I ventesalen hos kardiologen sætter en fremmed sig ved siden af mig. I stedet for den sædvanlige goddag læner han sig let frem og spørger: Har du været på klatrelejr på Rold Skov? Jeg kan se arret over din højre øjenbryn jeg kan huske det.
Jeg mærker, hvordan luften i halsen bliver tung. Den lille, næsten usynlige streg, jeg sjældent ser i spejlet, gør ondt som en frisk sår. Duften af desinfektionsmiddel, lyden af vandmaskinen, host og klynken fra de andre forsvinder. Kun hans stemme og den varme augustsol fra årtier siden bliver tilbage.
Klatrelejr, 1984? foreslår han som om han lægger et puslespil. Jeg nikker. Arret stammer fra, at jeg snublede på en sten ved Kongens Kilde; såret var lille, men blodet flød som en flod, og drengen i den røde vandpistol holdt et plaster på mig og tegnede en glad smiley på det.
Jeg har altid fortalt mine børn om den venlige gestus fra en fremmed. Jeg har aldrig nævnt, at jeg resten af lejrperioden skæner med blikket efter den røde vandpistol.
Mikkel præsenterer han sig nu, som om han afslutter en sætning fra før femtier år. Han har den samme smilkurve og den samme stille humor som drengen fra fortiden. Rynkerne omkring øjnene uddyber indtrykket af, at alt, hvad der skete, efterlader et varmt, ikke bittert, spor. Han læner sig tættere, holder øje med min taske. Jeg så arret, da du løftede brillerne. Jeg tænkte: hvis det ikke er dig, så leger skæbnen virkelig med os.
Jeg tager en dyb indånding og svarer: Plasteret med smiley. Han griner, som om vi sidder omkring et bål og synger sange, som hele landet kender. Gennem vinduet i ventesalen ser jeg den omklappede park, de balancerende kastanjetræer og den kølige oktoberbrise.
Sygeplejersken med de hvide masker kalder navne, en kuglepen klirrer mod listen. Alt går sin sædvanlige gang, men jeg får indtryk af, at verden har drejet en omvej og er vendt tilbage til et tidspunkt, hvor vi gik den modsatte vej.
Vi taler i hvisken, som om vi ikke vil vække minderne for hurtigt. Han nævner, at han efter lejr i sommeren flyttede med sine forældre til en anden by, en dag uden farvel. Han skrev et brev, men fandt aldrig adressen.
Jeg fortæller, at jeg i mange år stod ved opslagstavlen på lejrcentret uden at vide, hvorfor. Så kom studier, arbejde, ægteskab, børn. Livet blev en tjekliste. Den røde vandpistol er væk; kun arret er tilbage.
Der er en fil med resultater i receptionen! råber nogen ved døren, og lyden af flyttende stole, papkopper og hastige skridt vender tilbage som en højvande. Jeg ser, at Mikkel holder en henvisning til en hjerte-echo i hånden.
Aritmi mumler han halvt spøgende. Måske på grund af Rold Skov, måske efteråret, eller fordi vi pludselig sidder ved siden af hinanden efter fyrre år. Mine læber løfter sig uden min vilje.
Det, jeg altid har værdsat ved mennesker, er opmærksomhed. Han spørger, om jeg stadig elsker vandreture, om jeg har foretrukne stier, om jeg drikker te med citron, som før. Jeg svarer roligt, uden at afsløre for meget, mens jeg absorberer hans nærvær som varmen fra en hånd på en kold dag.
Vi mindes telte, fugtige soveposer, en geografilærer, der forvirrede verdensretninger, og det gruppefoto, hvor jeg lige nu blinkede. Jeg husker ikke, at han stod ved siden af mig, men han husker.
Pludselig spørger jeg: Hvorfor gik du ikke hen til mig en aften på lejr? Han trækker på skuldrene. Jeg var bange for, at du ikke ville huske mit navn. Det var morsomt nu, men for en 18årig var det verdens ende.
Jeg ville have sagt, at jeg huskede hans jakke duft og at han talte til tre, før lyset i glaslyset slukkedes. Jeg gemmer ordene for mig selv, lad dem blive i den augustmåned.
Sygeplejersken kalder hans efternavn. Han rejser sig, vender sig om og spørger: Hvis du ikke synes, det er fjollet vil du drikke te en dag? En med citron og honning, som efter nedstigningen fra Møllehøj?
Han peger på bordet med brochurer, som om der mellem råd om kolesterol og motion ligger et sted til at skrive et telefonnummer. Pludselig ser jeg en ring på hans finger en tynd, enkel guldring. Jeg ser på min egen; metallet glitrer koldt i fluorescerende lys. Han rynker panden. Spurgte jeg for meget? siger han hurtigt. Jeg ved ikke, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt.
Det er tilladt at huske, svarer jeg, lidt for lavt. Så ser vi, hvad der sker.
Han forsvinder bag de hvide dørene til lægekontoret, og jeg bliver tilbage med tikkende ur og susende støvler. Jeg tager en af brochurerne og skriver mit nummer på bagsiden. Før jeg når at gemme papiret i tasken, kalder de mig.
Lægen har et lyst blik og kolde hænder. Han lytter, noterer, nikker. Hjertet slår regelmæssigt for din alder, meget godt, siger han, når han slukker stetoskopet. Jeg tænker på, hvor lunefulde hjerter kan være: sunde og alligevel overraskende.
Jeg går ud først. Venterummet er næsten tomt, EKGlysene blinkker som små stjerner. Jeg sætter mig igen på den samme stol, ved siden af min taske, som om bevægelsen kan trække tiden et par minutter tilbage og bringe fremtiden nærmere.
Jeg stirrer på lægekontorets dør og mærker en mærkelig blanding af ro og spænding. Er det overhovedet muligt, at én samtale i ventesalen kan omskrive en historie, jeg troede var afsluttet?
Telefonen ringer. Et ukendt nummer. Jeg lægger den på lydløst, før jeg kan besvare. Jeg gemmer telefonen, folder brochuren med mit nummer som en papirkran, som aldrig vil flyve. På fjernsynet ved receptionen viser de vejrudsigten: en kold front, regn i fjeldene. Jeg smiler for mig selv over ordet fjelde, som om det i sig selv er et budskab.
Mikkel kommer ud efter et øjeblik, med en mappe og et smil, der er svær at kalde blot høfligt. Jeg går to skridt frem, stopper. Jeg har den lille, foldede seddel i hånden. Vores blikke mødes som dengang ved plasteret.
I et splitsekund fyldes mit hoved af alt på én gang: børn, jeg har lært ikke at savne det umulige; min mand, som sover på venstre side af sengen; en verden, der ikke kan lide, når nogen pludselig vil blive ung igen, selvom alderen er så stædig som en kalender. Og den tanke, jeg aldrig siger: tilfældet kan blive en nøgle til døre, vi aldrig havde planlagt at åbne.
Jeg rækker ud. Han gør også. Sedlen glider mellem fingrene og falder på sædet ved siden af os. Den hænger i luften som en pendul. Lyset reflekteres i de to ringe. Ingen af os læner sig.
Jeg må gå, siger han. Det gør jeg også, svarer jeg. Vi nikker til hinanden som gamle bekendte, der ved, at ord kan være lettere end stilhed og tungere end løfter.
Jeg vender mig først, han efter mig. Efter tre skridt kigger jeg tilbage, men han ser allerede mod receptionen. Sedlen ligger stadig på stolen, en hvid plet på den marineblå polstring, præcis som plasteret på min pande.
Hjemme, foran spejlet, stryger jeg let over arret. Det er kun en fin linje, men den kan i et øjeblik flytte hele kroppen tilbage til den august, der gik for fyrre år siden. Om aftenen brygger jeg te med citron og honning. Dampene stiger kraftigt, som om de minder mig om noget, der gerne vil vende tilbage. Telefonen ligger med skærmen nedad på bordet. Jeg tjekker den ikke.
Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete i dag: et tilfældigt møde eller en generalprøve på noget, der kunne begynde, hvis vi var ti år yngre eller bare lidt modigere.
I min taske, i den lille sidelomme, finder jeg en folder med et diagram over et sundt hjerte, mærket af en blød blyantstreg. Det eneste, der mangler, er et enkelt gestus. Måske handler det om netop det ene gestus, for meget eller for lidt, i vores livsberetninger.
