Jeg sidder på en bænk ved en grav, ved siden af en kvinde, jeg knap har mødt før. Vi er begge gravrøvere hun på et kirkegårdsområde i Jylland, jeg på et andet et stykke længere sydpå og ved en tilfældighed er vores veje krydset i en samtale.
Mand? spurgte jeg og pegede på det lille mindesmærke i grå baret, som stod ved siden af den gamle sten.
Hun nikkede. Ja, mand. Det er nu mange år siden Jeg kan ikke vænne mig til det, jeg savner ham, jeg har ingen styrke længere. Jeg har stadig den sorte tørklæde om kraven.
Der gik et øjeblik, før hun tog en dyb indånding og sagde:
Jeg har aldrig elsket min mand.
Jeg vendte blikket mod hende, nysgerrig.
Hvor længe har I været sammen?
Vi blev gift i 1931, kan du forestille dig? Så længe har vi holdt sammen.
Så hvordan kan du sige, du ikke har elsket, når I har tilbragt så mange år sammen?
Hun trak vejret dybt, som om hun samlede mod.
Jeg gik til ham af vrede. Jeg havde set en ung mand, Anders, som jeg syntes om, men han gik over til min veninde, så jeg besluttede mig for at gifte mig hurtigt. Men så kom Jens, den stille fyr, og jeg gik med. Jeg var ude af mig af jalousi. Jeg husker, da jeg stod ved bryllupstøjet, at jeg næsten flygtede. Jeg så ham en lille, bøllet fyr med en skaldet plet og spidse ører, iført et jakkesæt, der så ud som om det var hængt på en ko. Han smilede, lykkelig, og jeg tænkte: “Det er min fejl.”
Hvad skete så?
Vi flyttede ind hos hans forældre. De var som sand i mine tænder, de sunde mig for alt. Jeg var en stor kvinde, med lilla øjne, fløjlsagtigt hår, en krop, der brød kjoler ved sømmene. Alle så, at han ikke var den rette for mig. Om morgenen stod jeg op med skinnende skotøj, fordi Jens’ mor tvang mig til at vaske dem. Jeg råbte, jeg befalede, jeg skreg endda på hans mor, fordi jeg elskede mig selv så meget, at jeg nægtede at føle mig elendig.
Jens sagde en dag: Lad os tage til byggepladsen på Farsø, tjene lidt penge, og så kan vi stå på egne ben. Jeg svarede: Hvorfor ikke? Jeg havde vinden i håret og drømme om noget andet.
Det var netop da den store jernbaneudvidelse blev sat i gang. Jeg kunne ikke klare det selv, men Jens kunne; han fik sig ind i en arbejdsgruppe, vi blev sendt først til Aalborg, og derefter videre mod grænsen ved Flensborg. Kvinderne blev sat i et vogn, mændene i et andet. Jens gik uden forplejning, jeg havde kun en lille taske, og der var ingen gang mellem vogne.
Jeg fandt hurtigt venner blandt de andre kvindelige arbejdere. Vi delte brød, som Jens mor havde bagt til rejsen. Da vi ankom til en station, kom Jens løbende og spurgte efter mad. Jeg følte mig flov og sagde, at vi allerede var mætte, men han så min skam og beroligede mig: Der er masser af mad, vi kan tage med, jeg er så mæt nu.
Jeg vidste, at han bare ville berolige mig. Han var ikke en udadvendt mand, snarere en stille, genert fyr, som aldrig ville tage en brødkrumme fra andre. Jeg glemte ham hurtigt.
Vi nåede frem til en barnekasse, hvor vi blev indkvarteret i en stor herberge: treoghalvtreds kvinder og piger i ét rum, mændene i et andet. De lovede, at vi snart skulle få familierum, men jeg holdt mig i baggrunden, lod som om jeg havde travlt, og undgik hans blikke. Jeg lå ofte ved vinduet, ventede på at se ham, men regnen og tågen gjorde det umuligt at se ham.
Jeg besluttede mig for at skilles. Gud havde ikke givet os børn, vi havde kun levet to år sammen, og kærligheden havde aldrig rigtig været der. Af medlidenhed sov jeg nogle gange i hans barakker.
En dag dukkede en stor, sorthåret mand ved navn Gustav op. Han var høj, med en bølgende frisure, og vi arbejdede hårdt på byggepladsen. Jeg var betonarbejder, men livet var fyldt med latter, øl fra tyske bryggerier, appelsiner og pølser, som vi aldrig havde smagt hjemme. Der kom koncerter, dans på den lille klub i lejrens kant, og jeg blev forelsket i Gustav på et øjeblik.
Jens kom ind og forsøgte at stoppe mig, men jeg sagde: Jeg vil skilles med dig, Kirstine, svarede jeg. De gav os hver især et lille rum i lejrens skranke. Jeg gik bort fra Jens, men hans skygge fulgte mig. Jeg følte mig fanget mellem to verdener.
Gustav og jeg begyndte at tilbringe tid sammen, men Jens så mig stadig. En dag slog Gustav mig i ansigtet for at forsvare mig, og jeg mærkede, hvordan kærligheden til ham begyndte at svulme. Jeg sagde til Gustav: Jeg kan ikke blive, men jeg vil være med dig. Han svarede: Jeg elsker dig, Kirstine.
Jens vendte sig imod mig, men jeg kunne ikke længere se ham som en fjende. Jeg gik til hospitalet, hvor Jens blev indlagt efter en kamp med Gustav ved en station. Jeg så ham ligge i en gul vagtstue, ansigtet blåligt, benene som en tung vægt. Jeg spurgte: Hvorfor gik du ind i kampen? Jeg sagde: For dig!
Jeg følte medlidenhed med ham. Jeg husker, hvordan han på en krykke stod ved vinduet i en gammel sygeseng, iført en slidt natkjole, og sagde: Gå ikke fra mig, vi flygter sammen, barnet vil være vores.
Jeg svarede: Hvorfor? Jeg elsker dig, svarede han, og jeg sagde: Så gør det, hvis du vil.
Vi flyttede til et fjernt område i Nordjylland, hvor Jens arbejdede som maskinmester på en lille fabrik. Han blev leder af et hydraulikteam, rejste rundt med værktøjet, og bragte altid hjem små gaver: honning, hjemmebagte småkager, friske æbler. En dag sagde han stolt: Jeg har en kone, der er gravid.
Jeg gemte mine øjne, men han var stolt som en dreng. I vores lille hus fik jeg et kontor, og jeg blev ansat som sygeplejerske. Da barnet blev født, en lille dreng ved navn Max, så Jens på ham med tårer i øjnene. Vi kaldte ham efter min far.
Men jeg følte ingen kærlighed eller had for ham længere. Jeg ønskede bare, at han skulle hjælpe mig. Han gjorde alt: han samlede tøj, bragte mig vand, sagde: Vandet er koldt lad os holde os varme. Hans overstadige kærlighed begyndte med tiden at irritere mig.
Vores søn Max, nu omkring tretten, gik på en børneafdeling i politistationen. Jeg mødtes med en ung betjent, som blev min ven. Han fandt en god tone med Max, men han lod sin far stå udenfor, så han aldrig kunne påvirke Max.
Jens blev sendt til videreuddannelse i København, mens vi boede i en lejlighed i Københavns forstæder. Han sagde til mig: Hvis du ikke vil gå, så gå. Jeg svarede: Tag af sted.
Han rejste til Moskva for studier. Jeg sagde: Kør, så længe du kan. Med en bitter smag forlod han os. En politimand ved navn Søren kom til mig og sagde: Du skal skilles, du elsker ham ikke længere. Jeg svarede stille.
Jeg har i mange år gemt et brev fra Jens, som han skrev, inden han forlod mig. Han skrev, at han forstod, at han havde ødelagt mit liv, at han aldrig havde elsket mig, kun tålet mig. Han lovede at sende mig halvdelen af sin løn, så jeg kunne klare mig. Brevet var fyldt med undskyldninger, men ingen vrede.
En efterårsdag, da bladene faldt fra birkene, sad en kvinde i sort tørklæde ved gravstenen, og hun tørrede sine tårer med en lille håndklæde. Jeg spurgte hende: Hvorfor græder du? Livet er en mærkelig ting svarede hun. Hun så på mig og sagde: Har du nogensinde tænkt på, at kærlighed er som en flamme, der kan brænde ud, men kan også lyse op igen?
Jeg husker, hvordan jeg som ung gik på hospitalet for en hård operation, som gik galt. Jeg blev lagt på en gul stue, hvor Jens ventede ved siden af mig. Han holdt min hånd, trak vejret dybt og sagde: Gå ikke væk, vi finder en vej ud af dette.
Jeg tænker på den dag, hvor vi på et snevejr fik en forsendelse til vores lille by, men den endte i en naboby. Jens gik ud i stormen for at hente den, men han blev syg af kulden og fik feber. Jeg sagde til ham: Du behøver ikke gøre det for mig.
Efter mange år har jeg forstået, at jeg kun har brug for én person i mit liv: mig selv. Jeg har skrevet et brev til Jens, men han vil sikkert ikke forstå mig. Jeg har elsket ham, men også tålt ham, og nu er jeg bare taknemmelig for, at han engang var min mand.
På den grå bænk ved graven ser jeg på den lille sten, der bærer hans navn: Jens Madsen, 19051972. Jeg ved, at lykke kun findes, når man har åbnet sit hjerte for andre. Sådan gik det, og sådan vil jeg altid huske det.
