Mors udflugt
Bliv nu hjemme, hører du? Vær sød! Det er glat udenfor, snedriverne er ikke ryddet, og så er der også virusser over det hele hvert andet menneske i S-toget nyser, og hvert første hoster! Halvdelen af mit kontor er allerede sygemeldte, sagde Mikkel alvorligt til sin mor.
Han ringede til hende hver aften for at høre, hvordan hun havde det, om hun manglede noget i køleskabet, og endnu engang om hun nu var rask. Derefter snakkede de som altid om ham om hvornår han endelig friede til hans Nina, om sommerhuset oppe i Hals, og hvad der skulle laves af småreparationer til foråret.
Karen Mikkelsdatter lyttede omhyggeligt til sønnen, kunne høre på hans stemme og suk, hvordan han egentlig selv havde det, om han var bekymret, stresset eller bare træt.
Ja, Mikkel, jeg forstår. Jeg skal nok passe på mig selv, svarede hun undvigende på endnu en opsang om at blive indendørs.
Mor, har du tænkt dig at tage nogen steder hen? Jeg siger det igen nu skal man blive hjemme. Ingen af de tossestreger, vel?
Karen sukkede og nikkede.
Ingen tosserier… Men hvor bliver livet dog kedeligt! Hun kunne ikke, som nogen af hendes veninder, sidde og strikke hele dagen, glo på fjernsyn, nusse med potteplanter eller lægge krydsord indtil øjnene blev trætte. Det blev bare så ensformigt og tomt!
Tænk, hvis hun alligevel smuttede med Dorthe den sprudlende fotograf, fem år ældre end Karen selv og tog en natbus til Aarhus, gik byen tynd den næste dag, sad på en café med et krus gløgg, og om natten ikke kunne sove for alle indtrykkene fra byen, dens gamle gader, lydene gennem mørket… og så næste morgen tilbage til København.
Sådan nogle små eventyr var der plads til i hendes enkesind natlige bådture på havnen, lørdagskort med Sørens par, en teaterforestilling om måneden, og så de berømte ture til Frederiksberg Centret ikke for sjov, men for at holde sig i gang, som hendes afdøde mand sagde. Og alt det fortalte hun naturligvis aldrig Mikkel om. Han ville ikke forstå, ville ryste på hovedet og brokke sig.
Mikkel bekymrede sig meget om hende, omsorgsfuldt og punktligt. Især om hendes helbred.
Blodprøver, kontroller to gange om året, piller, D-vitaminer, fiskeolie alt det stod han for.
Men det var nærmest uoverkommeligt for ham at få moren til at tage lægen alvorligt.
Hun nåede altid at falde i snak med én i venteværelset ofte ikke engang i samme kø som hende selv og så gik tiden. Inden man så sig om, kendte hun navnene på alle i ventehallen, og snakken gik indtil det var for sent at komme ind til sin aftale.
Mor! Hvorfor gik du ikke ind? Klokken var jo fem! Mikkel kom løbende med et plastikbæger vand.
Åh, undskyld skat, jeg snakkede mig vist lidt væk… Vi ses! nikkede hun venligt, som havde hun og de andre lige aftalt at lave ballade, og gled ind til konsultationen.
Samme scener fortsatte hos lægen: Børn, hunde, Samsø, hjemmelavet marmelade, ballet og teaterrevy hun følte sig hjemme alle vegne og glemte helt, hvorfor hun var der.
Mor, kan du ikke tie stille et øjeblik? røg det ud af Mikkel, mens han tog en slurk af vandet og gned nakken. Lægen spørger dig, om dine hænder sover!
Mikkel! I min alder kan selv halen sove, uden at det betyder, jeg ikke kan snakke florentinsk glaskunst med lægen! svarede Karen ligefrem.
Karen var lærd, dannet og meget udadvendt.
Det spillede hende af og til et puds.
Efter at have lagt på med Mikkel, gik Karen ned med skraldet tog lige et kik til blomsterne på opgangen. Og dér mødte hun naboen, Edvin Andersen.
Mikkel brød sig ikke om Edvin. Han virkede altid så sur og indesluttet… Mismodig, var vel ordet!
Edvin puslede evigt i forhaven og tog på fisketure bagefter.
Jeg skal ned til fjorden efter aborrer! sagde han til Mikkel.
Mikkel trak på skuldrene. At fiske i Københavns Havn fandt han lidt ulækkert.
Om vinteren gik Edvin på langrend i Søndermarken og fodrede egern, pyntede juletræet i gården og alligevel syntes Mikkel, han var mut.
God aften, Edvin! Det sner jo vildt! hilste Karen. Mikkel ringede lige og sagde, jeg skulle blive inde. Men… hun bøjede hovedet lidt undskyldende. Jeg bliver altså nødt til at tage afsted. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal få det sagt…
Til hvem? spurgte Edvin nøgternt.
Mikkel. Jeg sagde jo, han bad mig blive, men jeg må jo afsted alligevel… Åh, jeg skal løbe. Vi ses!
Karen forsvandt, og Edvin stod og så efter hende i eftertanke.
Karen havde lidt for højt kolesteroltal, blodtrykket drillede, dårligt knæ når der var lavtryk, og storetåen værkede af slidgigt. Men! Skulle det forhindre hende i at søge det smukke i livet? Nej.
Edvin så, hvordan hun steg ind i taxaen, som langsomt slyngede sig mellem snebunkerne og forsvandt op ad Gl. Kongevej.
Edvin strøg det grånende hår tilbage, kløede sig på kæben og trak gardinet for…
Karen strålede nu. Hun elskede at danse og gjorde det stadig godt. Hendes dansepartner denne aften var Ove Petersen en høj, rank mand med overskæg og et let rødmende ansigt, der allerede havde givet hende komplimenter og forsøgte at citere lyrik, lidt klodset, men det gjorde ikke spor. Ikke Karens type, men derfor kunne man jo godt tage en dans.
Hun var så træt af overvågning og omklamrende omsorg. Hun ville bare more sig lidt, grine, snurre rundt, glemme skavankerne, have det sjovt igen, som dengang hun var ung.
Nej, hun var ikke blevet vanvittig. Hun var bare en helt almindelig kvinde med tab og sorger i bagagen, en søn, der fyldte hele hendes tilværelse, mest fordi han stadig ikke var gift, og tanken om, at hun nok ender med selskab af en plejerske, hvis hun blev for forsigtig.
Men lige nu nytårsaften rykker nærmere, salen summer af musik, hun er lykkelig. Hun slap væk, snød sin søn men havde det vidunderligt.
Ove Petersen dupper panden, efterlader Karen ved søjlen for at få luft og henter sodavand.
Karen drikker ikke vin eller champagne, bange for at blive ør og forceret tage hjem. I aften gik alt jo ellers så godt! Mikkel havde allerede ringet, så han ville nok ikke prøve igen. Hun løj, ja men hun kunne ikke blive hjemme som ham hele tiden, ellers mister man jo livet!
Dansefesten var noget, hun havde læst om i lokalavisen. Det nye fitnesscenter havde åbnet op for modne baller tirsdag og torsdag til en overkommelig pris. Bydelen var ellers stille og død langt til underholdning, før nu. Motion og fest i ét!
Og centeret tjente på det, selvfølgelig penge lugter aldrig dårligt.
Karen tøvede ikke, fandt sit flotteste kjole frem, satte håret, lidt makeup og vips, så svingede hun til wienermusik.
Ove kom med to sodavand, gav hende den ene, og drak den anden i ét, mens han hviskede “skål”.
Undskyld, jeg elsker at drikke… altså sodavand. Skål! Skål nu med! sagde han, og prikkede til Karens hånd.
Karen trak brynene sammen han var underlig, ham Ove…
Ja ja, jeg skal nok… Åh, se hvor sneen falder. En sand juleaften!
Hvem har pyntet træet udenfor? Ove stillede sig ved siden af. Drikker du slet ikke?
Jo da! Karen tog en slurk, men stram i ansigtet.
Smager det ikke godt? Her serverer de altid den samme elendige sodavand!
Elendig sodavand? Karen var ikke vant til den slags vendinger.
Jeg har været her fem gange nu. De holder bal hver uge, og jeg kommer. Jeg er jo forfatter det kender du vel til, ik? “Image”, det betyder noget!
Han sagde det, som om Karen var en grovæder eller tolvårig.
Selvfølgelig ved jeg, hvad det betyder.
Ork, det tror alle! Kvinder her er bare på jagt, selv du! Men jeg nægter at dele lejligheden eller min bil. Eller sommerhuset fra far. Forstået?! sagde han, svingede pegefingeren i hovedet på hende.
Oves ansigt var blevet ildrødt.
Hvad bilder du dig ind?! Jeg ville bare danse ikke mere! sagde Karen, forsøgte at gå udenom ham.
Han havde helt sikkert drukket og puttet et eller andet i sodavanden, heldigvis kun i sin egen.
Flyt dig, tak! bad Karen alvorligt.
Det nægtede Ove.
Alt for meget sminke, og dine sko! Du skulle ikke have været her. Jeg fraholder dig både bolig og sommerhus! Du kan lige så godt glemme det!
Folk holdt op med at danse, kiggede Karen kunne ikke holde tårerne tilbage.
Så meget for en hyggelig aften hun havde glædet sig, pyntet sig, overvandt sin dårlige skulder for at sætte håret, rejste sig i godt humør, og så skete dette. Hver gang prøver livet at knække én.
Mikkel havde måske ret det er tryggest at blive hjemme.
Hun løb ud på toilettet og gemte sig i et hjørne.
Åh, bare hjemad! Tårerne løb, mascaraen var alle vegne, både øjne og kinder blev sorte.
Der ringede i håndtasken, Mikkel.
Ja? svarede hun med hæs stemme.
Mor, hvor er du? Jeg står foran din dør! Du må ikke gå ud, det sagde jeg jo! Du risikerer influenza! Jeg har stået her og talt med dig en halv time…
Åh Mikkel, jeg skulle bare ud at trække frisk luft. Det er så indelukket hjemme. Kør hjem, min dreng… Jeg er for langt væk nu, jeg kommer ikke lige tilbage. Og…
Skal jeg hente dig? Hvor er du? Jeg kan finde det på min app!
Nej! Nej for alt i verden, det er ikke nødvendigt. Kom ikke, jeg beder dig…
Mor, Edvin din nabo han er gået op for at lede efter dig. Han ringede til mig, han var bekymret. Mor, er I sammen om noget?!
Karen svarede ikke, afsluttede samtalen og brød ud i gråd igen.
Hvad laver du her? spurgte en stemme strengt. Det var rengøringsdamen, Gitte.
“Selv det nyeste center med rengøringsfolk fra før verden gik af lave”, tænkte Karen. Højt sagde hun:
Jeg vasker bare ansigt. Min søn kom pludselig, og naboen er her også… men hvordan skal jeg se dem i en sådan forfatning?!
Naboen? Ham, der lige gennede den berusede dansemakker ud? Ham, der ikke dansede? Og sig mig, er der noget mellem jer? Bliv nu ikke ved at gnide dig i øjnene, stakkels! Det hjælper med rigtige servietter min barnebarn, Anna, har givet mig fin hudpleje. Se her!
Gitte fandt en pakke blå NEURO WAVE renseservietter, rakte én til Karen.
Brug den forsigtigt den tager både mascara, øjenskygge, røde kinder. Barnebarnet min tænker meget på den slags. Her, duft selv aloe vera og noget andet, hamamelis. Det dulmer og fjerner rødme. Min kosmetolog siger det er moderne…
Karen begyndte forsigtigt at rense ansigtet. Det føltes rart, blødt.
Og bagsiden er lidt grovere. Ikke som sandpapir, bare lidt ja, som en mild skrub.
Hun lo svagt. At kunne dvæle lidt ved hverdagsmirakler, det hjalp.
Nemlig. Når huden skal være som fersken. Men græd nu ikke mere du er så smuk i din kjole, du dansede så godt. Og den mand, han var en… tja, du så det ikke?
Nej, jeg var her for at finde glæde.
Selvfølgelig, skidt med ham! Vi har dem alle…
Tårerne blev tørret, makeuppen væk. Pludselig så Karen frisk og naturlig ud.
Da de forlod dametoilettet, stod Edvin og ventede. Hans slidte frakke og varme vanter passede dårligt til glimmerfesten men han ventede på Karen.
Han havde allerede sat Ove Petersen ud i sneen. “Timet og tilrettelagt”, som han mumlede.
Dig? Hvad laver du her? spurgte Karen.
Jeg var urolig, forklarede Edvin stille.
Hvordan fandt du mig?
Jeg noterede nummerpladen på taxaen, ringede. Der sad en sød pige, hun fortalte mig, hvor du var. Var det ham, du græd over? Han så i retning af salen. Du var så smuk i kjolen, og nu… nu… Nej, du er stadig smuk, bare mere… hjemmevant. Men der var du… ja…
Hvad? spurgte Karen stille og snoede armbåndet af aventurin om håndleddet.
Vidunderlig. Ligemeget. Kom, Mikkel venter!
Og Karen takkede Gitte:
Tak, kære, jeg kender ikke engang dit efternavn.
Gitte Malmkvist.
Sikke et flot navn, nærmest eventyrligt. Tusind tak! Karen trykkede hendes hånd.
Det var så lidt. Søstersind. Tag bare servietterne, jeg har flere. Der er kulde og frost vi klarer os. Farvel, alt godt!
Og Gitte stak Karen hele pakken det rakte i flere måneder.
Endelig stod Mikkel overfor sin mor, bred som et bjerg, hun lille og duknakket.
Hvad har du gang i, mor?! Jeg elsker dig, ok men jeg kan jo ikke passe dig i hoved og… nej. Jeg vil ikke have, at der sker dig noget!
Jeg ved det, min dreng. Du passer på mig. Men jeg kan ikke lade være med at leve. Jeg vil ikke sidde som en mus i en rede. Jeg har mine veninder, jeg vil gå ture, jeg vil meget jeg vil leve. Bekymringer kan jo sluge alt, Mikkel…
Hun aede ham blidt på ærmet af den varme uldfrakke.
Mikkel rynkede panden og sukkede, mens han spændte sikkerhedsselen om hende.
Nå. Edvin, tak for hjælpen! Og hvad ved jeg ikke? Danse, fester, flirts og slagsmål…?
Øhm Karen tøvede.
Kom, sig det nu, sagde Edvin tørt.
Jeg spiller kort og går til yoga.
Pause. Mikkel drejede blæseren mere op.
Hm, håber da du kan snyde. Ellers tager veninderne dine penge!
Karen smilte. Hun havde en god søn.
Vi spiller ikke om penge, vores folkepension dækker ikke vilde indsatser, svarede hun og åbnede vinduet lidt.
Det føltes dejligt. Mikkel blev ikke rigtig sur, det sneede udenfor, snart var det nytår. Edvin havde beskyttet Karens ære lidt romantik!
Ove Petersen kastede sløset en snebold i retning af bilen, ramte ikke, gav op og forsvandt.
Hjemme lavede Karen aftensmad, bryggede kaffe og lagde servietterne NEURO WAVE foran Mikkel.
Hvad er det? spurgte han skeptisk.
Til ansigtet, giv dem til Nina. De er gode bløde og med lotion. Se, det står bagpå.
Jeg forstår. Endnu flere kvinde-sager… Nå, hvornår falder du til ro, mor?
Det ved jeg ikke, Mikkel… Forresten, Edvin har inviteret mig på tur i morgen. Må jeg?
Mikkel glippede med øjnene, så lo han:
Gør, hvad du vil! Måske skulle jeg bare lade dig være og selv blive gift.
Mikkel, jeg ville blive glad! Jeg elsker dig, og Nina er sød! Karen krammede ham og lænede kinden mod hans varme trøje.
Nytårsaften fejrede de fire sammen: Karen Mikkelsdatter, Edvin Andersen, Nina og Mikkel. En særlig aften, glad og varm.
Tak for servietterne! hviskede Nina til sin kommende svigermor. De virker fantastisk. Jeg har allerede anbefalet dem til veninderne.
Det var så lidt, søde, jeg er glad, hvis jeg kan hjælpe.
De hviskede videre et øjeblik så var der champagne, gaver og den store juletræ udenfor i gården, tunge med sne og glimmer. Edvin havde pyntet det som gave til Karen. Hun klemte hans hånd. Hun var lykkelig…
Dagbog, 31. december:
I dag lærte jeg, at livet ikke venter på den forsigtige. Man skal tage glæden, hvor man finder den helst med et smil og et venligt ord fra dem omkring én.
