Ensomhed
Solen stod bag skyerne, sålen var tung, og jeg så en kvinde i havnen ved København, som så meget ud som om hun ville gifte sig med en fisker. Men hun sagde nej. Lige så lidt som en gratis service på et sommerhus er bedre end ingenting.
Så hvad gør du, Sølvi? spurgte jeg, mens jeg trak vejret dybt. En mand skal ikke gå alene, en kvinde skal altid have en mand ved sin side. Ellers er det som om noget mangler. Og ingen vil så se på dig. Ensomhed, ved du hvad det er?
Hvad? svarede Sølvi med et sarkastisk smil, selvom hun var træt af sine egne bekymringer.
Ensomhed er en svær følelse! udbrød min nabo, Misse, uden at tænke på, at jeg lige havde haft en samtale. Det er, når du skal finde vand til dine børn. Hvor er de?
Hvor? spurgte Sølvi, uden at kunne holde trit med mig.
Hvor, hvor i Skive! jeg sagde endelig, da jeg så, at Sølvi så forvirret ud. Jeg lod mig selv gå væk, mens jeg sagde: Du skal blive ved med at holde ud, jeg holder dig i hånden. Det er svært at bære alene, men sjælen er stærk. Lad os mødes, okay? Sølvi, manden er god. Men den, der slet ikke stresser, kan snart blive træt
Sølvi havde allerede levet som enke i ti år. Hendes gamle mand, som hun kaldte den store, var gået bort for ti år siden, men han dukkede engang op igen, kun for en kort stund. Da Sølvi hørte om det, gik hun til sit første ægteskab, men den gang gik det kun til to senge, og senere også til børnene. Selvom manden forsøgte at overbevise hende om, at én gang er nok og intet er mærkeligt, så længe man har hinanden, slog han hårdt med et lille sølvstykke og græd med sine trætte mandlige tårer, men Sølvi blev ved med at holde fast. Hun var ikke til at ryste.
Først gik hun til sin mand på en høflig måde, men efterlod sin ekskone og to børn til sin svigermor. Men børnene voksede og spredte sig rundt. Den ældste søn arbejdede i Aarhus, datteren giftede sig hurtigt og flyttede til udlandet med sin mand. Sølvi endte med at bo alene i en lille lejlighed i centrum af København.
At leve alene skræmte hende ikke. Hun havde et lille kontor, en god profession og en indkomst, der tillod hende at nyde sit liv, og hun havde altid besøgende børn og den gamle kat Misse. Selvom hun ikke var en stor intellektuel, fandt hun altid noget at holde sig beskæftiget med, så livet aldrig blev kedeligt. Hun læste meget, svømmede, gik i yoga, elskede at rejse, og gik jævnligt på restauranter med sine venner. Alt i alt levede hun i tilfredshed.
Først gik alt op for hende, da Misse ikke længere kunne bestemme deres skæbne
Hør mig nu, Sølvi. En god mand, måske endda en fyr, der er seksoghalvfems år gammel, har allerede syv år med forskelle. Et stort hus, godt vedligeholdt, med en gård, hvor kor, får, svin, kyllinger og så er der bare ingen heste. Det er en sund kost, så smid det ud! Mælk, æg, kød. Du vil leve til hundrede år, tror jeg! Og så er manden charmerende, veluddannet og taler som fra en bog Så prøv en gang, okay? sagde Sølvi ved mødet, men jeg kunne ikke holde mig.
Så lad mig introducere dig for min nabo, en gammel baldrag, det er i orden. Men jeg lovede intet.
Dårligt forretninger ændrer sig ikke, sagde Misse, som hurtigt arrangerede et møde mellem mig og Sølvi.
Kavalerne viste sig at være næsten ingenting. En solid, muskuløs fyr, med velplejede hænder og rene negle, klædt i korte bukser. Han talte langsomt, men med en vis vægt. Han var en joker, men også en, der kunne tale om landbrug i timevis. Navnet var dansk: Jens.
Efter deres første møde trak Sølvi sig væk, men hun begyndte at kigge på Jens. Hun tænkte, at måske kunne ægteskabet også have en rolig sjæl ved sin side. Jens var ved at blive enig om et samarbejde. Lad os tale om landbrug, så kan vi snart komme i gang, sagde han.
Sølvi skrev en besked til Jens, hvor hun fortalte, at hun ikke ønskede at mødes længere, fordi hendes følelser havde ændret sig. Jens ringede kortvarigt tre dage senere, men så ingen svar. Efter en kort pause forstod han, at han ikke længere var relevant. Han var en klog mand.
Sølvi gik op tidligt, lavede en kop kaffe med en kage, så ud af vinduet og tænkte på sine børn. Hun skulle besøge sin søn, ringe til sin datter og måske købe en lille taske til den nye vinterfrakke. Hun ville også ringe til lægen for at aftale en tid.
Hun tænkte på, hvad hun skulle gøre med sin lille gård, hvor hun havde kor, får og svin, men ingen heste. Hun måtte købe mælk, æg og kød, så hun kunne leve trygt til sine hundrede år. Hendes indkomst fra den lille forretning var god, men hun havde også pension, så hun fik det hele.
Alt dette var nødvendigt for at leve et behageligt liv. Hun ville bøje ryggen i haven, såde grøntsager og arbejde med to etager af jord var det virkelig nødvendigt? Om aftenen ringede hun til Misse.
Misse, du skal ikke blive sur. Jeg vil gerne afslå Jenses frieri. Måske er en anden mand heldig, men jeg har ikke lyst til det. Jeg vil blive ved med at leve alene. På sommeren skal jeg hente vand til haven, men ikke alle vil drikke
Sølvi talte i lang tid med sin veninde Katja, som holdt tårerne tilbage. Men under indflydelse af Katjas løfte om at tale med ham, så hun, at hun kunne holde fast på sin egen frihed. Hun lovede at søge en kvinde, der passede til hende, og undgik dårlige forretninger.
Sølvi sendte en sms til Jens, hvor hun sagde, at hun ikke længere ønskede at mødes, fordi hun ikke længere havde lyst til at forfølge ham. Jens prøvede at ringe, men hun lukkede telefonen. Senere gik hun ud om morgenen, spiste en kop kaffe med en donut, så på børnene og tænkte på, at hun skulle besøge sin søn og invitere sin datter på en fødselsdagsmiddag. Hun måtte også købe en taske til den nye vinterfrakke og ringe til lægen for at aftale en tid.
Og så tænkte hun: Alt er her, i Danmark. Jeg har en lille gård, et lille kontor, en lille hus, hvor jeg kan dyrke grøntsager, og jeg har en kat, en ko, en hane og en lille smule frihed. Så lad mig bare fortsætte med min egen vej.
