En forældreløs pige, der voksede op på et børnehjem, fik et job som tjener på en anerkendt restaurant. Men da hun ved et uheld spildte suppe på en velhavende gæst, ændrede hendes skæbne sig drastisk.
Er du klar over, hvad du lige har gjort?! råbte Semen, mens han svingede en øse. Suppe på gulvet, kunden får en sprøjt, og du står bare der som en statue!
Alyona så på den mørke plet på mandens dyrebare jakkesæt og mærkede en klump i maven. Dette var hendes sidste dag på jobbet. Seks måneder med hårdt arbejde alt sammen for ingenting. Den rige mand ville gøre et stort nummer, kræve erstatning, og hun ville blive fyret uden opsigelsesgodtgørelse.
Undskyld, jeg jeg rydder straks op, stammede hun, mens hun greb servietter fra bordet.
Manden løftede hånden for at stoppe hende:
Vent. Det er min fejl. Jeg drejede pludseligt og blev distraheret af et opkald.
Alyona frøs. På to år som tjener havde hun hørt mange undskyldninger, men aldrig fra en kunde.
Nej, det er mig, der var klodset mumlede hun.
Bare rolig. Jakkesættet kan renses. Men er du blevet brændt?
Hun rystede på hovedet, stadig i chok. Manden var omkring femogfyrre, med gråsprængt hår og briller, og hans stemme var rolig, uden den kunstige høflighed, som mange rige kunder bruger.
Skift tøj, så bringer du en ny suppe. Vær bare forsigtig denne gang, sagde han med et lille smil.
Igor, hallens administrator, dukkede op uventet.
Mr. Sokolov, vi beklager hændelsen! Vi betaler naturligvis for skaden på jakkesættet
Igor Petrovich, ingen grund til bekymring. Det er i orden.
Alyona leverede en ny suppe, stadig rystende. Sokolov spiste langsomt, af og til kastende et eftertænksomt blik på hende.
Hvad hedder du?
Alyona.
Hvor længe har du arbejdet her?
Syv måneder.
Kan du lide det?
Hun trak på skuldrene. Et job er et job. Lønnen er rimelig, og teamet er afhængigt af held.
Hvor arbejdede du før?
Spørgsmålet var let, men Alyona spændtes. Rige mænd spørger sjældent om tjeneres fortid.
På en anden café, svarede hun kort.
Sokolov nikkede og spurgte ikke videre. Han betalte, gav et generøst drikkepengebeløb og gik.
Du er heldig, mumlede Semen. Hvis jeg havde haft en kunde som ham som ung, ville jeg være gået på pension nu.
En uge senere kom Sokolov igen, bestilte samme bord og bad om at blive betjent af Alyona.
Hvordan går det? spurgte han, da hun lagde menuen frem.
Godt.
Hvor bor du?
Jeg lejer et værelse.
Alene?
Alyona lagde menuen lidt hårdere ned.
Og?
Sokolov løftede hænderne i fred:
Undskyld, jeg ville ikke snuse. Du minder mig bare om nogen.
Hvem?
Min søster. Hun var også uafhængig i din alder.
Alyona mærkede et tryk i brystet. Var hun var altså død.
Arbejdede hun et sted?
Nej, tøvede Sokolov. Hun har været væk i lang tid.
En anden gæst bad om regningen, så samtalen blev afbrudt. Da Alyona kom tilbage, spiste Sokolov sin salat færdig.
Kan jeg komme her ofte? spurgte han. Jeg kan lide stedet.
Naturligvis, det er et offentligt sted.
Hvad hvis jeg altid vil have dig som tjener?
Alyona trak på skuldrene. Kunden har altid ret, især når han betaler godt.
Sokolov begyndte at komme to gange om ugen, bestilte altid suppe, salat og hovedret, spiste langsomt og snakkede lejlighedsvis i telefon. Den perfekte gæst.
Efterhånden begyndte han at fortælle om sig selv. Han ejer en kæde af byggemarkeder, bor med sin kone i et hus udenfor byen, og de har ingen børn.
Hvor kommer du fra? spurgte han engang.
Fra byen, svarede Alyona undvigende.
Er dine forældre i live?
Nej.
Hvor længe siden?
Jeg kan ikke huske dem. Jeg voksede op på et børnehjem.
Sokolov holdt skeen over tallerkenen.
Hvilket?
Det fjortende internat på Sadovaya.
Okay. Hvor gammel er du?
22.
Hvornår forlod du børnehjemmet?
Da jeg var 18. Først fik jeg et kollegieværelse, så lejede jeg selv.
Sokolov stoppede med at spise og så på hende, som om han lige havde fået øje på noget.
Er der noget galt? spurgte Alyona.
Nej, det er fint. Det er bare min søster voksede også op på et børnehjem.
Stakkels hende.
Ja. Jeg var 20, gik på universitetet. Jeg kunne ikke tage hende ind jeg boede på kollegiet, overlevede kun på et stipendium.
Og så?
Så var det for sent.
Der var så meget smerte i hans stemme, at Alyona ikke spurgte videre. Det var ikke hendes plads at røre ved hans minder.
Næste uge gav Sokolov hende en gave en lille, pæn æske.
Hvad er det?
Åbn den.
Indeni lå guldøreringe enkle, men elegante.
Jeg kan ikke tage dem.
Hvorfor ikke?
Vi kender hinanden næsten ikke.
Alyona, det er bare en lille opmærksomhed. Ingen betingelser.
Hvorfor?
Han tøvede et øjeblik.
Har du planer for fremtiden?
Hvad for planer? Jeg arbejder og sparer op til en lejlighed.
Vil du skifte job?
Til hvad?
Der er en ledig lederstilling i en af mine butikker. Lønnen er tre gange højere end her.
Alyona sank tilbage fra bordet.
Skal jeg gøre noget for det?
Arbejdet. Modtage varer, styre sælgere, lave rapporter. Du lærer alt.
Hvorfor mig?
Fordi du er ansvarlig. Ingen klager på seks måneder, altid høflig over for gæsterne. Og fordi jeg vil hjælpe.
Hvorfor?
Sokolov tog brillerne af, tørrede dem med en serviet.
Min søster blev sendt på børnehjem, da hun var tolv vores forældre brændte ihjel. Jeg var i tredje år på universitetet. Jeg troede, jeg kunne holde ud et par år, færdiggøre min grad, få et godt job og hente hende hjem.
Hvad skete der?
Hun døde af lungebetændelse et år før jeg dimitterede. Jeg fik først besked om begravelsen en måned senere.
Alyona var tavs. Historien var rørende, men hvad betød den for hende?
Jeg har altid tænkt: hvis jeg havde handlet tidligere, droppet ud, fået et job et andet sted
Hvad så? I ville begge have overlevet, i stedet for at kæmpe alene?
Måske. Men hun ville have levet.
Du kan ikke vide det.
Jeg ved det. De behandlede hende dårligt på børnehjemmet. Hvis hun havde boet hos mig
Hør, jeg er virkelig ked af din søster. Men jeg er ikke hende.
Jeg forstår. Men lad mig i det mindste prøve at gøre noget.
Alyona tog æske med øreringe.
Jeg overvejer jobbet. Men tag dem tilbage.
Alyona, kom nu! Det er bare en gave, ingen betingelser.
Derfor vil jeg ikke tage den.
Hjemme i sit lejebolig fortalte Alyona det til vennen Valentina, som også var opvokset på børnehjemmet.
Jeg tror ikke på venlige rige mænd, sagde Valentina, mens hun spiste et æble. De vil alle have noget.
Han opfører sig som en ældre ven. Som en far.
Endnu værre. Det betyder, han har mærkelige idéer.
Hold op, Val. Stop med at tale vrøvl.
Alyona, vi hørte som børn: stole ikke på voksne, der er for venlige. Husk, hvad der skete med Natasha Krylova?
Hun huskede. Natasha forlod hjemmet med en mand, der lovede verden. Vendte tilbage gravid og med blå mærker.
Men lønnen er virkelig god
Tal med Igor. Han har erfaring.
Igor var forsigtig:
Alyona, rige folk giver aldrig noget uden at ville have noget til gengæld. Han har helt sikkert sine egne mål.
Hvad for mål?
Ved ikke. Måske vil han snyde sin kone. Måske leder han efter en erstatningsdatter. Eller noget værre.
Han siger, han vil gøre bod for sin søster.
Tror du på ham?
Hvorfor ikke? Historien lyder troværdig.
Du er smart, Alyona. Men du forstår folk dårligt. Du forventer for meget.
Efter en uge sagde Alyona ja. Ikke kun for pengene, men fordi hun var træt af at bære bakker og tage imod gæsters lunefulde ønsker hver dag.
Butikken lå udenfor byen og solgte byggematerialer. Personale: tre sælgere, en lagerarbejder, en revisor og hende.
Sokolov trænede hende i en uge, forklarede tålmodigt, gentog sig uden vrede over fejl.
Du har et godt hukommelse, sagde han. Og du kan finde fælles grund med folk. Jeg tror, du klarer det.
Den første måned var hård. Sælgerne accepterede hende ikke ung, uerfaren og med en patron. Men Alyona gav ikke op. Hun arbejdede fra morgen til aften, studerede sortimentet, lærte priserne, forhandlede med leverandører.
Efterhånden gik tingene bedre. Sokolov kom en gang om ugen tjekkede papirer, talte med personalet. Han behandlede hende venligt, men uden for meget fortrolighed.
Hvordan går det? spurgte han som regel.
Okay. Jeg får styr på det.
Hvis noget er uklart ring. Vær ikke bange.
Okay.
Og boligen? Stadig lejemål?
Indtil videre. Men jeg leder allerede efter en lejlighed.
Måske kan jeg hjælpe? Jeg kender nogle ejendomsmæglere.
Tak, men jeg klarer mig selv.
Han nikkede og pressede ikke videre.
To måneder senere inviterede Sokolov hende til middag.
På en restaurant? spurgte Alyona overrasket.
Nej, hjemme. Min kone laver god mad. Hun vil gerne møde dig.
Alyona tøvede. Det føltes underligt at afvise chefen, men at gå i en fremmeds hjem var også mærkeligt.
Bare rolig, lo Sokolov. Vi er ikke skræmmende. Vi vil bare snakke i roligt miljø.
Sokolovs hus var stort, med have og pool. Marina, hans kone, modtog Alyona med en vis afstand.
Marina, introducerede Alyona sig, mens hun rakte hånden ud.
En smuk, velplejet kvinde, men blikket var koldt.
Kom ind, kom ind, sagde hun. Boris har fortalte meget om dig.
Forhåbentligt kun de gode ting.
Der er nogle gode, andre mindre, sagde Marina med et smil, men hendes øjne forblev ubevægelige.
Under middagen spurgte Sokolov om arbejde og fremtidsplaner. Marina talte næsten ikke, kun af og til med skarpe bemærkninger.
Har du overvejet videreuddannelse? spurgte hun.
Ja, men ikke nu.
Forstået. Arbejdet er vigtigere.
Marish, korrigerede hendes mand blidt.
Hvad? Jeg er bare nysgerrig. Det er sjældent at møde folk, der bliver uafhængige så tidligt.
I børnehjem må man vokse op hurtigt, svarede Alyona.
Ja, bestemt. Boris har fortalt mig om din baggrund.
Den baggrund lød som noget lavt.
Marina, vi aftalte, sagde Sokolov mere bestemt.
Om hvad? Jeg sagde ingenting dårligt. Tværtimod, jeg beundrer det. Ikke alle kan overleve så hårde vilkår.
Alyona forstod: tiden var inde til at gå.
Tak for middagen. Jeg må gå nu.
Hvordan kan jeg gå? Vi har lige spist! protesterede Sokolov.
Jeg skal op tidligt i morgen.
Jeg tager dig.
Nej tak, jeg klarer mig selv.
På vej hjem tænkte hun på Marina. Hun havde tydeligvis ikke accepteret hende. Det var forståeligt en ægtefælle ville naturligvis blive ængstelig, når hendes mand pludselig begyndte at pleje en ung pige fra børnehjemmet.
Næste dag ringede Sokolov.
Alyona, undskyld i går aftes. Marina var i dårligt humør.
Det er okay.
Nej, det er det ikke. Hun havde ingen ret til at opføre sig så.
Jeg forstår hende. Jeg ville også være bekymret i hendes sted.
Hvad bekymrer dig?
At, at min mand pludselig begynder at hjælpe en fremmed.
Sokolov var stille.
Du er ingen fremmed for mig. Du er speciel.
Fordi du minder mig om din søster?
Ikke kun det.
Hvorfor ellers?
Fordi du er stærk. Du gav ikke op, du klagede ikke over skæbnen, du mistede ikke troen. Du fortsætter fremad.
Der er mange som dig.
Flere end du tror.
En måned senere skete det Alyona frygtede. Hun kom til butikken og personalet hviskede.
Hvad sker der? spurgte hun.
Ingenting specielt, svarede den ældre sælger, Svetlana. I går købte chefen en lejlighed.
Hvilken lejlighed?
Et studie i en ny bygning på Rechnaya. De siger, den skal stå i dit navn.
Alyonas hjerte sprang et slag over.
Hvordan ved I det?
Min svigersøn arbejder i ejendom. Papirerne er næsten klar.
Hun ventede til frokost og ringede til Sokolov.
Vi må tale.
Selvfølgelig. Kom til kontoret.
Bedre på en café.
Okay. Kender du Europa på Central? Jeg er der om en halv time.
Sokolov ventede allerede ved bordet.
Er der noget galt på arbejdet?
Køber du mig en lejlighed?
Han benægtede det ikke.
Ja, det gør jeg.
Hvorfor?
Jeg ville hjælpe dig.
Du skylder mig ingenting.
Det ved jeg. Men det er vigtigt for mig at gøre det.
For hvad? Hvad har jeg gjort for dig?
Han tog brillerne af og gnubbede øjnene.
Hendes navn var også Alyona. Hun var et år yngre end dig, blond, gråøjet, stædig. Ligesom dig.
Alyona følte et tryk i brystet.
Og så?
Da jeg så dig, virkede det et øjeblik som om det var hende. Voksen, men den samme.
Boris Viktorovich
Vent. Jeg ved, det er tåbeligt. Du er ikke hende. Men jeg måtte vide, at mindst ét barn fra børnehjemmet fik et normalt liv. At jeg hjalp nogen.
Du hjælper mig ikke. Du hjælper dig selv.
Han nikkede.
Måske. Men det gør hjælpen ikke mindre ægte.
Det gør den. Fordi du ser mig ikke. Du ser din døde søster.
Det er ikke sandt.
Det er det. Derfor kan jeg ikke tage lejligheden.
Hvorfor?
Fordi jeg ikke vil være nogens erstatning. Ikke engang en generøs en.
Han var stille længe.
Hvad hvis jeg gav lejligheden til en anden ikke dig?
Så ville jeg tro, du virkelig vil hjælpe.
Så handler det om motivationen?
Det handler om, at jeg ikke vil blive en andens erindring.
Han rejste sig.
Forstået. Undskyld for at spilde din tid.
Vær ikke sur. Jeg er taknemmelig for jobbet, for din tro på mig
For hvad? For at udnytte mig?
For at prøve.
Han gik og efterlod penge på bordet.
Næste dag afleverede Alyona sin opsigelse til sekretæren.
Vær venlig at give den videre.
Boris Viktorovich satte stor pris på dig.
Jeg har bareAlyona gik ud af døren, fri til endelig at forme sin egen fremtid.
En forældreløs, der voksede op på et børnehjem, fik et job som tjenerinde på en eksklusiv restaurant. Men efter hun ved et uheld spildte suppe på en velhavende gæst, ændrede hendes skæbne sig drastisk.
