Alt har sin pris! Nu er jeg alene, som en vandrende skygge…
Jeg skriver som en ensom mand, der er trådt over sytti år. Jeg vil dele min drøm, som måske kan advare andre.
Jeg bor i et stort provinsielt byrum, men omkring mig er kun fremmede ansigter. De gamle mursten i mit rækkehus har mistet deres varme, og de gader, jeg engang gik med selvsikker gang, er nu som øde, frostklædte vandløb. Ingen venter på mig, ingen spørger efter mig. Sådan er betalingen for fortiden…
Jeg ser i spejlet og genkender mig selv ikke. Ansigtet er hængt, håret er gråt som vinterhvidt sne, skuldrene er krumede, og øjnene er sløret. Hvor er den mand, der engang levede på fuld hast, elskede kvinder, højlydte festmåltider og et smukt liv? Hvor er den selvsikre bonvivant, der troede verden lå ved hans fødder? Nu er han kun en træt, uønsket gammel fyr…
Fortidens synder
Engang var jeg en kærlighedsdreng, skæbnenes legetøj. Smukke kvinder fascinerede mig, jeg forførte dem let, og glemte dem lige så let. “Vi lever kun én gang, så tag alt fra livet,” mumlede jeg for mig selv, og troede på mine ord.
Jeg havde en hustru, Freja, en blid og tålmodig kvinde. Hun udholdt femten år i ægteskab, selvom jeg nægtede hende fred. Jeg forsvandt om natten, vendte tilbage beruset, og bragte ofte hjem billige, grådighedens slør af unge piger. Freja tav, udholdt, håbede at jeg ville indse min fejl.
Jeg tænkte ikke på at stoppe. Jeg følte, hun aldrig ville forlade mig, at hun var skabt til at tåle. Kunne hun egentlig gå? Jeg var charmerende, munter, og havde penge i overflod. Så en dag satte Freja mig foran et valg: ændre mig, eller hun ville gå. Jeg smilede kun: “Hvor vil du så gå, min kære?”
Det viste sig, at hun vidste, hvor hun ville. En morgen samlede hun sine ting, tog børnene – Mikkel og Sofie – og gik mod den anden ende af landet. Uden skænderier, uden hysteri. Hun forlod blot huset – for altid.
Først betragtede jeg det som tåge. Jeg fortsatte som før, kun lejlighedsvis at tænke på Freja og børnene. Jeg betalte sjældent underholdsbidrag, og de mindede mig ikke om det. En jul besluttede jeg at overraske dem, sendte pakker med gaver. Efter nogle dage kom de tomme tilbage til mig…
Jeg trak på skuldrene, sagde: “De dukker nok op igen.” Men årene gik, og telefonen forblev tav.
En ensom alderdom – en skræmmende dom
Jeg tænkte aldrig på alderdom. Som ung troede jeg, at livet ville forblive en evig fest. Jeg elskede ikke stabilt arbejde, foretrak festens sus. Jeg sprang fra sted til sted, blot for at undgå at slå mig ned. Jeg lo af dem, der sparte penge, byggede huse, tænkte på fremtiden.
Nu har min “fri” tilværelse forvandlet sig til en knap pension, som knap dækker medicinen. Varm mad har jeg ikke spist i lang tid. Nogle nætter falder jeg i søvn på en tom mave, men der er ingen at klage til.
For nylig mødte jeg en gammel bekendt på gaden. Han var ældre, men så velplejet, sikker og rolig ud. Han havde et hus, en familie, børn. Han slog mig let på skulderen og sagde:
— Nikolaj Hansen, du var en konge, hvad er du blevet til?…
Jeg fandt ingen svar. En klump sad fast i halsen. Det eneste, der er tilbage, er minder og fortrydelse. Jeg ønsker ikke medlidenhed. Alt, hvad der er sket, er min egen skyld.
Mens andre byggede familier, drak jeg i barer med falske venner.
Mens andre sparede, brugte jeg penge på elskerinder.
Mens andre tænkte på morgendagen, jagede jeg kun nattens fornøjelser.
Nu, når jeg trænger til børns stemmer, tør jeg ikke ringe. Måske har jeg allerede børnebørn, men jeg vil dø uden nogensinde at se deres ansigter.
Et sent råd til dem, der stadig kan rette op
Gentag ikke mine fejl. Tro ikke, at ungdommen varer evigt. Tag ikke familien for givet. Elsk dem, der er ved din side, beskyt dine nærmeste.
For en dag kan du vågne i en tom lejlighed, hvor selv ekkoet ikke svarer på dit “Hej”.
