FREJA DEN HUNGRIGE
– Jeg er så sulten, tænkte hun, så meget, at jeg knap kan holde pusten.
Hun havde haft den samme tomme fornemmelse i tre uger, lige siden det skete i lejligheden på Nørrebrogade. Hvorfor var køkkenet så tomt? Hun forstod det ikke. Alt var som før: hun levede som en dronning, men nu blev der ikke givet noget som helst. Hendes ejer, Kirsten, plejede kun at give friske råvarer kød, hytteost, vitamintilskud og ingen tørfoder.
En grå morgen vågnede Freja og så sin skål tom. Katten så forvirret på den, ventede et øjeblik, men så blev den såret. Hungerens knurren blev kun højere. Et telefonisk ring i Kirstens værelse høredes, to gange, og Freja gik for at undersøge.
Hun fandt Kirsten liggende på gulvet. I det øjeblik gik låsen af, døren smækkede op, og fremtrådte fremmede mænd. De løftede Kirsten, trak hende ud af døren, og Freja så hende forsvinde. Døren lukkede med et brag. Hun stod alene i den tomme lejlighed sulten, men med vand ved siden af. Vand mættede ikke maven.
Da hun senere stod på gaden, indså hun, at vand også var en skat. Gå fra en affaldskurv til en anden og kun finde hårdt brød, ingen vandpytter tørsten blev en uudholdelig smerte. Men i lejligheden skrælede hun, græd, råbte om mad. Ingen kom.
På femte dag brød døren igen op. Fremmede trådte ind. Freja troede, de endelig ville give hende mad. Hun løb ud, mjavede. De afviste hende. Så mjavede hun igen, denne gang ikke i vrede, men i bøn. En af dem bøjede sig, greb hende om nakken og vendte sig mod en anden.
– En kat til ejeren. Hvad gør vi?
– Smid hende ud! svarer den anden.
Manden åbnede døren og kastede Freja ud i trappen. Hun stod i chok, sulten og bange, gemte sig i et hjørne. Hun forblev i trappeopgangen indtil natten, så til sidst turde hun gå ud hun trængte både efter mad og vand. Hun gik op og ned ad trapperne, i mørke og frygt.
På første sal åbnede døren sig. Freja løb mod den, men en søvnig mand greb hende og smed hende ud på gaden, ud i natten. Hun var nu alene i en verden, hun kun havde set fra vinduet.
Hun måtte drikke. I en lille vandpyt fandt hun vand, selv om det lugtede dårligt. Hun drak, men smertefulde lugte af rådnende mad fyldte hendes næse. En uge havde hun været uden mad. Hun bet i en skorpe, og sulten lettede en smule.
En anden kat kom snigende, svævede med halen, klar til at angribe. Freja trak sig tilbage i frygt. Så kom hunde, som hun gemte sig fra i træerne, mens folk kastede sten på hende. Hvor længe kunne hun overleve? Hun vidste det ikke.
Hendes pels, som plejede at være blank, blev grim og mat. Hun kunne ikke slikke sig selv ofte nok, så affald klæbede til pelsen. En dag krøb hun ved et uheld ind i glasuld, og små glasstykker sad fast i tungen, så blod strømmede.
Freja var næsten ligeglad med om hun levede eller ej. Hun nåede en park. Her var færre katte, men folk gik med deres hunde, så hun måtte gemme sig i træerne. Ved bænke om natten fandt hun madstykker.
I dag gemte hun sig i et træ for en stor hund, sad et halvt døgn og ventede på mad og vand. Med forsigtighed gik hun ned fra sit skjul, bøjede sig ned til det korte græs og gik rundt om parken. Først gik det dårligt, men så fandt hun en lille brødkrumme og en lille pølse. Hun spiste hurtigt, mens hun kiggede sig omkring.
Nu skulle hun finde vand. Hun så et sted, hvor folk drak om dagen, og hvor vandet stadig dryppede på jorden. Hun ventede på, at det ikke var helt absorberet, så hun kunne drikke.
Pludselig hørte hun et støjende støn. En mand lå på græsset tæt ved bænken. Freja vendte sig bort hvad spillede det? Men manden stønne igen. Nysgerrigheden tog over, og hun gik forsigtigt mod lyden.
Manden lå med lukkede øjne. Han stønne igen, meget svagt. Freja mærkede, han ikke kunne skade hende, så hun gik nærmere, snusede til ham. På græsset lå et lille, blinkende objekt en mobiltelefon, som Kirsten plejede at bruge, når noget var galt. Den lå for langt væk, og manden kæmpede for at nå den.
Telefonen summede. Freja sprang tilbage, mens manden næsten åbnede øjnene og forsøgte at nå den. Så så han Freja og kiggede overrasket på hende.
– Kat, hjælp mig! sagde manden med svage hænder, mens han skrapt med fingrene i græsset for at få telefonen.
Freja forstod, at manden havde brug for den, men selv ikke kunne flytte den. Hun gik nærmere, skubbede telefonen med poten, igen og igen, indtil manden endelig fik den i hånden. Telefonen gav en lyd, og en stemme lød fra den.
– Far, hvor er du? Hvorfor svarer du ikke? lød en oprørt stemme.
– Datter, jeg er i parken ved den store blomsterbed. Jeg faldt og kunne ikke nå min telefon.
– Vi kommer nu, hold ud.
Manden sank tilbage på græsset og sagde:
– Tak, lille kat! Du har reddet mig!
Freja hørte folk nærme sig, løb væk og gemte sig igen. Hun havde endnu ikke fået vand eller mad.
Dage gik, og hun forblev i parken, levede fra dag til dag. Om natten sad hun i træerne, om dagen gik hun ned for at lede efter mad. En regnvejr kom, hun blev gennemblødt og kold, men vandet var nu lettere at finde.
En uge senere hørte hun en genkendelig stemme.
– Her er jeg, jeg faldt her, og katten var her.
– Far, den er sikkert løbet væk!
– Du ved, Marie, jeg tror den var tam engang. Lad os lede efter den.
Manden og den unge kvinde kaldte på katten: Kiskiskis. Freja hørte men gik ikke frem. Manden talte, hans stemme var blød og varm, som den Kirsten havde brugt, når hun lokkede hende med mad. Freja lyttede, og for første gang i lang tid følte hun sig tryg.
Manden så hende.
– Marie, der er den. Vær forsigtig, så vi ikke skræmmer den.
Han gik langsomt frem, trak et lille tætte pose frem med tørfoder, pressede det ud på jorden i stedet for græs. Frejas næse opfangede den lækre duft, hun sprang frem, mens hun snusede rundt. På få minutter var posen tom.
Freja åndede tungt og brummede: Mmm, så lækkert!
Manden bøjede sig ned, rakte hånden ud.
– Lille kat, tak fordi du reddede mig. Vil du bo hos os?
Freja mærkede hans varme stemme, og hans hænder strakte sig mod hende, som om de ville fjerne al frygt, sult og tørst. Hun gik langsomt frem, gnided hovedet mod hans hånd, og spandt som en gang før.
Den unge kvinde kom også, strøg hende blidt.
Det var som en drøm, så uvirkelig!
Folk løftede Freja op, gik med hende ind i en lejlighed på Østerbro, badede hende, og gav hende mad. Næste dag gik de til dyrlægen.
– Freja! Hvad er sket med dig? spurgte dyrlægen.
– Kender I hende? spurgte manden.
– Ja, hun har haft en ansvarlig ejer, altid sat vacciner til tiden, svarede dyrlægen.
Manden fortalte, hvordan de havde mødt hende, og hvordan hendes gamle ejer, Kirsten, var gået bort, og at arvingerne havde efterladt katten på gaden.
– Nu er hun vores, sagde manden, og hun vil aldrig længere være uden hjem.
Han så på Freja:
– Så du hedder Freja! Dejligt at møde dig igen!
Freja fik sine vaccinationer, lå roligt i fanget, og indså, at nogen endelig ville passe på hende.
