Bedstemor Mette Jensen vågnede med et mærkeligt mareridt, hvor hendes afdøde mor stod i køkkenet med en tallerken fuld af småkager og sagde: Spis, min pige. Mette begyndte at spise, men hun kunne simpelthen ikke blive mæt. Da solen stod op, gik kulden i benene på hende, og hun følte sig urolig. Hvis de, der er gået bort, prøver at give dig mad i drømmene, så betyder det vel, at de ikke har så lang tid tilbage, tænkte hun.
Hun tændte for computeren, søgte på nettet og fandt en artikel, hvor en buddhistisk munk sagde, at man kun har omkring to uger tilbage, når man får sådan en drøm. Mette ville ikke flytte fra sin lejlighed i Nørrebro; hun elsker sit liv, selvom hun er blevet gammel. Verden er stadig smuk, og hun vil gerne blive her lidt længere, så hun kan nyde solen på gaden.
Lyset udenfor var skønt, så hun besluttede sig for at gå en tur og få tankerne væk fra sorgen. Hun tog en jakke på, gik ud på pladsen og hørte en lille baby græde i nabolejligheden. Lydene fra bygningen bærer altid langt, især i en gammel ejendom som den, hun bor i.
Det viste sig, at en ung familie boede lige over døren en fireårig lille pige og hendes mor, som ventede sit andet barn. Pigen, Freja, græd så højt, at ingen kunne trøste hende. Mette bankede på døren, og en bleg mand åbnede faren, Rasmus Larsen. Han så ud som om han lige var kommet fra en liggave.
Rasmus fortalte, at fødslen var begyndt pludseligt, og at hans kone næsten gik over i besvimelse, da hun skulle føde Freja. Hun sagde, at hun måske ikke overlevede, sagde han med en knæk i stemmen. Jeg så hende gå ud af bilen, og så var hun væk. Rasmus holdt sin hånd på Mettes skulder, og tårerne stod klar til at bryde frem.
De kom straks ind i Mettes køkken for at trøste den lille. Mette hældte en glasfuld bærsaft i et krystalglas og sagde: Ser du de små bær på glaset? De svømmer rundt. Det er et godt tegn. Drik, lille ven. Mette forklarede ikke, hvorfor det var godt, men Freja så roligere ud og begyndte at kigge sig omkring, fordi alt var så nyt for hende.
Rasmus, faren, satte sig på en stol og så på sin datter med et blik fyldt af bekymring. Mette tog Frejas hånd og sagde: Kom, så viser jeg jer, hvordan jeg lever. De gik rundt i lejligheden, og Rasmus fulgte med. Mette pegede på et gammelt portræt på væggen: Det er min farfar. Han var soldat i krigen. Freja så på den ukendte mand på billedet, og Rasmus så også nysgerrigt på ham.
De nåede til en hylde, hvor der stod mange porcelænsfigurer en egern, en kanin, en svane og flere små fugle. Freja kiggede på dem og gav dem videre til sin far, som så på dem og lagde dem tilbage på hylden. Til sidst valgte hun egernen. Den er smuk, sagde Rasmus, du kan lege med den senere.
Rundt omkring i lejligheden sluttede turen, og værten, Mette, inviterede dem til at spise. De gik alle tre tilbage til køkkenet, satte sig ved bordet, og så opdagede Rasmus, at han havde glemt at vaske hænder. Mette var hurtig til at varme en kyllingesuppe, og da de så, at Rasmus mave stadig knurrede, hældte hun lidt ekstra i hans skål.
Solen gik ned, og Rasmus følte sig ikke længere så presset over at skulle hjem til den farlige lejlighed, hvor han havde haft så mange bekymringer. Han bemærkede, at vandet i badet gik langsomt: Det er nok tilstoppet, sagde han, og gik efter en skruenøgle fra sit værktøjsskab.
Efter at have fikset problemet, gik han tilbage til køkkenet for at tjekke, om alt var i orden. Det blev mørkt udenfor, og Freja begyndte at gnide sig i næsen. Mette gav hende en kop varm mælk, lagde hende på sofaen, og Rasmus sad stille i køkkenet. Da Freja sov, gik Rasmus på Mettes køkken og spurgte, om han måtte overnatte. Mette smilede, for hun kunne mærke, hvor tungt det var for ham i sin egen lejlighed, og sagde ja. Han gik hurtigt for at hente en luftmadras.
De sad og snakkede i lavmælt tone, og Rasmus fortalte, hvor fantastisk hans kone var, og hvor meget han elskede hende. Mette sagde godnat på en blød måde, og kaldte ham min dreng. Det fik Rasmus øjne til at glitre af varme.
Alle lagde sig til at sove, og Mette mærkede en ung energi som om hendes egen søn stadig boede her, men han var nu langt væk, og også lidt ældre. Det var måske en fejl fra den buddhistiske munk, at drømme om mad betyder, at du selv vil gøre en god gerning.
Om morgenen ringede telefonen. Efter et halvt minut råbte Rasmus begejstret: Freja, du har fået en lille søster! Hurra! Mens morgenmaden blev lavet, gik Rasmus ud for at hente en kage. Hele dagen tilbragte han og datteren hos Mette, som om de var familie. Om aftenen sov de i Mettes stue, for der var ingen frygt eller uro.
Næste dag gik Rasmus på arbejde, men Freja blev hjemme i børnehaven, og Mette gik en tur i parken med den lille pige. Det var dejligt, at parken lå lige ved siden af huset. Senere kom Frejas mor med den nyfødte søster, og pludselig var der endnu flere glade øjeblikke i Mettes liv og i hendes hjerte.
