Mikkel og Svanhild havde boet sammen i syv år, som to uadskillelige skygger fra skolebænken. De havde ingen børn intet havde nogensinde kastet sig i vejen. Mikkels mormor Kirsten, som var husets urkraft, insisterede:
Ægteskabets lovbånd vil lade Guds nåde falde over jer. Så får I arvingernes velsignelse!
Mormor var for Mikkel hellig, så han gik straks ned på kirkekontoret i København og fremlagde et officielt frieri til sin civile hustru. Brylluppet blev en farverig fejring på en lille gård i udkanten af Aarhus. De byttede ringe, stempler blev indsat i pas, og glade stemmer flød som floder.
Da de skulle drikke de sidste dråber af mousserende vin, som traditionen foreskrev, knækkede Mikkels glas i tusind stykker, mens Svanhilds glas bare rullede stille på bordet som en drømmetåge. Gæsterne hviskede i kor, men kun for at kunne høres:
Åh, dårlig forvarsel! Ungdommens liv vil visne.
Mikkel og Svanhild lo bare. Siger du bare sådan lidt for sjov! fortsatte festen i en tåget virvelvind.
Efter bryllupets ekko skulle de leve i deres lille hus i Odense, men Svanhilds nye rolle som lovlig hustru forvandlede hende til en stormfuld hersker. Hun kritiserede alt, fra kaffe til tæpper, og en dag erklærede hun med en stemme, der rungede som et vinterkoldt tordenvejr:
Vi har gjort en fejl, Mikkel. Vi er som himmel og jord. Lad os skilles.
Mikkel pegede på sin svigermor som om hun var den gamle havfrue fra eventyret om den gyldne fisk: altid grådig efter opmærksomhed, penge og plads i en toværelses lejlighed. Hun så ham som et projekt, et menneske, der skulle tjene en million, ikke blot overleve fra krone til krone. Et år stod han stille under hendes hårde ord, indtil hun endelig sagde:
Gå.
Mikkel spurgte Svanhild, om det var en endelig beslutning fra både hende og hendes mor.
Ja! Min mor har intet med det at gøre! skød hun imellem grin.
Han pakkede langsomt sine ejendele, håbede på et vendepunkt, men Svanhilds øjenbryn rystede kun som en blad i en storm.
Farvel, hustru! Undskyld, hvis jeg har såret dig, sagde han med tungt åndedræt.
Svanhild smækkede låsen i døren, og Mikkel gik ud i nattens tåge.
I en anden drømmeverden mødte han Freja, en høj, atletisk kollega fra Aarhus, som længe havde haft et hemmeligt hjerte til ham. Da hun så, at Mikkel gik som en nedsænket sten, inviterede hun ham ud af kontorets kolde vægge. De gik gennem en park, drak kaffe i en lille café, og hun afslørede:
Mikkel, har du bemærket, hvordan jeg fanger hvert dit blik? Jeg har elsket dig længe! Er du blind?
Mikkel havde set hendes rødmen, hendes stemmes forsvinden og hendes hoved, der gik i ringe, hver gang han kom forbi. Han betragtede hende som en blid blomst, men hun var den fulde modsætning til Svanhild: rolig, kærlig, tilpasningsdygtig. På trods af sit ægteskab følte han en mærkelig frihed, som om han svømmede i et klart vand uden bånd.
Morgen kom, og de kørte sammen til deres arbejde. Kollegierne hviskede, at Freja endelig havde fået sin drøm. Hendes far, direktør Jens, så, at hans datter var fuldstændig opslugt af Mikkel, og han erklærede:
Sådan, lev sammen. Vi finder brylluppet senere. Først vil jeg se, hvilken karakter du er, svigersøn.
Freja bragte Mikkel ind i sit hjem, hvor hun som en lysende ildflue fløj omkring ham, forudså hans ønsker og forsøgte at fylde hans sjæl med varme. Hun kaldte ham kærligt for Lysende.
Frejas far introducerede ham for sine forældre, og de planlagde en tur til en ø i Kattegat, som han betalte for som en gave til sin datter.
Tre måneder senere kaldte Svanhild ham tilbage med løftet om et barn. Mikkel, med knuste hjerte, vendte tilbage til sit hus i Odense, mens Freja lod ham gå med tårerne i øjnene, men sagde:
Mikkel, jeg venter på dig.
Et halvt år gik, og både Svanhild og Mikkel fik en lille pige, som de kaldte Kirstine. En uge efter fødte Freja også en datter, Nanna. Mikkel løb til fødeafdelingen med blomster og et buket røde roser i hænderne. Frejas far stod der med en kæmpe kurv af roser. Freja så forvirret på ham og sagde:
Dette er vores datter, Mikkel. Tillykke!
Mikkel stod som i en tåge, men Freja afbrød hans tanker:
Ingen grund til bekymring, vi vil ikke stå i vejen for hinanden.
Hun vendte sig ikke engang om for at hilse på ham. Således begyndte Mikkel at leve i to verdener. Svanhild lærte om Freja, Freja lærte om Kirstine. Kvinderne led i stilhed, Svanhild angrede over at have smidt sin mand ud, og Freja nikkede kun, for hun havde også et barn at kæle for.
Mormor Kirsten sank ned i sin stol og sagde:
Mikkel, hvis du jagter to fugle, fanger du ingen. Du har mistet begge vinger.
Hun mindede ham om det gamle ordsprog: At jagte to harer får dig ingen fanget.
Mikkel stod ved en skillevej, men hans svigerfars stemme lød som en fjern tromme:
Du kan blive ved med at løbe mellem husene, men du vil aldrig finde ro.
Efter to år som ensom vagthavende i sit lille værelse holdt Mikkel sig fra fristelser, mens mormor hviskede:
Ægte kærlighed vil vise sig, hvis du lader den vokse.
En dag bankede der på hans kontordør, og Freja stod der, lysende som en ildflue, med en buket i hænderne.
Hej, Mikkel! Jeg er tilbage! Min far bebrejder mig, men jeg vil ikke lade ham stå i vejen for dig. Hvor er din mand? spurgte hun.
Mikkel så forvirret på hende.
Han er i Algeriet. Vi er faktisk skilt. Hjertet kan ikke tvinges, svarede Freja med et grin.
De besluttede at gifte sig i en hemmelig ceremoni uden gæster, kun i deres drømmende biler med en dukke på motorhjelmen. De udvekslede ringe, skålede med mousserende vin, og endelig var de sammen.
De gik til Frejas far, direktør Jens, som nu, med en rolig stemme, sagde:
Som lovet giver vi jer en lejlighed i København. Giv mig blot et barnebarn, så er jeg tilfreds.
Ni måneder senere kom deres lille barnebarn Maja, og Jens smilede og sagde:
Endelig har du gjort mig lykkelig!
Mikkel så på sit liv, som en drøm med to vinger, én brudt, én hængende. Han indså, at selv i en drøm kan man finde vejen tilbage til sit hjerte.
