Hvor er den dog, altså…
Kristiane smækker endnu en skuffe i og rykker straks den næste op. Hylden med kasser til mel, underskabet med gryder, det hjørnemodul, hvor hun altid propper alt det, der ikke passer andre steder. Tomt. Hvad hun leder efter, er intetsteds.
Hun retter ryggen, rynker brynene og lader blikket glide over køkkenet. Rent, ordentligt, alting på sin plads. Undtagen én konkret ting.
Mads! råber hun mod stuen, hvor lyden af fjernsynet kommer dæmpet fra. Har du flyttet på min køkkenmaskine?
Nogle sekunders stilhed, så lyder hans skridt. Mads dukker op i døråbningen, læner sig op af karmen med et underligt grin.
Nå, maskinen… Mor spurgte, om hun måtte låne den. Hun vil prøve en ny dessert og har brug for netop sådan en maskine.
Kristiane stivner. Hånden, hun lige har smækket skabet med, hænger i luften.
Har du givet den til din mor?
Ja.
Og du spurgte ikke mig?
Mads trækker bare på skuldrene; gestikken rammer noget inde i hende.
Kris, det er jo mor. Hun spurgte, jeg sagde ja hvor svært kan det være?
Hvor svært kan det være, gentager hun. Hvornår får jeg den igen?
Han bliver stående, vipper fra fod til fod, kigger et sted hen nær køleskabet.
Hun giver den tilbage. Du skal ikke bekymre dig.
Jeg havde planlagt at bage kage i weekenden. Nu ryger det hele.
Rolig nu Mads går hen til hende, tager hende om skuldrene og trækker hende nærmere. Vi køber bare en i bageren. Eller jeg kan tage over til mor og hente maskinen en dag, hvis det er så vigtigt.
Kristiane overvejer et spydigt svar, men han kysser hende på tindingen, mumler noget om “lad nu være med at blive sur” og “vi finder på noget”, og hun opgiver. Det er småting. Bare en maskine.
…To uger flyver afsted med arbejde, hverdag og serier under tæppet. Kristiane husker næsten ikke på maskinen, før hun lørdag morgen vil bage hjemmebagt brød den opskrift hun har gemt for længe siden og aldrig fået brugt.
Hun åbner et skab. Så det næste. Og endnu et.
Mads…
Han dukker søvnigt op i køkkenet med en krøllet T-shirt.
Hvad nu?
Har din mor stadig min køkkenmaskine?
Ja… Hun blev ret glad for den. Synes den er nem at bruge og kraftig. Hun spurgte, om hun ikke måtte beholde den.
Kristiane blinker. Og blinker igen.
Hvad mener du med beholde?
Som i permanent.
Mads, den kostede elleve tusind. Jeg købte den til mig selv. For mine egne penge.
Kris, nu overdriver du. Mor bager hele tiden, hun har mere brug for den. Jeg køber en ny til dig, hvis du virkelig savner den.
Det er ikke pengene!
Hvad er det så?
Hun ser på sin mand og forstår ham ikke.
Det er min ting. Du gav den væk uden at spørge.
Til min mor, Kristiane! Ikke til en fremmed kvinde på gaden.
Hun vender rundt og går ud af køkkenet. Ikke fordi hun mangler ord, men fordi hun ellers ville sige for meget.
…En uge senere lander lønnen. Kristiane tjekker bankappen, kigger på tallene, så på det tomme sted i skabet hvor maskinen stod, og går tavs ud for at handle.
En splinterny planetarisk køkkenmaskine tolv tusind kroner. Ny model, større skål, fem forskellige funktioner. Kristiane slæber kassen hjem, pakker den ud, stiller maskinen frem og kan ikke lade være med at beundre det skinnende krom.
…Samme aften bager hun en kage. Bunden hæver perfekt, cremen bliver silkeblød, bærrene ligger smukt på glasuren.
Mads spiser to stykker og roser, som om intet er sket. Kristiane nikker, smiler, vasker op. Indeni skurrer noget tungt og ubehageligt, men hun skubber det væk. Ikke tidspunktet. Ikke værd at skændes om.
Månederne går. Livet falder tilbage i rutinen: vagter på hospitalet, middage sammen, weekender hos hans eller hendes forældre. Alt er som det plejer. Næsten.
En lørdag vågner Kristiane før uret. Mor fylder femogtres, og hun vil ikke komme for sent. Hun går i bad, lægger makeup, finder sin kjole frem, den hun gemte til særlige lejligheder, og sætter sig ved sminkebordet.
Smykkeskrinet står, hvor det skal, mørkerødt og lidt slidt i kanten. Kristiane åbner låget og roder igennem indholdet. Øreringe med zirkoner, en halskæde Mads gav hende til bryllupsdag, armbånd fra Tyrkiet, en fin guldkæde…
Kris, er du snart klar? Mads kigger ind, allerede i skjorte og bukser. Vi bliver for sene.
Lige et øjeblik, hun skubber ringene til side og kigger dem igennem én for én. Kan ikke finde min smaragd-ring. Den min mor gav mig til min trediveårs fødselsdag. Den skulle være her.
Stilhed. Kristiane løfter blikket. Mads står frosset i døren og ser på et punkt bag hende.
Mads? Hvad er der?
Han tørrer sig over næseryggen og synker.
Kris, du må ikke flå hovedet af mig nu…
Hun drejer sig langsomt mod ham.
Hvad har du gjort?
Mor… hun så det ring, og hun elskede den. Hun spurgte, og så… ja, jeg gav hende den.
Kristiane ser på ham. Sekunder bliver til evigheder.
Du gav ringen, min mor har givet mig, til din mor?
Kris, det var for to måneder siden. Du har ikke opdaget det engang! Så kan den ikke være så vigtig.
Jeg er kirurg, Mads! Jeg kan ikke have ringe på arbejde. Det er fysisk umuligt! Jeg bruger kun smykker til fester og mærkedage som min mors fødselsdag!
Nu råber hun, og det er lige meget. Hele opgangen kan høre det.
Jeg sidder ikke og gnaver mine smykker som en drage! Hvor skulle jeg vide fra, at du roder rundt i mine ting og deler ud?
Jeg deler ikke ud det er min mor, Kristiane! Hvis du var en ordentlig kone, havde du selv foræret hende ringen!
Kristiane rejser sig.
Jeg tager til min mor alene. Du tager til din mor og henter min ring. Og maskinen, du har ikke glemt den, vel?
Hun griber tasken, tager gaven og går uden at se sig tilbage.
Hos mor dufter der af kager og floks. Buketten står i vindueskarmen, hvid og lyserød, sollyset spiller i kronbladene og kaster smukke skygger. Vennerne snakker, glas klirrer, nogen sætter gamle sange på, og mors veninder synger med.
Kristiane krammer familien, får komplimenter for kjolen, øser salater op og smiler så meget, at kæberne er ømme ved aften. Ingen må gætte noget. Det er mors dag, og den skal ikke ødelægges.
Men mor kan ikke narres. Da gæsterne glider ud i stuen, tager hun stiltiende Kristiane i hånden.
Hvor er Mads?
Har travlt med noget, Kristiane kigger væk. Noget vigtigt.
Mor siger intet. Hun krammer datteren fast præcis som i barndommen, når Kristiane kom hjem med knæene fulde af sår og verdens sorger. Kristiane trykker ansigtet ind mod hendes skulder, indånder den vante duft og mærker stramningen i halsen.
Du fortæller det, når du er klar, mor stryger hende over håret.
Kristiane vender hjem ved ni tiden. I opgangen dufter der som vanligt af aftensmad, elevatoren brummer, nøglen drejer som den plejer.
Hun åbner døren og stopper brat.
I entreen, midt i gangen, står svigermor. Sigrid Jørgensen i egen høje person. Ansigtet rødglødende, læberne stramme og blikket brandende.
Der er hun endelig! Sigrid går frem, og Kristiane skrider automatisk bagud. Endelig! Er der overhovedet skam i livet?
Mads kommer ud af stuen.
Mor, stop nu…
Nej! Sigrid vender sig ikke engang mod sønnen. Hvordan kan du være så selvisk, Kristiane? Hvordan kan du kræve dine gaver tilbage? Du mangler ikke noget! Jeg er ikke en fremmed! Jeg er mor til din mand!
Kristiane lukker døren efter sig, tasken tynger, fødderne er smadrede, og det sidste hun orker, er ballade.
Sigrid, det er ikke gaver. Gaver gives frivilligt. Din søn tog mine ting uden at spørge og gav dem til dig. Ingen spurgte mig. Det hedder noget helt andet.
Og hvad er det?
Tyveri.
Svigermor gisper. Ansigtet bliver blakket, munden står åben, hun hæver bare armene, ude af stand til at sige noget.
Hvordan tør du… Du… hun kommer stormende mod Kristiane. Du fortjener ikke min søn! Du er nærig, smålig, du…
Kristiane lytter ikke. Hun ser på Sigrids hånd; der glimter en smaragd på hendes finger mors ring til Kristiane.
Kristiane griber rask ved hånden, trækker ringen af med et bestemt tag. Sigrid hviner, prøver at vriste sig fri, men Kristiane har allerede sat ringen tilbage på sin egen finger og trækker sig væk.
Du er sindssyg! Mads råber og kaster sig mod sin mor. Hvad har du gang i? Det eneste du skulle var at undskylde og komme videre! Det er bare en ring!
Nej, Kristiane ryster på hovedet. Jeg undskylder ikke. Og jeg glemmer det heller ikke.
Hun ser på begge Sigrid med den rystende hånd, og Mads, der ser på hende som om hun er en anden.
Maskinen kan I beholde, Sigrid. Jeg har købt en bedre. Nu har du din søn og kan tage ham med ud af min lejlighed.
Kris, seriøst? Mads nærmer sig, men hun rækker hånden ud.
Det jeg altid burde have sagt. I morgen søger jeg om skilsmisse.
Sigrid skriger igen om utak og om sønnens ødelagte liv. Mads prøver at overdøve hende, kræver Kristiane “stoppe hysteri” og “tænke sig om”. Men Kristiane har allerede åbnet døren og står med korslagte arme.
Udgangen er der.
De går. Sigrid råbende og med vrede ord, Mads stille, som én der slet ikke fatter, hvad der er sket.
Kristiane låser døren, lader sig synke op af væggen. Der er stille nu.
Hun løfter hånden og ser på ringen. Smaragden glitrer i lyset, grøn som mors øjne. Hun burde have krævet maskinen tilbage også solgt den. Lidt erstatning for tabte nerver. Men det er småting. Ringen er hjemme, og resten skal nok gå.
