Jeg begravede min mand for længe siden et hjerte, som langsomt sank ned i den stille jord. Vi var unge, næsten som to årgængere, og jeg har nu levet alene i over ti år. Jeg troede, jeg aldrig mere ville blive bemærket af mænd, men livet ville finde på at sende en fremmed, der ikke var min Mikkel. Så er historien så mærkelig, som den er.
Jeg har altid elsket blomster. Den sommerhus, som jeg og min Mikkel købte for mange år siden, er blevet til et blomsterparadis. Da min mand gik bort, forsvandt de grønne grøntsagsbede, som jeg plejede at dyrke. Ingen var der til at smage de syltede agurker eller de hjemmelavede marmelader. Min ældste datter og hendes børn bor i Aarhus, den yngste er flyttet til København for arbejde. Så blomsterne overtog pladsen, hvor engang grøntsagerne stod. Naboerne beundrede den farvestrålende skønhed, men jeg så dem knibe øjnene og dreje fingeren ved tinningen. Jeg kunne kun smile og kalde mig selv skør. Denne lille blomsterhule fyldte min sjæl med ro, duftede og blomstret helt ind i den dybeste efterår.
Sidste sommer begyndte jeg at se en ukendt mand snige sig hen til min hegnslomme. Han så ud til at være omkring halvtreds år gammel, stod og indåndede duften, smilede for sig selv, og så svandt han i det vilde krat, så snart jeg trådte ud på verandaen. Hvem var han? Hvorfor var han så mærkelig?
Gry, har du fået en bejler? spurgte min nabo, Lise, da hun kom til min port.
Hvor har du fået den idé, Lise? svarede jeg. Jeg har ingen, og jeg har ikke brug for nogen.
Men vi ser jo, hvordan Petter løber efter dig. Hvor gemmer du dig? Ingen vil dømme dig. Du er en fri kvinde.
Jeg inviterede Lise indenfor. Hun så overrasket ud, for jeg kendte ikke Petter. Det viste sig, at han havde boet i vores andelsforening i mange år. Hans sommerhus lå for enden af vejen, men jeg gik aldrig derhen. Jeg er ikke særlig social, jeg lever i mig selv.
Søren Petersen er en god mand. Han arbejder som hovedmekaniker i en bilpark. Han begravede sin kone for to år siden, og hun var også en blomsterelsker, ligesom dig. Han prøver så godt han kan at holde hendes have i live, men det lykkes ham kun halvt. Så han sniger sig ind for at beundre din skønhed. Måske ser han ikke bare på blomsterne, men på dig.
Åh, men hvad har du af idéer, Lise? sagde jeg og rystede på hovedet.
Jeg begyndte at holde øje med den hemmelige bejler. Han var høj, mørkeblond, med en stubb af grå på tinningen, altid barberet. En dag så jeg ham gennem vinduet, gik ud på verandaen og råbte: Goddag, nabo!
Han gemte sig ikke, men blev forlegen. Hej, Gry! Jeg kan ikke lade være med at stirre på dine blomster. Du har sådan en sjæl. Du er smuk, hviskede han næsten.
Vent, sagde jeg, jeg har hørt, at du har en fantastisk blomsterhus. Må jeg få se det? Så vil jeg vise dig mine egne.
Jeg vil meget gerne, sagde Søren med et let smil.
Jeg åbnede porten, men så til min rædsel, at han gik den grusede sti med gummistøvler, som klaprede som en gammel melodi. Lyden snurde mig i hovedet, men jeg lod være med at fokusere på hans gangart. Vi gik rundt på grunden, og jeg viste ham stolt mine bed. Jeg lovede at dele frøene til den kommende forårstid. Han blev især betaget af min store hortensia, som stod i fuldt flor. Så inviterede jeg ham indenfor, og vi drak mynte-te og talte. Hans klaprende gang glemte jeg, da han virkede så venlig.
Vi tilbragte resten af sommerens sæson sammen på min jord, på hans, ved floden og bare gående gennem andelsområdet. Hans have var som et lille paradis, tydeligt plejet af hans afdøde kone, og den var ikke ringe på vores. Da sommeren gik på hæld, skiltes vi, men vi udvekslede aldrig telefonnumre, og jeg savnede ham dybt.
Min yngste datter, Alma, kom hjem i november med sin kæreste. Mor, dette er Mads, vi vil gerne blive gift, sagde hun, mens hun stod i entréen.
Mads var en pæn, høflig ung mand fra en anstændig familie. Hans far arbejdede i Undervisningsministeriet, og hans mor var døde. Han var enlig far, men Alma hævdede, at han elskede mig, og at han ville passe på mig.
Alma! Er du tosset? At foreslå så noget? råbte jeg, mens jeg slog hende let på armen. Hun lo og løb op på sit værelse.
Vi mødtes med Mads på en restaurant under hans forlovelse med min datter. Han var høflig, men noget i hans opførsel irriterede mig en overdreven nidkærhed, næsten perfektionisme. Han flyttede løbende rundt på bordet, kritiserede min søn, og jeg spiste næsten intet af frygt for at gøre ham vred.
Mads inviterede mig til teater, restaurant og endda en to-dages tur på Gudenåen. En aften inviterede han mig til sin lejlighed, som var et tempel for orden. Alt stod i perfekte rækker, farverne matchede, og selv den lille kop fra kaffemaskinen var placeret på præcis den rette hylde. En gardin, jeg havde trukket til siden for at kigge ud på haven, blev omhyggeligt hængt tilbage.
Han rettede alt, jeg gjorde. Til sidst sank jeg på sofaen, mens han tog min hånd og sagde: Gry, du er en vidunderlig kvinde, lad os begynde
Nej, Mads, lad os ikke begynde, afbrød jeg ham. Jeg kan kun tilbyde dig venskab som en slægtning. Jeg har en person, som betyder meget for mig.
Jeg havde ingen mand, men ordene trak mig tilbage til sommeraftenerne med Søren. Jeg huskede hans klaprende gummistøvler, som nu virkede som en trøstende melodi. Jeg indså, at jeg savnede ham.
Min datter er nu tre år gift med Nikolaj, og deres søn, Viggo, er en dejlig lille dreng. Min svigersøn er helt anderledes end hans far, og de lever lykkeligt. Det er det vigtigste.
Jeg er også lykkelig. Jeg er sammen med Søren igen, men hans gang er ikke længere klapret. Det var kun de brede gummistøvler, der gav ham den lyd. Jeg har købt nye, bløde sko til ham, så han kan gå uden at klappe. I drømmens tåge svæver blomsterne stadig, og jeg følger deres duft ind i natten.
