Vi skal hjem til mig i morgen, sagde Søren, mens han gav Yrsa et lille kys på kinden.
Det lyder dejligt. Skal I ikke på tur et sted? spurgte Yrsa med et smil.
Jeg er træt af kinoer og kaffebarer. På kollegiet kan man heller ikke slappe af, der er altid nogen, der lytter med.
Søren trak hende tættere ind og smilede:
Fryser du? Så varmer jeg dig op. Du har tydeligvis misforstået mig. I morgen besøger jeg mine forældre, så du kan møde dem.
Yrsa sprang væk fra ham:
Hvad er du ved at tænke? Er du skør? Se på mig og på dig selv. Du er en ordentlig fyr, men mig? De vil slet ikke lade mig træde over deres dørtrin.
Søren grinede højlydt:
Er du så bange, min modige pige? Mine forældre? Hvorfor tror du, vi ikke passer sammen? Jeg elsker dig, og jeg håber, du også elsker mig. Mine forældre vil bare se den, de kalder deres udvalgte, som får mig hjem sent. Det er alt, hvad der er.
Første gang Søren så Yrsa, stod hun på vindueskarmen i tredje sal og vaskede ruden. Han var på vej til en vens kollegieværelse, da et højt brag kom fra en meter væk. En spand med sæbevand faldt ned fra oven.
Åh nej, sagde stemmen fra oven, og han løftede hovedet. Undskyld, det var en uheld. Håber det ikke ramte jer?
Yrsa hængte sig så langt ud over karmen, at Søren næsten gik i panik.
Pas på, ellers falder spanden ned, råbte han.
Bare rolig, jeg falder ikke, råbte hun, men så gled en hovedbånd af hende. Søren stod målløs hun var fuldstændig skaldet.
Hvad, er du bange? Kom nu, vær en ven, tag båndet på igen og læg det i værelse firehundrede tre, sagde hun og forsvandt ud af hans syn.
I starten forvirrede hendes skaldede hoved Søren, men han vænnede sig hurtigt. Yrsa var altid munter og fjollet. Det viste sig, at hun havde klippet håret på et venskabeligt væddemål, og overraskende nok stod det hende godt. Hun så både usædvanlig og stilfuld ud.
Yrsa løb panikslagent gennem kollegiet.
Piger, hjælp! Find et pænt kjole og nogen med en paryk! råbte hun. En paryk blev fundet, men den var lidt for stor og ville hele tiden glide til siden. Alligevel så Yrsa ud til at være beskeden og anstændig.
Far, mor, mødes her, sagde Søren, da han introducerede hende for sine forældre.
Yrsa mumlede nervøst: Hyggeligt at møde jer.
Moren inviterede alle til bordet, og de satte sig ordentligt. Yrsa så på bestiksskuffen med skrekk. Der lå både knive, gafler og mærkelige tang. Maden virkede fremmed, så hun besluttede sig for kun at bestille en salat, som hun kunne spise med en gaffel.
Måltidet begyndte. Yrsa skubbede salaten rundt på tallerkenen, da Anna, Sørens mor, spurgte:
Yrsa, spiser du overhovedet noget? Er du utilfreds? sagde hun med et spidst grin.
Jeg er bare ikke sulten, svarede Yrsa og rødmede.
Moren nikkede og gik i en lavmælt samtale med faren. Da desserten var klar, løb Yrsa op for at hjælpe med at rydde bordet, men snublede over kanten af duggen. Hun faldt, og hendes øjne mødte den runde, bekymrede blik fra Sørens mor.
Da hun kom op af en bunke knuste tallerkener, opdagede hun, at parykken var forskudt. Anna dækkede sit ansigt med hænderne og løb ud af rummet, mens hun græd.
Uden at kunne huske sig selv, styrtede Yrsa ud i kold nat, med åben jakke, en hængende paryk og tårer som sne.
Hvordan gik det? spurgte de andre piger, der kom løbende.
Jeg skammede mig, stammede hun gennem tørrende tårer.
Hele natten gik Yrsa og tænkte over den pinlige aften. Hun slukkede sin telefon, bange for at høre en besked fra Søren: Undskyld, men vi er ikke et match. Lad os gå hver til sit.
Roommates gik til deres timer, mens Yrsa sad alene, hævede af tårer og gentog sine tanker om skammen. Hun overvejede at tage hjem, men frygtede, at Søren nu ville se væk fra hende.
Pludselig bankede det på døren, og Yrsa troede, at en af pigerne var vendt tilbage. Da hun åbnede, stod Søren i døråbningen med en kasse i hænderne.
Hvorfor svarer du ikke på telefonen? Hvorfor løb du væk i går? Jeg jagtede dig hele vejen til kollegiet, men du fløj væk som en hekseflyvning, sagde han roligt og gik ind i rummet.
Hvad laver du her? Hvorfor blev du lukket ind på vagten? spurgte Yrsa.
Jeg har en stykke kage til dig. Du smagte den ikke i går. Jeg var modvillig, men moren insisterede. Hun sagde, at pigen ikke havde spist noget hele aftenen. Hun er allerede slank, så hun har brug for mere mad, sagde Søren, mens han skar kagen i stykker.
Så du ler af mig? Hvilken kage? Hvilken mor? Jeg smadrede al din service. Din mor græd. Er du ude på at forlade mig? Gå væk, sagde Yrsa med rystende læber.
Søren trak hende ind i en omfavnelse:
Hvorfor? Dine forældre kunne godt lide dig, og også min mor. Den græd ikke, men lo. Da hun første gang kom på min fars hus, smadrede hun vasken i køkkenet og greb ivrigt en tallerken for at skylle den. Hvad service? Min mor sagde, at den aldrig har været hendes smag, så nu skal vi købe nyt. Så, Yrsa, du er inviteret til familiens frokost på lørdag.
Han tilføjede, at hun nok skulle klare sig bedre uden paryk, og han havde endda sagt til faren, at han også ville have den.
Yrsa og Anna blev venner, gik sammen i butikker og lavede mad sammen. Søren havde allerede købt en ring. Yrsas fødselsdag nærmede sig, og han planlagde at fri til hende.
Historien viser, at ægte mod ikke handler om at skjule sine fejl, men om at møde dem med ærlighed og varme. Når vi tør vise os selv, kan vi finde forståelse og kærlighed, selv i de mest pinlige øjeblikke.
