Som længe som det gik for Nynne hos sin datter, følte hun alligevel en stille stemme i sjælen, der kaldte på hjemmet. Datteren havde givet hende et lyst værelse, alt var rent og velordentligt, men når Nynne så ud af vinduet, mærkede hun som en fugl i et bur, der længtes efter frihed.
Hver morgen spurgte datteren: Mor, hvad vil du have til suppe? En grøntsags, en kyllinges eller en fiskes? Nynne svarede med et smil: Giv mig bare lidt af dit hjerte, så jeg kan flyve hjem som en stjerne. Hun ville ikke have ekstra mad, kun ro og plads til at så sine egne frø i haven, så hun kunne så sine yndlingsblomster og de muntre unge planter, som hun elskede.
De lo begge, datteren med høj latter, Nynne med en smertefuld følelse i brystet. Om foråret stod hun på trappen før daggry, mens stjernerne stadig lyste. Røgmælken steg fra skorstene, fuglene kvidrede på deres egen måde, og alt syntes at velsigne den kommende dag. På marken gik Jørgen med koen ud til græsset, mens Lise, hans hustru, klagede over, at han kom hjem gennem mudderet hver dag. Kolde Karl slog med hammeren på renoveringsprojekter, indtil solen gik ned, og Maja løb efter vand til dyrene, så hun kunne vande og tørre stallen, før hun skulle tjekke Nynnes helbred.
Nynne så på datteren og tænkte på sin egen gade, sine gamle naboer. Hun drømte om en gryde suppe, som man kan skovle ud fra en gammel brændeovn, og om at drikke te med venner fra en kande ved frokosten, med sukker og flødeskum. Når vennerne kom på kaffebesøg med hjemmebagte småkager, friske boller og en slurk af kaffe, blev samtalerne livlige, og de trak hånden efter sukkeret som om de søgte en sød trøst.
Hun huskede den første nat i deres nye hus med sin mand, hvor de sov på et gammelt træbord vendt på siden, uden stole, uden gardiner, kun et tyndt tæppe på gulvet. Hun var en forældreløs pige, opvokset af sin bedstemor, indtil hun som ung kvinde blev gift med en rig bonde, der hed Hans. Hun blev straks en ønsket svigerdatter, selvom hun var stille og underdanig, mens hendes svigermor råbte og truede med at smide dem ud. Hans stod som en tyr, ufortrødent, uanset deres råb.
Hans far gik med en stok, men var stolt af sin søn. En dag slog han et gammelt egetræ i frustration og råbte: Lad være med at sende vores dreng ud i krig, lad ham i stedet finde fred i hjemmet. Således lærte de, at uanset om man er rig eller fattig, skal man dele både glæde og nød.
Hans tog sin bælte af, vinkede til sin kone og sagde, at han skulle forberede saunaen, for i morgen skulle han mødes med svigersønnen. Så levede de sammen, men Hans havde to brødre, som han skulle dele arven med. De byggede et hus fra grunden, arbejdede hårdt, og Hans’ kone, Anna, var så elsket, at han ville flytte bjerge for hende. Efter krigen var tiden hård, men Anna stod ved hans side, selv da hun var gravid og gik ud på marken for at høste hø.
I markens høje siv stod de lange, spidse planter, som krævede en dygtig høster. Svigermoren troede, at Nynne ikke kunne klare seglen, så hun gav hende en stor svinge. Nynne stod i vandet på barfod, gik hurtigt rundt med seglet og bar den ind i stallen for at tørre den. Hver dag gik hun ud på engen, hendes hænder var sår, tæerne slæbte i sivene, og ryggen gjorde ondt.
En morgen blev hun syg: hovedet såret, svimmel, sveden løb, kulde og svaghed frygtede hendes lemmer, og maven føltes tung. Svigermoren sagde: Lad være med at arbejde, du skal hvile. Hans lagde sin hånd på hendes pande og råbte: Jeg henter lægen.
Senere stod Hans og græd på trappen, fordi han mente, han havde svigtet sin første datter. Svigermoren beroligede ham med hårde ord: Du vil få flere børn, de vil overleve, men du må ikke lade dig selv tabe mod døden. Hans tænkte på, at den største sorg var, at der ingen kunne høste for ham.
Den tidlige fødsel kom, og smerten var så intens, at hun følte, som om et jernstykke brændte på hendes bryst. Svigermoren bandede et kraftigt stof omkring hendes bryst for at holde mælken i, men det hjalp kun lidt. Nynne ville være alene og græde over tabet af sit barn, men svigermoren pressede hende til at fortsætte arbejdet.
Hans gik frem og tilbage mellem byggepladsen og marken, mens Nynne lå i sengen, uden at spise eller drikke. Mælken løb ud, feberen gik ned, men sorgen efter sit barn blev ved i hendes hjerte.
Svigermoren gik på marken med en økse og sagde: For at spise, må du først arbejde. Hans så, at huset var færdigt, med en ny kamin og nye vinduer, og de flyttede ind i deres nye hjem. Bedstemoren gav dem en ko, ti høns, en lille svin, og faren leverede mel, korn og en påmindelse: Du må ikke bære nag mod din mor, for hun tænker kun på arbejde.
Efter to år fik Nynne en søn, og hvert år kom tre piger. De levede i harmoni med Hans, delte alle svære tider i stilhed. Besøg kom sjældent, men børnebørnene løb til deres bedsteforældre, og alle hjalp til på gården. Nynne så de fine møbler i deres børns lejligheder og mindedes, hvordan hun og Hans sov på en gammel træmadras, hvordan de glædede sig over de første gardiner, de første halmborde, og hvordan de første malerier af blomster virkede så levende som livet selv.
Familien havde en klar regel: Respekter de ældre, så de yngre ikke bliver såret. Ær dine forældre fra første ord, og forældre skal elske deres børn. Uddannelse var vigtig, så alle gik i skole og fulgte deres drømme.
Hver aften gik Hans og Nynne ud i deres smukke have, satte sig på bænken og nød stilheden. Hver æbletræ var opkaldt efter et barn: Ida blød, Lise stærk, Mikkel først sur, men så sød, og Sara ufordringens frugt. De mindedes deres unge dage, og Nynne forestillede sig, hvordan hendes første datter ville være som en voksen.
Hans sagde: Vi var unge og naive, troede vi kunne gøre alt. Jeg var dum, så jeg ikke så, hvor meget du bar, og da vi mistede vores barn, blev jeg flov. Jeg lover nu at give den omsorg, du fortjente, til vores børnebørn.
Da børnene fik egne familier, kom de sjældnere på besøg. Hans blev gammel, krum og syg. En dag sagde han til Nynne: Når jeg en dag går bort, skal du ikke hastigt rejse til børnenes hus. Vores hus, haven, jorden er levende, og selvom vi mister ord, så lever sjælen videre. Træerne vil møde dig, de har set dig som ung, som gammel, som en kvinde. De vil savne dig, men deres rødder holder dig i live. Du er husets dronning, du har ret til at blive i dit hjem, indtil du selv bliver svag, så vil du forstå, at du skal gå videre.
Nynne lyttede til ham, og hendes hjerte blev roligt. Hun sagde: Tag mig med hjem, eller lad mig gå til fods, men jeg vil lægge mig i din bløde seng, selvom den føles kold, for jeg vil ikke forlade dig.
Rygtet om, at Nynne vendte hjem, spredtes hurtigt. Veninder kom med småkager og konfekt til teen, og haven hilste på hende med de første grønne skud, der sang i vinden. Væggene omfavnede hende, ovnen brændte af glæde, og varmen fyldte rummet.
Børnene ringede hver dag, og svarede: Tak for jeres omsorg, vi vil tage os af huset, haven og jer. Sådan endte Nynnen med at forstå, at hjemmet er hjertets sted, og at respekt, kærlighed og fællesskab holder familien samlet gennem livets årstider.
