Kære dagbog,
I dag gik jeg ind i køkkenet med en tung beslutning i hjertet. Jeg har sagt til Rigmor, at jeg går fra hende, og at jeg overlader alt til hende og vores lille pige, men jeg har én bøn, som jeg håber hun vil høre.
Jeg elsker dig ikke længere, Rigmor, sagde jeg fast, mens jeg sad ved bordet. Jeg har tænkt længe, vejet fordele og ulemper, og indset, at følelserne er forsvundet.
Rigmor stod ved vinduet, så ud på regnen, der netop begyndte at falde over Århus. Hun sukkede dybt og sagde:
Jeg har vidst det længe, Lars, men smerten gør den stadig ny.
Jeg blev overrasket.
Længe? Så tidligt?
Overrasker det dig? hun åbnede vinduet, trak vejret ind i den friske, kølige luft, smilede og lukkede det igen.
Jeg forsøgte at give mig selv ro.
Jeg troede, du ikke havde indset det, sagde jeg med en bitter latter. Så er det i hvert fald afklaret: vi må skilles.
Er du sikker på, at du virkelig vil? spurgte hun. Vi har været ægtefolk i mange år, og vi har et barn.
Jeg vil betale børnebidrag, og jeg hjælper jer økonomisk så meget, jeg kan. Jeg forventer intet fra dig, Rigmor, svarede jeg. Jeg vil ikke kræve lejligheden eller andre aktiver.
Hun så forvirret på mig.
Hvad mener du? Jeg behøver ingenting fra dig?
Jeg vil ikke gøre krav på lejligheden på Østerbro eller sommerhuset i Jægerspris, som jeg købte før ægteskabet, forklarede jeg og pegede på det tomme bord.
Så du vil ikke dele dem? spurgte hun.
Nej, jeg vil ikke. Jeg er ligeglad med materialerne. Jeg vil blot give jer alt, så I kan klare jer uden mig. Jeg behøver intet. Jeg er en mand med et rent hjerte.
Rigmor nikkede og sagde:
Du er en ægte gentleman, ikke som mange andre.
Jeg kiggede på køleskabet, hvor der lå en bunke af uvaske tallerkener, og svarede:
Nogle mænd har ikke sådan en ren sjæl. De ville have plyndret jer, hvis de fik chancen.
Hun lo stille, mens regnen trommede mod ruden.
«Der er noget ved regn, der får mig til at føle mig rolig og varm inde i mig», tænkte hun.
Jeg fortsatte:
Verden bærer alle, men mænd er forskellige. Jeg kender en kollega, der altid løber fra ansvar, når hans kone går.
Rigmor afbrød mig.
Ikke nu, Lars. Vi har travlt. Har du mere at sige?
Ja, jeg har én sidste ting, sagde jeg, mens jeg lænede mig over bordet. Jeg har brug for femhundrede tusinde kroner. Jeg lover at betale dig tilbage med det samme.
Hun så overrasket ud.
Fem hundrede tusinde? Er du sikker på, at det er nok?
Jeg har regnet på det, Rigmor. Jeg har alt på plads.
Hun rakte ud efter bordet med en sarkastisk tone.
Du tror, du kan købe mig med penge? Det er for meget.
Så giv mig intet, svarede jeg fortvivlet. Du nægter at give mig noget.
Jeg tænkte på, hvordan jeg havde håbet, at hun ville forstå min situation. Men hun stod fast:
Jeg giver dig intet, hverken en krone eller en dråbe.
Hun gik væk fra vinduet og satte sig ved bordet, mens jeg stirrede på den slidte køleskabsdør.
«Sikke en overraskelse,» tænkte jeg. «Ingen vil give mig noget. Hvad skal jeg så gøre nu?»
Jeg spurgte hende, om hun kunne give mig mindst tredive tusinde kroner.
«En krone giver jeg dig ikke,» svarede hun stolt.
Jeg forsøgte at forhandle:
Hvad med femogtredive tusinde? Det er mindre, men måske acceptabelt?
«Du driller mig, Lars,» svarede hun træt.
Jeg trak vejret dybt og sagde:
Så vil jeg kæmpe for mine rettigheder et andet sted.
Rigmor svarede:
Gør hvad du vil, men retfærdigheden elsker dem, der står op for den. Specielt når den kæmpes i retten.
Hun spurgte, om jeg ville indgive en skilsmissebegæring.
«Skilsmisse? Hvor er vi kommet så? jeg havde ikke været til stede i tre år, kun ringet tre gange. Den første gang sagde jeg, at hun ikke skulle bekymre sig. Den anden, at jeg havde store problemer. Tredje gang, at jeg ikke længere elskede hende og bad om penge. Jeg havde brug for tid til at tænke, men jeg troede, hvis jeg holdt mig væk, ville de ikke kunne skille os.»
Hun mindede mig om, at jeg havde fået domme på min adresse, men aldrig mødte op.
«Jeg gik ikke i retten, fordi jeg troede, det ville redde ægteskabet. Jeg var endnu ikke sikker på, at jeg ikke elskede dig, men jeg håbede, at fraværet ville holde os sammen. Men nu er vi allerede skilt.»
Jeg indså, at det hele var som at gå gennem en tåge uden kort.
Rigmor forklarede, at dommeren var en mild, rolig kvinde, som ofte tænkte på mig, men jeg havde ikke set hende i årevis.
«Hun var nok ikke sur, hun var bare rolig. Det er sådan, når man er vant til at holde sine problemer private,» sagde hun.
Jeg fortalte hende om mit renoveringsprojekt i vores lejlighed på Enghavevej. Jeg ønskede at gøre den mere børnevenlig, så vores datter kunne vokse i et pænt hjem.
Rigmor mindede mig om, at lejligheden er fælles ejendom, og at halvdelen tilhører hende ifølge dommen.
«Jeg kan købe din andel, eller jeg kan sælge min. Eller jeg kan tilbyde dig en lille lejlighed i en fem-etagers bygning på Gammel Kongevej med godstand, men så skal du betale selv,» sagde hun.
Jeg blev oprevet.
«Er det alt, du kan tilbyde? Vores barn skal have et stabilt hjem, Rigmor. Jeg havde håbet på mere.»
Hun truede med at sælge sin andel til førstebud.
Jeg kiggede på det beskidte opvaskefad, den slidte køleskabslåge, de revnede lofter og den gamle gulvbelægning fra 70erne. Jeg tænkte på den knuste fjernsyn og den dårlige badeværelsesrør. Tårerne truede.
«Jeg accepterer,« sagde jeg stille, mens jeg indså, at alt, hvad jeg kunne gøre, var at lade fortiden hvile.
Det er så mærkeligt at stå på kanten af et liv, der falmer, mens regnen fortsætter udenfor.
Kære dagbog, jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg håber, at jeg kan finde fred i de små ting, som en kop kaffe og lyden af regnen på ruden.
Lars Jensen.
