**Lys i Mørket**
**Kapitel 1 Bruddet**
Kom væk, utaknemmelig! råbte moren, mens hun skubbede Adelaida mod døren.
Adelaida vaklede, kæmpende for at holde balancen, mens moderens blik fyldt med had smertefuldt slog ned på hende.
Kom aldrig tilbage! Jeg vil aldrig se dig igen! Pütà! sagde hun, inden hun smækkede døren i.
Adelaida stod lammet i dørkarmen, med hjertet i tusind stykker.
Mor, jeg sværger, jeg han forsøgte hun at forklare, men ingen længere lyttede.
Hendes alkoholpåvirkede stedfar havde forsøgt at misbruge hende, og da Adelaida fortalte det til mor, nægtede hun at tro på det. For moren var Adelaida blot en trussel mod den nye kærlighed, og uden tøven smed hun hende ud af huset.
**Kapitel 2 Gaderne**
Alene gik Adelaida gennem de brostensbelagte gader i den lille mineby og søgte om nåde. Den kolde luft rev i hendes hud, og sulten gjorde hende svag. De mænd, der så hende, kastede beskidte blikke, især de ensomme eller dem i drikkeklubber de værste af alle.
Timerne gik langsomt, og sulten blev en ubærbar følgesvend. Adelaida følte sig usynlig, som om verden havde glemt hende. Når Dia de los Muertos nærmede sig, tænkte hun på sin far. Hun huskede, hvordan huset fyldtes med cempasúchil-blomster og lys, da han levede. I år ville hendes mor ikke gøre noget, det vidste hun.
**Kapitel 3 Altaret**
Med de få ejendele hun havde fået med, inklusive et foto af sin far, besluttede hun at lave sit eget altart. Hun samlede blomster fra vejene og brugte den mad, hun havde tigget hårde tortillas og slidte frugter og skabte en lille ofring under et gammelt træ. Hun knælede foran farens billede, brød sammen i tårer og hviskede:
Far, hvis du virkelig elsker mig, kom for mig Tag mig med dig. Jeg vil ikke blive her længere.
Vinden legede i hendes hår, som en usynlig hånd kærtegnede hende. Træt faldt hun i søvn ved altaret.
**Kapitel 4 Åbenbaringen**
Ved daggry vågnede hun. Sulten var der stadig, så hun spiste de få rester fra ofringen, selvom maden nu smagte intet. Hun gik igen ud på gaderne på jagt efter noget i affaldet. Pludselig så hun sin mor løbe mod hende, grædende. Før Adelaida kunne reagere, kastede hun sig om sin datter.
Undskyld, mit barn, tilgiv mig, please råbte moren gennem tårerne. Jeg troede dig ikke men i går nat så jeg det.
Adelaida stod stille, stadig mistroisk. Moren fortsatte, stemmen brudt:
Jeg lukkede ham i drikke, som altid gik i seng. Så hørte jeg skrig Jeg løb ned og så ham svæve, slå mod væggene som en dukke. Lad mig leve! Jeg indrømmer, jeg ville forføre Adelaida! råbte han, før han faldt og døde. Han er død, min pige. Så hørte jeg en stemme fra en anden verden: Flygt fra huset, find din datter, ellers vender jeg tilbage næste år og drager dig i helvede.
Et kuldefald gik gennem hende, men hendes vrede svandt, da hun så sin mor så sårbar. De omfavnede hinanden, og Adelaida besluttede at tilgive.
**Kapitel 5 Hjemkomsten**
Før hun gik hjem, så Adelaida op på den grå himmel, en tåre gled ned ad kinden.
Tak, far hviskede hun svagt. Jeg vidste, du ville passe på mig.
Indenfor var stemningen anspændt; stedfarens skygge syntes at lure i kanterne. Adelaida mærkede kulden, men ignorerede den. Moren lovede, at han aldrig måtte komme ind igen.
Jeg taler med ham sagde hun beslutsomt. Jeg vil ikke lade ham skade dig igen.
Adelaida nikkede, selvom frygten gnistrede.
**Kapitel 6 Konfrontationen**
Den aften gjorde moren sig klar til at møde stedfaren. Adelaida så på fra afstand, hjertet hamrede. Selvom hun ikke hørte hvert ord, var tonefaldet nok til at forstå, at moren var rasende.
Du rører min datter igen! brølede hun. Gå væk, ellers ringer jeg til politiet.
Adelaida følte både lettelse og uro. Ville det være nok? Ville moren holde sit løfte? Efter et stykke tid kom hun tilbage, tydeligt påvirket men ståfast.
Han er væk fra vores liv, Adelaida. Han kommer ikke tilbage sagde hun, mens hun krammede sin datter hårdt.
**Kapitel 7 Heling Sammen**
Dagene gik; såret var stadig åbent, men de begyndte at reparere båndet. De lavede sammen et altart til Dia de los Muertos, fyldt med blomster og minder. Adelaida indså, at kærligheden mellem dem stadig eksisterede. Moren havde fejlet, men havde også kæmpet for hende.
Lad os gøre det sammen sagde moren, da de placerede blomsterne. Så vil din far altid være med os.
Et smil bredte sig på Adelaidas læber; håbet vendte tilbage for første gang i lang tid.
**Kapitel 8 Nye Traditioner**
Dia de los Muertos ankom, og landsbyen pulserede af liv. Mor og datter deltog i fejringen, delte fortællinger om faren og mindedes de gode stunder. Latter og tårer flettedes, og Adelaida følte sig styrket. Hun vidste, at hendes far altid ville vejlede dem i dette nye kapitel.
**Kapitel 9 En Lys Fremtid**
Med tiden begyndte Adelaida at drømme igen. Hun tilmeldte sig skole og gik efter at færdiggøre sine studier. Moren, selvom hun stadig bar på sine egne dæmoner, blev hendes største støtte. De lærte at tale åbent og stole på hinanden. Snart fyldtes huset af latter og håb.
**Kapitel 10 En Ny Begyndelse**
Et år senere stod Adelaida foran det altart, de havde skabt sammen. Cempasúchil-blomsterne strålede i solen, og en fredfyldt ro omsluttede hende.
Tak, far hviskede hun. Tak for at beskytte os.
Moren gik hen, omfavnede hende.
Vi vil altid være sammen sagde hun. Vi vil altid være stærke.
Et bredt smil nåede Adelaidas ansigt; hun havde endelig fundet sin plads i verden. Selvom livet havde været hårdt, havde hun lært at rejse sig og kæmpe videre. Med et hjerte fyldt af kærlighed og taknemmelighed så hun frem mod fremtiden, klar til at møde enhver udfordring.
