DU ER VELKOMMEN… På vej op til kirken blev jeg dårlig. Benene svigtede, og alt blev sort for øjnene, netop som jeg skulle forcere den smalle sti op ad bakken til landsbyens gamle kirke – men kræfterne slog ikke til. Jeg satte mig ud i græsset, udmattet, og lagde mig ned. Min veninde Oline smed sin rygsæk som hovedpude under mit hoved. Folk på vej til den gamle kirke sendte undrende blikke, men fortsatte tålmodigt opad. Nogen rakte mig en pille; jeg lod den glide under tungen uden at spørge, hvad det var – alt var ligemeget. …Det hjalp en smule. Men lysten til bedehusets bjergtop var væk. Oline og jeg gik ned til åen i dalen og fulgtes tilbage til vores pensionat. Uden at skifte, lagde jeg mig direkte oven på dynen. Det hele føltes trist, forvirrende. »Hvorfor lod Gud mig ikke komme til kirke? Han standsede mig på vejen og sagde: Træd til side, Jannie, lad de retfærdige komme – du må blive her og tænke over dit liv…« – Jannie, skal vi ikke have lidt te? sagde Oline bekymret. – Tak, Oline, ikke nu. Senere, svarede jeg og sukkede med lukkede øjne. »Tag nu bare Oline – hun er slemt syndig: flere ægtemænd, skiftende elskere, ingen børn og ingen anger. Alt for vild til nogensinde at slå rødder, men alligevel vil hun i kirke – bange for helvede, måske? Vi vil jo alle i himlen, og helst først more os lidt, for så at nå at fortryde til sidst. Men man når det måske aldrig… Hun er god, Oline. Varm og trofast, men også stolt og egenrådig. Og hendes pude er tit våd af tårer. Fyrre-fire år og stadig ikke fundet havn. Kunsten at elske – det længes hun efter, himmelråbende altopslugende kærlighed… Hun siger altid, mit liv er kedeligt: en mand, to børn, familie døgnet rundt og evige middagsborde. Hun lokker: ‘Prøv at smage lidt på kærligheden. Du vender altid tilbage til din Erik – han tager dig, som du er. Men prøv dog passionen! Du vil ikke fortryde det…’ Men jeg har intet ønske om flere eventyr. Jeg har jo smagt forelskelsens flammer – min affære med Jens var altopslugende. To år. Min mand, Erik, fornemmede nok noget, men sagde ikke et ord. Jeg overvejede længe at forlade ham. Forelskelsen i Jens var så stærk, de stjålne møder næsten overvældende. Men jeg gik alligevel tilbage til Erik – af kærlighed, måske, eller bare resignation? Tankerne om Jens forsvandt aldrig helt. En søstersjæl – vi forstod hinanden uden ord… Alligevel, nu er kærligheden til Erik overstået. Der er mest bare medfølelse tilbage. Han har jo selv drukket kærligheden væk… Jeg sagde aldrig noget til Oline om min elsker. For hende er jeg stadig den dydige. Ja, ja… Måske lod Gud mig derfor ikke komme i kirken… En streg i regningen? Det var svært at glemme Jens – sådan en kærlighed får man kun én gang i livet. Vil jeg opleve det igen? Jo, jeg vil! Åh, ja…« grublede Jannie, 45 år… – Oline, hæld teen op, sagde jeg muntert og slog armene om hende. …Og i mit indre lød det klart: »Find ro i dig selv, mit barn. Rens din sjæl. Jeg elsker dig. Elsk også dig selv. Og kom, når du er klar…«

DU KOMMER BARE
På vej op mod kirken bliver det pludselig dårligt for Jannie. Benene føles tunge, det sortner for øjnene. Stien op ad bakken er smal, men hun har ikke flere kræfter tilbage.

Jannie viger ud i græsset og sætter sig træt, lægger sig så ned direkte på engen. Hendes veninde, Rikke, skubber forsigtigt sin rygsæk ind under Jannies hoved som pude.

Mennesker traver forbi, sender nysgerrige blikke mod den liggende Jannie, men fortsætter roligt op mod den gamle landsbykirke.

En fremmed tilbyder en tablet. Jannie åbner forsigtigt munden, ligger den under tungen uden at spørge, hvad det er det er hende ligegyldigt lige nu.

…Langsomt får hun det lidt bedre.

Men klatreturen op til kirken har hun opgivet.

Jannie og Rikke spadserer i stedet ned til den rislende å, følger den tilbage til deres pensionat.

Med tøjet på falder Jannie direkte på sengen. Hun forstår ingenting det hele føles trist og meningsløst. Hvorfor lod Gud mig ikke gå ind i hans hus? Hvorfor stoppede han mig på stien? Måske tænker han: Jannie, gør plads, lad de uskyldige komme du kan blive liggende her midt på vejen og overveje dit liv

Skal jeg lave en kande te? spørger Rikke og ser bekymret på veninden.

Tak, Rikke, det behøver du ikke lige nu. Senere måske, sukker Jannie og lukker øjnene.

Tag nu Rikke som eksempel Hun har altså syndet. Skiftende mænd, ingen børn, og hun fortryder det ikke engang. Ingen kan holde hendes ild ud. Lidt for selvsikker til tider; går alt ikke som hun vil, må vi andre flytte os. Hun tror, man bare kan gå ind i kirken og få alt tilgivet. Alle vil i paradis helst feste igennem først, og så lige nå at fortryde på faldribbet Men hvad, tit kommer døden hurtigere, end man aner.

Jeg holder af hende, selvom hun er en hvirvelvind. En god sjæl, altid der når jeg virkelig har brug for det. Men ingen kan tæmme Rikke. Selv om natten er hendes pude sommetider våd af tårer. 44 år gammel og hun har aldrig fundet ro. Hun flyder stadig rundt i livets bølger

Og kærlighed? Hun drømmer om den store, altopslugende kærlighed.

Hun hakker på mig hele tiden: Èn mand, to børn, slægtninge hele tiden på nakken, madlavning døgnet rundt det må da være for kedeligt, Jannie!

“Se dig omkring, Jannie, mændene flokkes om dig. Prøv en affære du kommer jo altid hjem til din Henrik. Han tager imod dig uanset hvad. Oplev noget, mærk din indre ild! Drop det kedelige familieliv du vil ikke fortryde det.”

Jeg orker ikke flere eventyr! Ærligt talt, jeg har ikke længere lyst.

Jeg havde min egen Affære Jesper. Jeg elskede ham vanvittigt.

Skæbnen førte os sammen, jeg var hans i to år. Min mand, Henrik, fornemmede det, men sagde ikke et ord.

Ja, jeg overvejede faktisk at forlade ham. Jesper gjorde mig skør jeg kunne ikke sige nej, jeg savnede ham, havde feberfornemmelse i hele kroppen, hjertet galoperede, bare jeg tænkte på vores møder. Han satte ild i mig. Virkelig.

Alligevel gik jeg fra ham. Ja, mens jeg elskede ham.

Blev i familien. Nogle gange forstår jeg ikke hvorfor. Med Jesper havde jeg dog glimt af endeløs lykke.

Henrik

Følelserne for ham er længe borte, men engang elskede jeg ham voldsomt. Nu er der kun medlidenhed tilbage. Han har selv drukket min kærlighed op undskyld mig.

Det var forvirrende dengang, men jeg sagde aldrig et ord til Rikke om Jesper. Hun tror stadig, jeg er hellig. Ja, mon ikke

Gud lod mig ikke komme ind i kirken

Han har sat sit mærke på mig

…Det var svært at glemme Jesper. Vi forstod hinanden uden ord, med et blik. Jeg kan ikke slette ham det var for vildt, sugende, dybt. Sådan noget oplever man kun én gang i livet. Vil du gentage det, Jannie? JA, det vil jeg! Ak, dig selv tænker den 45-årige kvinde.

Sæt vand over, Rikke, siger Jannie, nu med et smil, og krammer veninden.

…Og inde i hovedet hører hun tydeligt: Find dig selv først, barn. Rens dit hjerte. Jeg elsker dig. Lær at elske dig selv. Og kom så du er altid velkommenJannie åbner vinduet og slipper engens luft ind. Skumringen ligger lavt over dalen, og hun ser ned mod åen, hvor to børn balancerer på stenene, latteren klinger op til hende. Hun smiler, mærker varmen uperfekt, men sand.

Rikke sætter kopper frem. De siger ikke meget. Udenfor tændes de første stjerner, én efter én, som små tegn på, at noget stadig venter, måske ikke i himlen men her, midt i det urolige hjerte.

Jannie læner sig tilbage i sengen, snuser til duften af te og mærker livet prikke svagt i fingerspidserne. Hun lover sig selv, stille, at hun vil begynde forfra netop her, hvor stien delte sig, og hendes egen stemme endelig var klar nok til at blive hørt.

Så griner hun lavt, griber Rikkes hånd over bordet og mærker en mærkelig glæde spire ikke et mirakel, ingen tilgivelse fra oven, men en begyndelse blød som græsset, hun lagde sig i.

Det er ikke kirken, men det er nok.