Hr., i dag er min mors fødselsdag Jeg vil gerne købe blomster, men jeg har ikke nok penge Jeg købte drengen en buket. Senere, da jeg gik til graven, så jeg den samme buket der.
Da Pasha knap var fem år gammel, brød hans verden sammen. Hans mor var væk. Han stod i et hjørne af værelset, fortabt i forvirring hvad foregik der? Hvorfor var huset fyldt med fremmede? Hvem var de? Hvorfor var alle så stille, så mærkelige, talte i hvisken og undgik øjenkontakt?
Drengen forstod ikke, hvorfor ingen smilte. Hvorfor de sagde: Vær stærk, lille mand, og krammede ham, men som om han havde mistet noget vigtigt. Men han havde blot mistet sin mor.
Hans far var hele dagen et sted langt væk. Han kom ikke nær, gav ingen kram, sagde intet. Han sad blot alene, tom og fjernt. Pasha gik hen til kisten og stirrede på sin mor i lang tid. Hun var ikke længere som før ingen varme, intet smil, ingen vuggeviser om aftenen. Bleg, kold, som frosset. Det var skræmmende. Drengen turde ikke komme tættere.
Uden sin mor blev alt gråt. Tomt. To år senere gifte hans far sig igen. Den nye kvinde Galina blev aldrig en del af hans verden. Tværtimod følte hun irritation over ham. Hun klagede over alting, fandt fejl som om hun ledte efter en undskyldning til at blive vred. Og hans far var tavs. Forsvarede ikke. Gribede ikke ind.
Hver dag bar Pasha en smerte, han gemte indeni. Smerten ved tabet. Længslen. Og for hver dag ønskede han mere og mere at vende tilbage til den tid, hvor hans mor levede.
Dagen i dag var særlig hans mors fødselsdag. Om morgenen vågnede Pasha med én tanke: han måtte gå til hende. Til graven. Lægge blomster. Hvide calla-liljer hendes yndlings. Han huskede, hvordan de lå i hendes hænder på gamle fotos, glimtende ved siden af hendes smil.
Men hvor skulle pengene komme fra? Han besluttede at spørge sin far.
Far, må jeg få lidt penge? Jeg har virkelig brug for dem
Før han nåede at forklare, stormede Galina ud af køkkenet:
Hvad er det nu?! Du beder allerede far om penge?! Forstår du overhovedet, hvor svært det er at tjene en løn?
Faren kiggede op og prøvede at stoppe hende:
Gal, vent. Han har slet ikke sagt hvorfor endnu. Søn, hvad har du brug for?
Jeg vil købe blomster til mor. Hvide callaliljer. I dag er hendes fødselsdag
Galina fnøs, krydsede armene:
Åh, virkelig! Blomster! Penge til dem! Måske vil du også på restaurant? Tag noget fra blomsterbedet så får du din buket!
De er ikke der,« svarede Pasha roligt men fast. De sælges kun i butikken.
Faren så tænksom på sin søn, så så på sin kone:
Gal, gå og gør frokost klar. Jeg er sulten.
Kvinden snuppede utilfreds ind i køkkenet. Faren gik tilbage til avisen. Pasha forstod: han ville ikke få penge. Ingen ord blev sagt derefter.
Han gik lydløst ind på sit værelse, fandt en gammel sparegris, talte mønterne. Ikke mange, men måske nok?
Uden at spilde tid løb han ud af huset mod blomsterbutikken. På afstand så han de snedækkede hvide callaliljer i vinduet så klare, næsten magiske. Han standsede, holdt vejret.
Så gik han beslutsomt ind.
Hvad vil du?, spurgte den ugæstfrie ekspedient, mens hun kritisk skannede drengen. Du er vist kommet til det forkerte sted. Vi har ikke legetøj eller slik, kun blomster.
Det er ikke bare så Jeg vil virkelig købe. Callaliljer Hvor meget koster en buket?
Ekspedienten oplyste prisen. Pasha trak alle sine mønter frem. Beløbet var kun omkring halvdelen af prisen.
Vær så venlig, bønfaldt han. Jeg kan arbejde! Komme hver dag, hjælpe med at gøre rent, støve, vaske gulve Lån mig blot denne buket
Er du skør?, lo kvinden med tydelig irritation. Tror du, jeg er millionær, så jeg bare skal give blomster væk? Forsvind! Eller jeg ringer til politiet her er ingen plads til tiggende!
Men Pasha ville ikke give op. Han måtte have blomsterne i dag. Han begyndte at bede igen:
Jeg betaler alt tilbage! Jeg lover! Jeg tjener, hvad der skal til! Forstå mig
Åh, se den lille skuespiller!, råbte hun så højt, at forbipasserende vendte sig. Hvor er dine forældre? Måske er det tid til socialforvaltningen? Hvorfor er du her alene? Sidste advarsel gå ud, ellers ringer jeg!
Netop da trådte en mand ind i butikken. Han havde set scenen.
Han gik ind, mens kvinden skreg på den forvirrede dreng. Uretfærdigheden så han i øjnene han kunne ikke acceptere den, især ikke over for et barn.
Hvorfor råber du sådan?, spurgte han ekspedienten strengt. Du skræmmer ham som om han havde stjålet noget, men han er kun en dreng.
Og hvem er du så?, svarede kvinden skarpt. Hvis du ikke ved, hvad der foregår, så bliv væk. Han var ved at stjæle buketten!
Jamen, næsten stjole,, løftede manden stemmen. Du angriber ham som en jæger på sit bytte! Han har brug for hjælp, men du truer ham. Har du ingen samvittighed?
Han gik hen til Pasha, som stod i et hjørne, rystende og tørrede tårer væk.
Hej, ven. Jeg hedder Yura. Hvad har du på hjerte? Du ville købe blomster, men har ikke penge?
Pasha snøftede, dyppede sin ærme i næsen og sagde med en tremende stemme:
Jeg ville købe callaliljer Til mor Hun elskede dem så meget Men hun gik bort for tre år siden I dag er hendes fødselsdag Jeg ville gå til kirkegården og lægge blomster
Yura mærkede sit hjerte knibe. Drengens historie ramte ham dybt. Han bøjede sig ned ved siden af ham.
Din mor ville være stolt af dig. Ikke alle voksne lægger blomster på en mærkedag, men du, kun otte år gammel, husker det og vil gøre noget godt. Du vil vokse til en rigtig mand.
Han vendte sig mod ekspedienten:
Vis mig de callaliljer, han har valgt. Jeg vil købe to buketter én til ham, én til mig.
Pasha pegede på vinduesudstillingen, hvor de hvide liljer glimtede som porcelæn. Yura tøvede kort de var netop de blomster, han selv havde tænkt sig at købe. Han sagde intet højt, men tænkte: Sammenfald eller tegn?
Kort efter gik Pasha ud af butikken med den skattede buket i hænderne. Han holdt den som sin dyreste skat og kunne næsten ikke tro, at det var gået så glat. Han vendte sig mod manden og sukkede nervøst:
Hr. Yura Må jeg få give dig mit telefonnummer? Jeg betaler dig tilbage. Jeg lover det.
Manden grinede venligt:
Jeg har aldrig tvivlet på, at du ville sige det. Men du behøver ikke. I dag er en særlig dag for en kvinde, som betyder meget for mig. Jeg har ventet længe på at fortælle hende mine følelser. Så jeg er i godt humør. Glædeligt at kunne gøre en god gerning. Desuden, ser vi ud til at have samme smag både din mor og min Ira elskede disse blomster.
Et kort øjeblik sank han i stilhed, hans blik vandrede til en fjern erindring. Hans tanker gik til Ira.
Han og Ira boede i nabolejligheder, med indgangene på hver sin side. De mødtes på en dum måde én dag blev hun omringet af bandere, og Yura gik til angreb for at beskytte hende. Han fik et sort øje, men fortrød det ikke et eneste sekund det var begyndelsen på deres bånd.
Årene gik, venskabet voksede til kærlighed. De var uadskillelige, og alle sagde: de er det perfekte par.
Da Yura blev atten, blev han indkaldt til militæret. For Ira var det et hårdt slag. Før han gik, tilbragte de deres første nat sammen.
Alt gik som planlagt i tjenesten, indtil Yura pådrog sig en alvorlig hovedskade. Han vågnede på hospitalet uden erindring, ikke engang sit navn.
Ira forsøgte at ringe til ham, men telefonen var tavs. Hun troede, han havde forladt hende. Over tid skiftede hun nummer og forsøgte at glemme smerten.
Måneder senere begyndte hans hukommelse at vende tilbage. Ira kom tilbage i hans tanker. Han ringede, men ingen svar. Ingen vidste, at hans forældre havde skjult sandheden og fortalte pigen, at Yura havde forladt hende.
Da han kom hjem, ville Yura overraske Ira han købte callaliljer og gik hen for at levere dem. Men han så et helt andet billede: Ira gik arm i arm med en mand, var gravid og lykkelig.
Yuras hjerte bristede. Han kunne ikke forstå hvordan kunne dette ske? Uden at vente på forklaringer, løb han væk.
Den nat flyttede han til en anden by, hvor ingen kendte hans fortid. Han startede et nyt liv, men glemte aldrig Ira. Selvom han giftede sig i håbet om heling, holdt ægteskabet ikke.
Otto år gik. En dag indså Yura, at han ikke længere kunne leve med tomheden inden i sig. Han måtte finde Ira, fortælle hende alt. Så stod han igen i sin hjemby, med en buket hvide callaliljer i hænderne. Det var dér, han mødte Pasha et møde, der kunne ændre alt.
Pasha ja, Pasha!, udbrød Yura, som om han vågnede. Han stod ved butikken, mens drengen stadig ventede tålmodigt.
Dreng, vil du have en tur et sted?, foreslog Yura blidt.
Nej, tak, svarede drengen høfligt. Jeg kan tage bussen. Jeg har været til mor før Ikke første gang.
Med de ord krammede han buketten hårdt ind til brystet og løb mod busstoppet. Yura så ham gå i lang tid. Noget ved dette barn vækkede minder, skabte en uforklarlig forbindelse, næsten som slægtninge. Deres veje krydsede af en grund. Der var noget smertefuldt bekendt ved Pasha.
Da drengen gik, gik Yura mod den gård, hvor Ira engang boede. Hans hjerte hamrede som en tromme, da han nærmede sig indgangen og forsigtigt spurgte en ældre dame, om hun vidste, hvor Ira var nu.
Åh, kære,« sukkede naboen, trist. Hun er ikke længere her Hun døde for tre år siden.
Hvad?, gik Yura tilbage, som om han var blevet ramt.
Efter hun giftede sig med Vlad, kom hun aldrig tilbage. Hun flyttede til ham. For resten, en god sjæl bar hende, mens hun var gravid. Ikke enhver mand ville gøre det. De elskede hinanden, tog sig af hinanden. Så kom deres søn. Og så det er alt, jeg ved, dreng.
Yura gik langsomt ud fra indgangen, som en fortabt ånd for sent, ensom, altid for sent.
Hvorfor ventede jeg så længe? Hvorfor kom jeg ikke tilbage et år tidligere?
Da kom naboens ord tilbage: gravid
Vent. Hvis hun var gravid, da hun giftede sig med Vlad så kunne barnet have været mit?!
Hans hoved snurrede. Måske boede hans søn et sted i denne by. En ild tændtes i ham han måtte finde ham. Men først måtte han finde Ira.
På kirkegården fandt han hurtigt hendes grav. Hans hjerte knugedes af smerte kærlighed, tab, fortrydelse strømmede på én gang. Men endnu stærkere rystede ham, hvad der lå på gravstenen: en frisk buket hvide callaliljer. De samme elskede blomster som Iras.
Pasha, mumlede Yura. Det er dig. Vores søn. Vores barn
Han kiggede på Iras foto på stenen, som så tilbage, og sagde blidt:
Tilgiv mig for alt.
Tårerne flød, men han holdt dem tilbage. Så vendte han sig brat om og løb han måtte tilbage til huset, som Pasha havde peget på, da de stod ved butikken. Der var hans chance.
Han skyndte sig til gården. Drengen sad på gyngen, dybt i tanker. Det viste sig, at så snart Pasha kom hjem, gav hans stedmor ham en skideudskydning for at have været væk for længe. Han kunne ikke holde ud og løb udenfor.
Yura gik hen, satte sig ved siden af ham og omfavnede sin søn tæt.
Lige da kom en mand ud af indgangen. Da han så en fremmed ved barnet, stivnede han. Så genkendte han ham.
Yura, sagde han, næsten uden overraskelse. Jeg håbede ikke, du kom. Jeg antager, du forstår, at Pasha er din søn.
Ja, nikkede Yura. Jeg forstår. Jeg kom for ham.
Vlad sukkede dybt:
Hvis han vil, vil jeg ikke stå i vejen. Jeg var aldrig rigtig ægtemand til Ira. Ikke far til Pasha. Hun elskede kun dig. Jeg vidste det. Jeg troede, tiden ville hele det. Men inden hun døde, fortalte hun mig, at hun ville finde dig. At hun ville sige alt: om sønnen, om sine følelser, om dig. Men hun nåede ikke.»
Yura var tavs. Hans hals strammede, tanker hamrede i hans hoved.
Tak for at acceptere ham, for ikke at afvise ham. Han trak vejret dybt. I morgen henter jeg hans papirer og dokumenter. Men nu lad os bare gå. Jeg har så meget at indhente. Otte år uden min søn er for meget. Jeg vil ikke miste et eneste minut mere.
Han tog Pashas hånd, og de gik mod bilen.
Tilgiv mig, søn jeg vidste ikke, jeg havde en så vidunderlig dreng
Pasha så roligt på ham og sagde:
Jeg vidste altid, at Vlad ikke var min rigtige far. Da mor talte om mig, nævnte hun en anden mand. Jeg vidste, at en dag ville vi mødes. Og så er vi her vi har mødt hinanden.
Yura løftede sin søn op i armene og græd af lettelse, af smerte, af en enorm, uudholdelig kærlighed.
Tilgiv mig for at have ventet så længe. Jeg vil aldrig forlade dig igen.
