, som jeg gjorde! Smelt ikke sammen, behold din stemme, lad drømmene leve. Du kan stadig ændre alting!”
Men jeg? Jeg tror ikke længere. Jeg er nu 39 år. Jeg har ingen børn. Jeg har opgivet jobbet, mistet vennerne, mistet forældrene. Der er kun jeg, Kasper, Rollo og en rusten kærlighed, som er blevet til en vane.
Han arbejder stadig ikke. Han samler stadig leje fra sine lejligheder, drikker øl hver aften. Jeg stiller stadig en tallerken med salat foran ham og venter. Venter på, at jeg igen skal mærke, at noget stadig kan redde sig. Men det er kun selvbedrag.
Nogle nætter, mens han sover, går jeg ud på balkonen og stirrer på stjernerne. Så synes det, som om man, hvis man virkelig ønsker det, kan vende alting. Men det er for sent. Alt for sent.
