Mit navn er Rigmor Nielsen, og jeg bor i Roskilde, hvor de gamle kirketårne kaster deres skygger over de stille brosten. Da jeg faldt i armene på min kollega Søren, sang mit hjerte som en sommerfugl i frihed. Jeg drømte om at blive hans eneste, hans elskede. Drømmen gik i opfyldelse, men med en bitter eftersmag – jeg måtte dele ham med hans kone, Marie.
Jeg var lige startet i firmaet, da vi blev sendt på en forretningsrejse til København. Vi skulle underskrive en vigtig kontrakt. Efter en fejlfri præsentation løftede Søren sin glas med en smule dansk akvavit og sagde: “Skål for en aftale, vi ikke får hver dag.” Jeg nikkede og tog imod. Vi sad i hotellets bar, bestilte whisky, og alkoholen lod vores ord flyde som Nidelven efter en regn. Pludselig lænede han sig frem og kyssede mig. Jeg blev lammet, men jeg afviste ikke. I elevatoren pressede han mig ind til sig med en sådan intensitet, at hans ånde var stærkere end alkoholen. Natten i hans værelse blev en brændende, uforglemmelig forestilling.
Tilbage i Roskilde kunne jeg ikke holde det inde og fortalte min nære kollega Lise, som jeg betroede som en søster. “Bliv ikke forelsket i ham!” afbrød hun skarpt. “Hvorfor?” spurgte jeg forbløffet. “Han er gift.” Hendes ord slog som torden. Søren var kun 27, og jeg kunne ikke forstå, at han allerede havde en familie – mænd gifter sig sjældent så tidligt i dag. Jeg spurgte ham direkte, og han svarede uden omsvøb: “Ja, jeg har været gift i et år.” Det stoppede os ikke. Vi blev elskere, mødes i den gamle lejlighed, en arv fra hans bedsteforældre, og hver aften blev til et hemmeligt ritual. Jeg sank dybere og dybere ind i ham.
En søndag morgen lå jeg ved siden af ham og sagde: “Søren, skil dig. Med mig vil du have det bedre end med hende.” Han så på mig med sorg: “Jeg elsker dig, men jeg kan ikke.” “Hvorfor?” brød jeg ud. “Hun er alvorligt syg.” Jeg frøs. “Hvad er der med hende? Hvorfor har du holdt det skjult?” min stemme rystede. “Hun har brystkræft, vi fandt ud af det for nylig. Jeg kan ikke forlade hende nu.” Hans ord skar som en kniv, men jeg indså, at hun havde brug for ham. Jeg følte medlidenhed for Marie. Da han sagde, at hun skulle opereres torsdag, tilbad jeg hende i tankerne hele dagen, indtil tårerne strømmede.
Efter udskrivelsen holdt Søren og jeg afstand; jeg vidste, hans plads var ved siden af sin kone. Fire måneder gik. Han inviterede mig ikke til et eneste møde. Jeg spurgte, hvad der foregik. “Marie er stadig svag, måske skal hun opereres igen,” svarede han træt. “Jeg forstår din smerte, men tænk også på mig,” sagde jeg. Han nikkede: “Du har ret, lad os finde på noget i weekenden.” Lørdag mødtes vi i den samme lejlighed. Natten var varm og fyldt med lidenskab. Da jeg igen nævnte skilsmissen, mørknede hans ansigt: “Det vil jeg aldrig gøre. Hun er min chefs søster.” Jeg stod målløs. “Så er det sandt? Kræften er bare en løgn?” sagde jeg. Han sagde intet, smækkede døren i mig og undgik enhver konfrontation.
Et par dage senere kom en høj, mørkhåret kvinde ind på kontoret. Lise viste hende til hans kontor. “Hvem er hun?” hviskede jeg til Lise senere. “Hans kone,” svarede hun. Jeg fandt på en undskyldning og gik ind – kun for at se hende. Marie så ikke bare sund ud, hun udstrålede skønhed, selvsikkerhed og elegance. Jeg følte mig som en grå mus ved siden af hende. Tilbage spurgte jeg Lise: “Har du hørt, at hun er syg?” “Nej, det er bare sladder, alle ville vide det,” afbrød hun. Jeg indså, at han havde bedraget mig fra starten.
Snart begyndte jeg at føle mig svag, kvalme overvældede mig. Jeg klagede til Lise, som foreslog: “Måske er du gravid?” Jeg afviste, men tog en test – to streger. Gynækologen bekræftede: anden måned. Jeg var i chok. Jeg huskede den nat, vi ikke brugte prævention. Tankerne hvirvlede: skulle jeg beholde barnet eller ej? Jeg ringede til Søren. “Få en abort!” råbte han koldt. “Nej, jeg vil ikke,” svarede jeg. “Så får jeg dig fyret,” truede han. “Du skræmmer mig ikke!” skreg jeg tilbage. Til trods for hans trusler blev jeg fyret. En veninde fik mig et job som boghandler hos sin bror. Han var tøvende med at ansætte en gravid, men viste medlidenhed.
Min datter blev født i syvende måned – skrøbelig, men levende. Jeg navngav hende Sigrid, efter min far, Søren. Jeg fortalte ham intet, og sandsynligvis vil jeg aldrig gøre det. Han forlod mig i det mest frygtelige øjeblik, da jeg stod alene med et barn og uden arbejde. Hans ansigt hjemsøger mig i drømme – smukt, løgnagtigt – og mit hjerte knuger af smerte. Han valgte sin kone, sin karriere, og kastede mig væk som en uønsket side i hans liv. Men jeg knækkede ikke. Jeg opdrager Sigrid, kæmper for hende hver dag, som om hver kamp er en krig mod skæbnen. Må han leve i sin løgn, mens jeg lever for Sigrid – mit lys i dette mørke.
