Mit navn er Else Madsen, og jeg bor i Randers, hvor Jylland stadig bærer sporene af gamle slag og stille søer. Ole Jensen og jeg har kendt hinanden i evigheder. Han har altid været festløve, elsker kvinder og et liv uden for meget ansvar. Skæbnen slog ham dog i ansigtet, og nu er han faldet i den grav, han selv har gravet.
Hans kone, Signe, har tilbragt de sidste to år i Tyskland for at tjene til familien. Hun har efterladt to voksne børn, som står på egne ben, og vender kun tilbage en uge eller to hver sommer – ferien tillader ikke mere. Hver måned sætter hun stille penge ind på deres fælles konto, så Ole kan trække, hvad han vil. En dag stødte jeg på ham på gaden, og han inviterede mig på en kop kaffe. Over den varme drik udspillede han sin historie – bitter som billig tobak, så absurd at jeg stadig ikke kan forstå, hvordan han endte her.
Da Signe rejste, fulgte Ole et år med ensomhed, afbrudt af korte affærer med gamle bekendtskaber, men så besluttede han: nok er nok. Han længtes efter varme, lidenskab, nogen ved sin side i sengen. “Man lever kun én gang!” mumlede han til sig selv og lagde blikket på den unge, smukke Freja, som i årevis har fanget hans fantasi. Hun spillede hård, men i sidste ende overgav hun sig og blev hans elskerinde. Hun var smuk som et postkort, men med et temperament, der kunne få selv den roligste sømand til at ryste. Krav, hyl og uendelige ønsker flød fra hende, mens Ole, blød som voks i hendes hænder, opfyldte alt, hvad hun bad om.
Ole vidste, at man ikke kan forvente godhed fra en sådan elskerinde, især hvis man er svag og vil gøre alt for et smil. Freja tømte ham for hver en krone. Først gik pengene til tøj og regninger, så til renovering af hendes sommerhus, til hendes søns dimission og en ny fjernsyn. Til sidst købte han hende en brugt bil. Da sparepengene var opbrugt, gravede han i Signes konto og trak tusindvis af kroner, i troen på, at ingen ville opdage det. Men hemmeligheder har en måde at komme frem i lyset på. Signe fik nys om svigten – “de gode folk” i udlandet rapporterede det videre. Hun konfronterede ham på videoopkald, råbte så højt, at glasene rystede, og truede med at fortælle deres døtre, som stadig så ham som en helt, om hans forræderi. Hun sagde, at hun ville vende hjem og anmode om skilsmisse, hvis han ikke slap den unge kvinde.
Freja greb fat om ham som en flåte. Hun ville ikke miste den gavmilde “pappa”. Først iscenesatte hun en falsk graviditet, svor at hun ville få barn, og pressede på med medlidenhed. I panik kørte Ole hende til et spa‑resort for at tale hende fra det. Hun gik med til abort, men udsatte en regning på 10.000 kroner, som han ikke havde. Han måtte optage et lån og drukne i gæld. Da han endelig troede, at mareridtet var forbi, snoede Freja sit net videre – hun indledte et forhold med hans chef. Chefen, nu under hendes charme, ydmygede Ole på arbejdet, truede med at fyre ham. Hvis han mistede sit job, hvordan skulle han så betale sin gæld? Ole stod på randen: hans karriere hang i en tråd, pengene smuldrede, og samvittigheden bide som en sulten hund.
Han fortalte mig, at han overvejer at flygte til Signe i Tyskland – at kaste sig i hendes arme, bede om tilgivelse og måske redde den sidste rest af sit liv. Til sidst smilede han bittert: “Jeg vidste, at der ikke findes gratis ost, men min skive viste sig alt for salt.” Så gik han med hovedet sænket, mens jeg sad tilbage og stirrede på den tomme kaffekop. Ole gravede sig selv i dette helvede for billig lidenskab, for en pige, der sugede alt ud af ham: penge, stolthed, familie. Signe slæber på arbejdet i udlandet for at sikre, at deres børn lever et anstændigt liv, mens han byttede hende ud med en krasslig flue, der dræner ham for hver dråbe. Når døtrene får sandheden, vil de forbandes ham – og det er fortjent.
Jeg ser ham kæmpe for at holde sig oven vande, men kan ikke lade være med at tænke: hvad sker der så? Freja vil presse ham til sidste dråbe og så smide ham som et tomt skal. Chefen vil smide ham ud, og så står han tilbage uden familie, uden hus, med en gæld, der vil kvæle ham til hans sidste dag. Han troede, at ungdom kunne købes, at kærlighed var en gave i smuk indpakning. Nu betaler han dybt – alene, bittert, med tomme hænder. Måske vil Signe tage ham tilbage, men vil hun tilgive? Jeg ville aldrig kunne. Han svigtede ikke kun hende, men også deres børn, børnebørn, som kunne have glædet hans alderdom. I stedet står han over for en ung, hånende kvinde, der griner bag hans ryg. Sådan ender festløven – kun en skygge af sit tidligere jeg, og en lektie, han aldrig vil glemme.
