Hey, du, jeg skal bare fortælle dig om den sidste møde, jeg havde med Gerda i Fælledparken. Jeg gik roligt en lille tur, da den ældre dame pludselig stod foran mig og stirrede ind i ansigtet.
– Mariane, er det virkelig dig? – sagde hun og kneppede øjnene lidt, så hun også kunne se mig ordentligt.
– Jo, det er mig. Hvem er du så?
– Jeg har ikke genkendt dig, men jeg kan se, at du er den samme Mariane. Jeg hedder Gerda, sagde hun med et varmt smil.
– Åh Gerda, jeg så dig slet ikke! Du ser helt anden ud. Jeg selv er også blevet ældre – vi er jo begge pensionister nu.
– Ja, vi er blevet grå og har fået nogle rynker, men du bærer stadig den gamle skønhed, Mariane. Jeg har selv haft et hårdt liv, så jeg ser helt anderledes ud. Boede du her hele tiden? Vi troede alle, du var flyttet hjem. Mads ventede på dig, han ledte efter dig, for han vidste ikke, hvor dine forældre boede.
Da jeg hørte navnet Mads, rystede jeg lidt. Gerda lagde mærke til det og sagde efter en kort pause:
– Vi har for nylig begravet Mads. Han tænkte kun på dig hele sit liv.
Jeg blev helt stille.
– Hvordan gik begravelsen?
– Hans hjerte svigtede. Jeg er kommet for at besøge min barnebarn, som nu er gift og studerer på universitetet i Århus.
Vi snakkede længe, to gamle studiekammerater. Gerda gav mig sin adresse, og jeg lovede at komme på besøg. Mads var Gerda’s fætter, og han gik i den samme studieretning som os, bare på en parallel linje.
Efter den dag sad jeg ved vinduet i flyet, mens jorden gled væk under os. Jeg var ikke bange for at flyve – jeg har fløjet så mange gange, at jeg bare slappede af og lukkede øjnene. Mine tanker gik tilbage til studietiden, til de år der førte mig på denne rejse. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tænke på ham.
Den charmerende, mørkhårede fyr hed Mikkel. Han var høj og smuk, og fra første øjeblik blev han forelsket i mig. Jeg var en slank pige med lyse bølgede hår, og han kunne ikke holde øjnene fra mig.
– Hej, sagde han og kunne ikke se væk fra mig, mens jeg nervøst vinkede tilbage.
Vi var tredjeårs studerende på Københavns Universitet. Jeg var ikke så tæt på Gerda dengang; min bedste ven var Lise, og vi delte værelse på kollegiet. Senere fandt jeg ud af, at den smukke Gerda faktisk var Mikkels søster, deres mødre var søstre. Gerda boede langt væk i en anden del af landet.
Jeg havde ingen mangel på beundrere, men jeg var en seriøs pige. Målet var at færdiggøre min uddannelse og finde et stabilt job. Mange drenge faldt for mine blå øjne og den blide, næsten magiske smil, men jeg vidste min egen værdi og lod mig ikke fristes. Selvom jeg så sart ud, var min vilje af stål, og jeg sagde tydeligt fra, hvis nogen gik for langt.
Med Mikkel var det anderledes. Da vi mødtes, spurgte han straks:
– Skal vi gå en tur efter undervisningen?
– Ja, sagde jeg, overrasket over, hvor tiltrækkende han var, og hvor hurtigt jeg sagde ja.
Vi gik gennem de gamle gader i København, som dengang stadig hed København, men var stadig den samme pulserende by med smukke bygninger og hyggelige pladser. Jeg kom fra en lille provinsby, hvor mine forældre boede, og havde drømt siden 6. klasse om at studere her – drømmen gik i opfyldelse.
Mikkel var en livlig fyr, selvsikker, lidt temperamentsfuld og meget jaloux. Han lod ingen andre komme i nærheden af mig.
– Mariane, kom med, jeg vil vise dig et fedt udsyn, du vil elske det, sagde han med glød i øjnene. Vi gik ind i en højhuslobby, tog elevatoren op til taget.
Udsigten var betagende. Solen gik ned over byen, og lyset spejlede i vandet i havnen. Jeg så de små biler på vejene, folk på bænke og træerne i parken. Jeg kunne næsten ikke holde vejret.
– Mikkel, tak, jeg har aldrig set noget så smukt, udbrød jeg.
– Jeg vidste, du ville elske det, svarede han.
Jeg var forelsket og vidste, at jeg havde mistet mig selv i ham. Vores hjerter slog i takt, og han var så opslugt af mig, at han glemte sine tidligere affærer. Vi kunne ikke forestille os livet uden hinanden.
Jeg delte senere dette med Lise:
– Jeg troede aldrig, jeg kunne blive så vildt forelsket, sagde jeg. – Det er som om, jeg er helt opslugt, men han er alt for jaloux.
– Det er han, sagde Lise, – han er en varm fyr, og du må lære at tåle det.
Vores forhold var en blanding af intens passion og hyppige skænderier, men vi fandt altid hurtigt tilbage til hinanden. En aften, da vi sad på en restaurant tæt på eksamen, så Mikkel på en pige ved siden af os og smilede. Jeg blev så vred, at jeg hældte min vin i hans ansigt.
Han slog mig i kinden, og der blev et rødt mærke på min hud. Jeg stormede ud, fangede en taxa og kørte væk til kollegiet. Mikkel kom kort efter, og vi tilbragte natten sammen, hvor han bad om tilgivelse, og vi forsonede os i en voldsom, men ærlig omfavnelse.
– Undskyld mig, Mariane, sagde han, – jeg ved, jeg slog dig, men husk, hvor jeg kommer fra. Her i Jylland er pigerne ikke vant til den slags, så det ramte mig hårdt.
Efter studierne tog vi en lille ferie til Aarhus og besøgte Mikkels ven, som var kunstner. Vi gik på Strøget, besøgte den gamle bydel, spiste is og kiggede på film i biografen. Vi var så glade, at vi næsten glemte, hvor ofte vi skændtes.
Da vi var færdige med femte år, begyndte jeg at blive træt af den konstante storm af skænderier og forsoninger. Mikkel sagde, at han ville spørge mine forældre om min hånd:
– Mariane, jeg vil gifte mig med dig og flytte til min hjemby, sagde han.
Jeg var bange for ægteskabet, så jeg afviste ham, selvom jeg elskede ham. Mine forældre havde allerede udpeget en anden mand, Vagn, som var en ven af min fars, og de ville have, at jeg skulle gifte mig med ham.
Da vi endelig fik vores eksamensbeviser, pakkede jeg i hemmelighed mine ting og flygtede uden at fortælle Lise. Jeg gik ikke hjem, men til en lille landsby, hvor en gammel klassekammerat boede. Mikkel ledte efter mig i to uger, men da han indså, at jeg var væk, rejste han hjem. Så var vores vildt intense kærlighedshistorie forbi.
Jeg endte med at gifte mig med Vagn, en rolig og ansvarlig mand. Vi fik en søn, og sammen driver vi en lille familievirksomhed. Jeg er nu træt af arbejdet, så min mand og søn klarer det, mens jeg nyder livet med vores tvillingekløer, som jeg elsker så højt.
Jeg tænker ofte tilbage på universitetet, på Mikkel og vores stormfulde ungdom. Jeg kan stadig mærke, hvordan jeg havde modet til at forlade ham, selvom det var svært. Jeg har sagt ja til mange invitationer fra Lise om at mødes med gamle studiekammerater, men jeg afviser altid, fordi jeg er bange for at møde Mikkel igen. Jeg vil ikke snyde min mand, og jeg håber, at Mikkel, hvor end han er, husker mig med et smil.
En dag, mens jeg sad på flyet på vej hjem fra et kursus, annoncerede stewardessen, at vi skulle lande, og vi skulle spænde sikkerhedsbæltet. Jeg gik i lufthavnen og mødte Gerda, som inviterede mig ind i sit hus. Vi gik sammen til kirkegården, hvor Mikkels grav stod. Han lå der med sine brune øjne på gravstenen, som netop var blevet sat.
– Jeg venter på dig ved porten, sagde Gerda, – jeg holder dig her…
– Jeg er endelig her, sagde jeg, da Gerda gik væk. – Jeg bliver ved siden af dig, så du kan høre mig. Undskyld, at jeg ikke sagde farvel før, men jeg havde ikke styrken. Nu vil jeg gå videre uden ham for altid.
Jeg talte længe med Gerda, før jeg gik mod porten. Det var vores sidste møde, men jeg føler, at jeg endelig har fået fred.
