De fortsatte sammen
De tog afsted fra Aalborg en tidlig julimorgen, da E45 stadig var næsten fri for lastbiler, og de små rastepladser kun lige havde lagt ud de plastikmenuer på bordene.
Mette sad bag rattet i sin gamle Opel, greb fast i rattet, som om bilen kunne ændre mening og svinge rundt. Ved siden af hende satte sig Freja, med en termokande kaffe og en pose rugbrødssandwichs under benene. I glashætten klirrede nogle blodtrykspiller, ved siden lå bilens registreringspapirer og en frisk synsrapport.
Er du sikker på, at du kan køre ordentligt? spurgte Freja, mens hun justerede sikkerhedsselen. Hvis det bliver for meget, kan jeg tage over.
Jeg har det fint for nu, svarede Mette og gav lidt gas på. Og du med din udbrændthed hun lo let du sagde selv, at du skulle slappe af lidt.
Freja rullede med øjnene, men uden at blive fornærmet.
Det er ikke et brud, men min nervesystem, sagde hun. Psykoterapeuten sagde, at en ny ramme er sund for mig. Så jeg er officielt i terapi.
Ordet psykoterapeut lød stadig mærkeligt i Mettes ører. Hun var lige blevet vant til at sige skilsmisse uden at hakke på ordet. Efter 20 års ægteskab, der gik i opløsning med et enkelt bank med dommerens hammer, kørte hun nu på E45 med en veninde fra studietiden, mens hun prøvede at glemme, at der ikke ventede nogen derhjemme længere.
Hvor skal vi egentlig? spurgte Freja. Har du en plan, eller lader du universet bestemme?
En løst plan, svarede Mette med et skuldertræk. Først Roskilde, så Odense, hvor min kusine har et lille opholdssted. Så ser vi, hvordan kroppen har det. Her er kortet hun pegede på det sammenfoldede atlas mellem sæderne. Jeg er ikke fanatiker, jeg vil bare
Hun gik i stå. Freja vidste, hvad bare gemte på. At komme ud af den trygge lejlighed, hvor hver eneste ting mindede om den eksmand. At sikre sig, at livet ikke sluttede på kirkens dørtrin.
Jeg har brug for frisk luft, fuldendte Freja blidt. Og jeg vil stoppe med at hoppe ved hvert brev fra arbejdet.
Freja havde forladt sit reklamebureau for tre måneder siden. Førhen overnattede hun på kontoret, skændtes med kunder og skrev strategier for mærker, som hun knap så havde nogen betydning. En dag gik hun i stå på vej til arbejde, og om aftenen græd hun uden grund. Lægen kaldte det udbrændthed, gav en sygemelding og foreslog stille at revurdere livet.
Er du sikker på, at det ikke er en flugt? spurgte Mette i telefonen.
Hvad hvis det er? svarede Freja. Måske har jeg brug for en flugt lige nu.
Så blev idéen om en roadtrip til virkelighed. Freja ville have frihed, spontanitet og vejens uforudsigelighed. Mette savnede faste stop, overnatninger på pålidelige steder og tankstationer med rene toiletter. De blev enige om at prøve at blande deres ønsker.
Udenfor susede de grønne marker, små landsbyer, skilte med Hjemmelavet mad og Grill. Radioen skiftede mellem danske pophits og nyheder. Mette opdagede, at hun faktisk nød bare at køre. Vejen skyllede de små irritationsmomenter væk: ægteskabsretssager, dommerens hammer og samtaler med de voksne børn på videolink.
Lad os skrue op for musikken, bad Freja. Ellers får vi bare nyhederne og mister alt sjovt.
Mette skiftede kanal. En gammel popmelodi fra deres studietid begyndte at spille. Freja lo højt og begyndte at synge med, uden at skamme sig. Mette mærkede, hvordan noget i hende begyndte at smelte.
Til frokost stoppede de ved et lille rastehus med den falmede skilt Hygge. Indenfor duftede det af stegt kartoffel og frikadellesuppe. Ved disken stod en dame i forklæde, der tørrede glas. Udenfor stod to lastbiler og nogle biler på parkeringspladsen.
Vi vil have frikadeller og kartoffelsalat, sagde Freja bestemt. Og en stor kan te.
Jeg vil bare have en salat og suppe, tilføjede Mette. Jeg holder mig i førersædet.
De satte sig ved vinduet. Freja lagde ud på bordet kortudskrifter, en notesbog til indtryk og en kuglepen.
Hør her, sagde hun, vi kører én dag efter din plan med overnatning hos slægtninge. Næste dag kører vi efter min plan, helt spontant. Så ser vi et skilt til en sø og drejer af. Så ser vi et skilt om et museum for vikingeskibe så kører vi derhen.
Mette rynkede panden.
Jeg er ikke fan af spontant. Vi kan ende i et hul uden overnatningsmuligheder.
Så finder vi ud af det, smilede Freja. Måske er der den bedste tærte i verden i den hule.
Mette ville protestere, men så kom maden. Hun lagde stridigheden til side og kniblet på frikadellen. Det handlede ikke om en diskussion, men om to helt forskellige livsfilosofier. Freja havde altid fulgt sine impulser, skiftet job, byer og partnere. Mette byggede et hus, sparrede op til renovering og holdt fast i stabilitet.
Efter frokost kørte de videre på motorvejen. Solen stod højt, og bilen blev varmere. Mette åbnede et lille vindue og mærkede den lune luft på kinden. Vejen gik næsten lige ud, med sjældne overhalinger og færre politistationer.
Se, sagde Freja pludselig, pegende fremad. Der er et skilt til Mosen. Badehuset Mosen. Skal vi tage der?
Vi er stadig to timer fra Roskilde, svarede Mette. Jeg har lovet min kusine at være der til aften.
Ring bare og sig, at vi er forsinkede. Vi er jo på ferie, ikke på arbejde.
Mette greb rattet hårdere. Det irriterede hende, at Freja så let på andres planer.
Folk venter på os. Det er uhøfligt.
Og hvad er så høfligt? At følge et skema, der ikke længere passer dig? spurgte Freja stille.
Ordene gik lige ind i Mettes hjerte. Hun sagde intet. Skiltet for badehuset gik forbi.
En halv time senere stod de i en vejarbejde. Trafikken blev reduceret til én bane, med en snigende kø af biler. Asfalten var revet op, så hjulene sprang på hver revne.
Sænk farten, sagde Freja. Der er huller.
Ser jeg, svarede Mette.
Hun så virkelig huller. Men tankerne kredsede stadig om Frejas ord: Et skema, der ikke passer dig. Hvad skulle hun nu? Bo alene i en treværelses lejlighed? Flytte til en mindre lejlighed? Gå tilbage til sit gamle regnskabsjob eller kaste sig ud i noget nyt?
Foran dem kom en tung lastbil med grus. Småsten fløj ud under hjulene og slog mod bonnet. Mette besluttede at overhale, mens afsnittet stadig var bredt.
Ikke nu, sagde Freja, da hun så Mette tænde blinklys. Der er ingen linjering.
Han kører 40 km/t, vi når ikke frem i aften.
Mette kørte ind på modkørselsbanen. I det fjerne så hun de blinkende lys fra en anden bil, men afstanden syntes tilstrækkelig. Hun trykkede på speederen, accelererede og overhalede lastbilen. I samme øjeblik ramte hun en dyb fordybning med højre forhjul.
Stødet var hårdt, bilen skævvred. Mette fik ryddet rattet, men et højt brag fulgte, og Opelen svingede brat til højre. Hun greb rattet hårdt, forsøgte at holde bilen på vejen, mens hun bremser. Hjertet hamrede i brystet. Lastbilen var allerede bagud, og en modkørende bil lyste med.
De stoppede på siden af vejen. Efter flere sekunder sad begge tavse, åndede tungt.
Er vi okay? spurgte Mette halvhjerteligt.
Jeg tror det, svarede Freja, mens hun slap sikkerhedsselen. Lad os lige se.
De steg ud. Solen brændte i ansigtet. Til højre strakte en mark sig, til venstre et spor, hvor biler langsomt kørte forbi. Det højre dæk var næsten revet af.
Der er hul, konstaterede Freja. Har du en reservehjul?
Ja, Mette åbnede bagagerummet, fjernede poser, trak en donkraft, en nøgle og et reservehjul frem. Hænderne rystede.
Lad mig, tilbød Freja. Jeg har erfaring.
Jeg klarer det selv, svarede Mette stædigt.
Hun placerede donkraften, men asfalten under den var ujævn, så donkraften gled lidt. Mette bande. Sveden løb ned ad ryggen.
Freja stod og så på, før hun gik tættere på.
Nat, lad mig, du er helt udslidt.
Jeg er udslidt, fordi du distraherer mig med dine snakke, brød Mette ud. Lad os dreje, lad os ringe, lad os ikke tænke på etikette.
Jeg tvang dig ikke til at overhale, svarede Freja roligt. Det var din beslutning.
Selvfølgelig, min beslutning. Alt er altid min beslutning. Skilsmissen, hjulet, livet, som jeg selv har ødelagt.
Ordene kom som et overraskende råb. Bilister, der kørte forbi, vendte blikket. Freja kniblet læberne.
Du behøver ikke bære alting alene, sagde hun. Hverken et hjul eller dit liv.
Nemt for dig, som altid har levet, som du vil, svarede Mette. Du kunne forlade dit job, fordi du vidste, du kunne finde et andet. Du kunne forlade din mand, fordi du vidste, du ville finde en ny. Men jeg
Hun stammede. Billedet af køkkenet, hvor den eksmand samlede sine kasser i en kuffert, kom frem. Hans trætte ansigt, hendes forsøg på at holde fast, løfterne: Jeg vil ændre mig. Ingenting ændrede sig.
Hvad med dig? spurgte Freja blidt.
Jeg har altid tænkt på, hvad der passer for alle: børn, mand, chef. Nu er alle spredt, og jeg ved ikke længere, hvad jeg selv vil. Ud over at nå roskilde som planlagt.
Freja trak vejret dybt.
Jeg ville bare have frihed, men jeg kom her sammen med dig. Så hvis dit plan i dag er en ren seng og en snak med din kusine, så følger jeg med.
Mette mærkede, hvordan en knude i halsen begyndte at lette.
Og i morgen kan vi gøre, som du vil, hvis der dukker noget spændende op.
Aftale, sagde Freja. I morgen er min dag med tilfældigheder.
De drak den sidste te, betalte regningen og gik tilbage til bilen. Mekanikeren forklarede, hvordan man bedst kører forbi vejarbejdet, og pegede på små revner på de andre dæk. Mette lyttede, stillede spørgsmål. Freja stod ved siden af, uden at blande sig.
Skal du køre? spurgte hun, da de var alene.
Mette så på vejen, på rattet, på sine hænder.
Jeg vil, svarede hun. Men hvis jeg begynder at panikke, bytter vi om med det samme. Enighed?
Enighed, nikkede Freja.
De første kilometer efter værkstedet kørte Mette langsomt, næsten alt for forsigtigt. Hver lyd virkede mistænksom, hver ujævnhed en trussel. Freja kommenterede ikke, men kastede blidt et blik på hende.
Gradvis slap frygten af. Vejen blev bare en vej, biler bare biler, ikke længere trusler. Mette lod endda radioen spille.
Ved du, sagde hun, mens de kørte forbi en lille landsby, jeg har aldrig turde bede om hjælp. Jeg var bange for at blive set som svag.
Jeg har også været bange for at blive afvist, hvis jeg beder, svarede Freja. Så har jeg gjort det hele selv for at undgå det.
Sjovt, lo Mette. Så har vi begge båret mere, end vi kunne.
Men nu kan vi i hvert fald snakke om det.
Solen gik ned, himlen blev lyserød. Mette mærkede en stille indre fred. Ikke med hele livet, men med det øjeblik, de nu delte: kørte fremad, ærlige, uden at late som om alt var i orden.
Da de nåede Roskilde i skumringen, mødte byen dem med lys på broerne og spredte gående. Mettes kusine boede i en blok på udkanten. De fandt den rigtige indgang, løftede sig til fjerde sal.
Kusinen tog imod dem med begejstrede råb, duften af stegt flæsk og masser af spørgsmål. Mette introducerede Freja, gav dem en plads til deres tasker, og ved middagstiden gik samtalen på børn, arbejde, priser i supermarkedet. Freja fortalte sjove historier fra reklamebureauet, og alle lo.
Da de gik hver til sit, blev Mette og Freja tilbage i køkkenet. Udenfor blev det mørkt, og en hund bjæffede i det fjerne.
Hvordan har du det? spurgte Freja, mens hun hældte te i to kopper.
Træt, svarede Mette ærligt. Men på en eller anden måde rolig.
Jeg var også bange i dag, indrømmede Freja. Ikke kun på grund af hjulet. Jeg var bange for, at vi skulle slås så meget, at vi ikke kunne tale sammen længere.
Mette tænkte på sin egen rå udtalelse om livet, jeg selv ødelagde, og følte sig flov.
Jeg vil ikke skændes med dig, sagde hun. Nogle gange virker det, som om du skubber mig ind i steder, jeg ikke er klar til.
Så sig det, sagde Freja. Jeg ser måske ikke, at jeg presser for meget. Jeg har altid trukket alle med mig. Du kan holde igen. Det vigtigste er, at vi snakker om det i stedet for at gemme det.
Mette nikkede.
I morgen, hvis det er din dag med tilfældigheder, lad os aftale grænser. Ikke mere end hundrede kilometer fra ruten, og en ordentlig seng, ikke telt.
Fair nok, smilede Freja. Og jeg beder dig om at sige ja til mindst én uplanlagt drejning, selvom den skræmmer.
Jeg kan prøve, svarede Mette.
De drakOg så satte de sig i bilen, slukkede radioen og kørte videre, vel vidende at både vejen og venskabet ville føre dem hjem.
