Mærtha Jensen fandt mandens anden telefon og lagde den på et synligt sted på køkkenbordet.
Har du købt den billige kaffe igen? Jeg har sagt det så mange gange, Mærtha, men du lytter ikke! Den giver mig sure opstød, så jeg næsten ikke kan arbejde! råbte Søren Nielsen og kastede sin teske på bordet, så den sprang op og efterlod en mørk, brun plet på plastmappen.
Mærtha stod ved komfuret, rørte i havregrøden og forsøgte at trække vejret roligt. Indånd, udånd, tælle til ti. Selv ti var for lidt i de seneste måneder. 25 års ægteskab havde lært hende, at morgenargumenter kun gør mere ondt. Det er nemmere at nikke, tie og lade som om, hun havde skylden.
Søren, det er den samme kaffe, vi har drukket de sidste tre år. Det er bare en ny dåse, måske er den fra en dårlig parti, svarede hun stille, uden at vende sig om.
Parti igen! Du har altid en undskyldning: det er vejr eller det er Merkur i retrograd. Du sparer på mig, siger du. Jeg er jo forsørgeren, jeg har brug for energi!
Mærtha smilede indvendigt. Lønnen på forsørgeren var uændret i fem år, men kravene steg som en eksponentialfunktion. Hun sagde intet højt, men placerede en skål med grød på bordet og toppede den med en rig klat smør.
Søren grimasede, men tog skeen og spiste.
Har du strøget skjorten? Den blå?
Strøget den. Den hænger i skabet på en bøjle.
Så lad mig se den. Sidste gang var ermet som om det gik i stykker men lad os glemme det. Jeg bliver forsinket i dag. Rapportperioden, du ved.
Jeg forstår, gentog Mærtha.
Rapportperioder kom hyppigt for Søren. Ligeledes møder og pludselige weekendture, når telefonen ikke fangede signal eller var fladtået. Veninden Lise havde længe sagt: Mærtha, tag de rosafarvede briller af han har en krølle på panden. Mærtha rystede på hovedet. At starte på ny som 50-årig med en knold i håret syntes skræmmende, og beviser manglede. Kun duften af en andens søde parfume som Søren forklarede den nye sekretær, at han blev oversvømmet af duft som fra en vandspand.
Søren spiste hurtigt, tørrede læberne med et serviet og sagde et kort tak, før han forsvandt ud i gangen. Døren smækkede. Mærtha blev alene i stilheden.
Stilheden var hendes bedste ven og værste fjende. I stilheden kom de mørkeste tanker. For at undgå dem begyndte hun at gøre rent grundigt. Når hænderne er beskæftigede, får hovedet ro.
Hun startede i loftskabet, sorterede vinterstøvler, gik videre til gangen, hvor der hang jakker, som i den milde maj nu var overflødige. De skulle renses, pakkes i poser og gemmes væk.
Mærtha trak sin mands halvårsjakke ned fra bøjlen en grå, sportlig model, som han havde båret hele foråret og kaldt heldig. Hun tjekkede lommerne som sædvanligt. I venstre side fandt hun en gammel tankstationkvittering og et stykke mintkaramelindpakning. På højre side lå en glemt ansigtsmaske og et par mønter.
Da hun var ved at folde jakken, mærkede hun noget hårdt ved foringen. Selvom lommerne så ud til at være tomme, fandt hun en lille, næsten usynlig lynlås i den indvendige skjulte lomme. Synen var håndsyet, lidt skæv noget Søren aldrig havde kunnet gøre, men han havde tydeligvis prøvet.
Hjertet sprang et slag over. Mærtha rakte forsigtigt fingrene ind i den hjemmelavede hemmelige lomme og trak en telefon frem.
Det var ikke hans store, sorte smartphone med revnet glas. Det var en lille, hvid, slank enhed, ny og glat som en havsten.
Mærtha stod i entréen, greb den som om den kunne smuldre i hendes hænder. Benene blev som vand. Hun gik til køkkenet, satte sig på en barstol. Skærmen var sort; hun trykkede på sideknappen, og et billede af en solnedgang ved havet lyste op. Ingen af deres ferier, kun en smuk, anonym farve. Batteriet viste 80%.
Der var selvfølgelig en kode.
Hun prøvede hans fødselsår, fejlede. Ægteskabsåret, også forkert. Sønnenes fødselsdag, igen forkert.
Hun lagde telefonen på bordet. Hænderne rystede, men i hovedet var en klar tanke: Hvis der findes en anden telefon, gemt så omhyggeligt, så må der også være et andet liv bag den. Ingen syr lommer for et arbejdsnummer.
Første impuls var at smadre den hvide plastklods mod væggen, tilintetgøre beviset, så råbe, græde og kræve sandhed. Men da hun så på sine hænder velplejede, med en pæn manicure forstod hun, at skrig er svaghed. Hun havde brug for styrke.
Hun rejste sig, fyldte et glas vand og drak i en mundfuld. Planen blev klar, brutal men simpel.
Hun gemte ikke telefonen igen, prøvede ikke at hacke den. Hun tørrede den med sin egen klud, som om hun var i en krimiserie, og placerede den på det mest iøjnefaldende sted midt på køkkenbordet, på en blød dug ved siden af en lille skål med småkager.
Der lå nu en hvid telefon, som et fremmed legeme, en tidsbombe.
Hele dagen gik hun i en tåge, men handlede mekanisk. Hun lavede aftensmad hans yndlings fransk stegt kød med smeltet ost, duften fyldte lejligheden med en falsk hygge. På bordet lå den hvide telefon, skinnende med sit sorte skærm som en sort obelisk.
Omkring klokken syv klikkede dørlåsen.
Mærtha, jeg er hjemme! lød Sørens stemme muntert. Rapportperioden var formået. Jeg er sulten som en ulv, Mikkel har igen forsinket os alle, vi har haft et kaos…
Han gik ind i køkkenet, trak skjorten op.
Åh, der dufter kød! Det er skønt. I kantinen var det kedeligt i dag…
Mærtha stod ved vasken, ryggen til ham, og vaskede salatblade.
Mine hænder, sæt dig, sagde hun roligt.
Søren gik hen til vasken, skyllede hænderne, tørrede dem med et håndklæde. Han sang for sig selv, trak en stol frem og satte sig.
Så, hvad har vi
Han holdt op.
Mærtha mærkede stilheden klemme som en tyk, klæbrig tåge. Vandet fra hanen lød som en dødelig tromme. Hun lukkede langsomt hanen, tørrede hænderne på forklædet og vendte sig.
Søren stirrede på bordet. Hans ansigt, normalt rødligt af travlhed, var nu gråligt. Øjnene lå fast på den hvide telefon. Han åbnede munden, men ordene forsvandt.
Mærtha gik roligt hen og satte sig over for ham. Hun stak en gaffel i en agurkskive.
Velbekomme, sagde hun med et høfligt smil.
Søren slugte. Hans halsknude rystede. Han skiftede blikket fra telefonen til hende, så tilbage igen. Panikken boblede i hans øjne, mens han forsøgte at finde en løgn på stedet.
Det er hans stemme knækkede. Det er hvad?
En telefon, sagde Mærtha uanfægtet, mens hun tygede. Den lå i din jakke. Jeg ville vaske den, så jeg tjekkede lommerne. Heldig at jeg fandt den, ellers ville den gå i vaskemaskinen. Så ny.
Søren fniste nervøst. Lyden var svag.
Ja, ja Det er en arbejdstelefon. Chefen gav mig den. Firmaet har skiftet til sikre kanaler. Jeg glemte den i jakken.
Han greb efter telefonen, men lod den ikke flytte sig.
Arbejdstelefon? Mærtha rynkede. Så hvorfor er den så lille og hvid? Mine arbejdsmobiler er store, sorte som mursten.
Vi købte en hel partibatch, så gik vi med dem, hvad vi fik! svarede han, vrede voksende som hans sædvanlige forsvar.
Du ved, at firmaet har haft krise, ingen bonus, men nu får alle nye telefoner. Det lyder mærkeligt, fortsatte hun.
Søren brød ud i latter. Krisen er forbi! sagde han, mens han forsøgte at holde kødet på tallerkenen. Giv mig brødet, du snakker for meget.
Mærtha skubbede brødskiven frem.
Ved du hvad, Søren, sagde hun eftertænksomt. Chefen, som du tror du arbejder for, forlod os for et halvt år siden. Jeg så hans kone, Vera, i supermarkedet. De bor nu på en landejendom, han er pensionist.
Søren så forvirret ud.
Hvilken chef? Jeg taler om den nye afdelingsleder, også en Peter. svarede han.
Peter, ja, gentog Mærtha, smagende på ordet. Hvorfor gav han dig en telefon med SIMkort, hvor der står Kælenavn på afsenderen?
Søren rødmede.
Hvad? Hvilket Kælenavn? Du har rodet dig ind i det her!
Han sprang op, væltede stolen.
Jeg har ikke rodet mig ind i noget! råbte han. Jeg har en anden SIM til annoncer! Jeg ville sælge bilen, så du får en overraskelse, men du ødelagde alt!
Sælge bilen? Mærtha grinede bittert. Din Lada, som stadig står på mit navn, uden mit pas? Hvordan skulle du gøre det?
Jeg ville finde en måde! skreg han. Du gør mig til en fange! Jeg lever som i et fængsel! Venstre, højre skud!
Hvis du lever som i et fængsel, hvorfor er du så stadig her? spurgte hun. Døren er åben.
Hvad?
Jeg siger: gå.
Søren stod målløs. Han havde forventet tårer, skrig, ødelagt service.
Hvor skal jeg gå? spurgte han forvirret. Natten er mørk.
Til Kælenavn, svarede Mærtha med et skulderløft. Eller til Peter. Eller på hotel. Du har penge til en ny telefon og et nyt liv, så du kan finde et hotel.
Du smider mig ud af mit eget hus? råbte han.
Ud af mit hus, Søren. Lejligheden arvede jeg af mine forældre. Du er kun registreret, men ejer du den ikke. Du gav afkald på din andel ved privatiseringen for at slippe skatter. Du er den snedigste.
Søren blev rød i ansigtet. Han havde altid troet, at han var klogere, sparet hver krone uden at tænke på konsekvenserne.
Du kan ikke mumlede han. Vi er en familie. Vi har et barn
Barnet bor i Århus, har sit eget liv. Han spurgte mig engang, hvorfor jeg holder ud med dig. Jeg svarede, at det er en vane. Men nu er jeg færdig.
Pludselig begyndte telefonen i Sørens lomme at vibrere. Den stille, insisterende summen fyldte køkkenet.
Svaret, nikkede Mærtha. Måske er der faktisk arbejde?
Søren greb telefonen med en rystende hånd og afviste opkaldet.
Ingen, mumlede han.
Så pak dine ting, sagde hun roligt.
Mærtha rejste sig, samlede sin tallerken med uspist mad og smed kødet i skraldespanden. Det skræmte Søren mere end hendes ord.
Mærtha, lad os tale fornuftigt, forsøgte han med en smigrende tone. Midtvejskriser er normale for mænd. Det betyder intet! Jeg elsker dig!
Kærlighed er ikke at skjule telefoner i skjulte lommer, men at stå åbent og ærligt. Det værste er ikke utroskab, men at du behandle mig som en tåbelig. sagde hun og gik hen til vinduet, åbnede den lille persienne. Den kølige aftenluft strømmede ind.
Du har en time, Søren. Kufferten er på loftet med de tøj, jeg i dag har vasket. Du kan pakke dem i poser.
Mærtha, hvor skal jeg gå om natten?
Ikke mit problem.
Søren sad stille i et øjeblik, søgte efter et glimt af tvivl i hendes blik, men så kun en beslutsom, træt kvinde. Han rejste sig, sparkede stolen så den væltede.
Du kan gå til hvem som helst, gamle kvinde! Du ender med katte! råbte han.
Mærtha gentog køligt: Kufferten på loftet.
I den næste time lød døre, skrig og raslen af poser. Søren kastede sine ejendele omkring, som om han håbede at hun ville stoppe ham. Mærtha sad ved køkkenbordet med en kop te, så ud af den mørke vindue og så den ikke forlod ham.
Da døren endelig smækkede, og låsen klikkede, trak Mærtha vejret dybt ind. Stilheden vendte tilbage, men den var en anden stilhed let, fri. Hun gik hen til spejlet i entréen, så sit eget ansigt med rynker omkring øjnene, men skuldrene var trukket tilbage.
Det er nok, sagde hun til sit spejlbillede. Nu køber jeg den kaffe, jeg selv kan lide. Dyr, men min.
Hun gik tilbage til køkkenet, så fedtpletterne på bordet fra den ost, Søren havde tabt. Hun tørrer dem af, tog en flaske vin fra køleskabet, en flaske hun havde gemt til en særlig dag. Hun hældte et glas, så telefonen fra Søren ligge på natbordet i soveværelset den gamle, officielle, var glemt i kaosset. Den blinkede med en beskedHun løftede glasset, smagte sejren i vinen og indså, at ærlighedens stille styrke er den mest uundværlige krydderi i livet.
