I den nye lejlighed i et slidt kvarter i København hang duften af frisk fugtig tapet i luften. Den duft bar en underlig tryghed, som om den lovede, at de ti kvarte meter, der nu var hans, ville holde ham fast på jorden for evigt. Endelig, efter årtiers frem og tilbage mellem andelsboliger og kollegieværelser, mærkede Mikkel Sørensen, at frygten for at blive smidt ud ved udlejerens lyst smuldrede væk. Selvom flytningen havde været en udmattende nervepirrende affære, kunne den ikke slukke den lette, næsten barnlige optimisme, som om han endelig havde plantet sit flag på planeten og aldrig mere ville forsvinde.
Til indflytningsfesten bagte Birgitte Møller en fiskepai med æg og grønne forårsløg. Hun lagde den i midten af det lange bord, hvor familien Hansen samledes: far, mor og fire små børnebørn Asger, Freja, Liva og Emil. Birgitte gik rundt som en blæksprutte, hældte te, skar små stykker, drillede børnene, som trommede med skeerne mod kopperne, rørte sukker i den gyldne te og spejlede den glinsende fiskefyldning, som lyste som en solnedgang i et glas. Mikkel betragtede dem og følte en underlig varme, som om han var tilbage i barndommens køkken hos sin egen mor. Men lykken blev hurtigt til en tåge, som om en lille orm havde krølt ind i den perfekte æblefrugt. Han tænkte på, hvornår han sidst havde skrevet til sin mor. Måske i året, da hans første barn sådde i den store verden. Nu var Asger tretten. De havde set hinanden kort efter Mikkels værnpligt, før han rejste mod fjerne byggepladser. I alt var der gået fireogtyve år siden deres sidste møde.
Smid dig ned! råbte Birgitte muntert, satte sig på en stol og tog et par slurke af teen. Børnene spildte lidt, lo og slikkede hinandens læber, mens de sugede den varme, ravfarvede drik. Mikkel slappet af, tog et stort stykke af paien fra sin kone og spiste langsomt.
Birgitte, hvor er den blå mappe med brevene?
Jeg har stadig tre papkasser på loftet; måske er den i en af dem.
Find den for mig.
Er det vigtigt, eller kan du vente?
Haster.
Børnene slikkede deres andet stykke, mens Birgitte fyldte op i kopperne med et smil, der svarede på børnenes jubel. Den første middag i den nye lejlighed var uimodståeligt lækker og styrkede den gryende følelse af lykke.
En time senere sad Mikkel ved køkkenbordet og gennemgik indholdet af den blå mappe. Der lå et knippe breve fra kollegaer, omkring tyve militærfoto og et kort notat fra hans mor. Da hun var i militæret, var hun i halvtreds, og hun sendte ham lange breve med landlige nyheder, verdenskatastrofer og små, lune vittigheder, som altid sluttede med: Kære lille Mikkel fra mor Ina. De gamle breve havde Mikkel altid slidt i små stykker og smidt i skraldespanden de var kedelige sammenlignet med de farverige breve fra søde pigen, som skrev til den sjoveste soldat. Nu fortrød han, at han havde smidt dem væk; hans hjerte sank som om det blev klemt. Han tog det eneste bevarte brev fra sin mor frem og læste:
Kære dreng, jeg har hørt at din far, som du blev født af, er gået bort. Du husker ham nok ikke du var så lille, da han døde. Jeg har ikke set dig i mange år, så vi må måske mødes igen.
Birgitte rystede på hovedet og sagde: Mikkel, du kan godt tage af sted. Jeg har ingen penge til en rejse alt gik op i flytningen.
Er der ingen penge overhovedet?
Lønnen kommer først om to uger, feriegodtgørelse er brugt på renovering, så jeg får først løn om en måned. Til mad er der kun en lille smule til, indtil jeg får min løn.
Så må vi låne af Simonsens.
Hvorfor så pludselig? Du har aldrig talt om at besøge moren din.
Jeg har bare brug for at se hende, og jeg kan ikke klare alt hjemme med fire børn og arbejde.
Birgitte krammede ham, lagde sin kind på hans og gik ind i køkkenet, mens hun drømte om et bedre liv.
Rejsen gik over tre stræk af uendeligt træg tidsforløb. Mikkel havde svært ved at tro, at han var på vej hjem til sin mor. Han tog toget, så en bus, fangede en lift og gik til fods de sidste hundrede meter til den gamle bondegård, hvor hans barndom lå. Han gik med en mærkelig, som om hans fødder var lavet af vat, trak vejret dybt for at dæmpe sit hjertebanken, og så sig omkring. Landsbyen var forvandet; husene var falmede grå, nogle var næsten opslugt af jorden, men de få haver var stadig grønne. Han genkendte den bøjede hegn, skubbede den knirkende port op, gik ind på den lille forhave, standsede i midten og så den gamle stald. Døren stod på klem, så han trådte ind i mørket.
Er der nogen derhjemme? spurgte han blidt.
Jeg er her, svarede en stemme fra et mørkt hjørne.
Mikkels øjne vænnede sig til mørket, og han så en skrøbelig skikkelse sidde ved kanten af en seng. Han lagde sin rygsæk på gulvet og satte sig på en bænk.
Kommer du fra arbejdet? spurgte hun.
Nej.
Om vinteren har jeg stået med brænde, men sidste vinter var så hård, at jeg knap klarede mig. Nu venter jeg på, at nogen bringer brænde, så jeg kan holde varmen.
Mikkel sprang op, mærkede en mærkelig styrke, da han sagde til hende: Lad mig samle brænde for dig. Hun nikkede og sagde: Sid, så får du lidt te. Jeg har hørt dårlige nyheder om pensionen, men jeg er nødt til at spare på strømmen.
Der lød en hundehyl, en høne kacklende, og over himlen fløj en flyvemaskine, der brummede som om den bar på hemmeligheder.
Jeg er din søn, sagde Mikkel.
Søn? mumlede den gamle kvinde Jeg har ingen søn. Han er forsvundet.
Hvorfor forsvandt han? spurgte Mikkel. Er det mig? Se på arret på min albue; det fik jeg, da du ved et uheld ramte mig med en varm jernpande.
Jeg kan ikke huske. svarede hun. Jeg er blind, men jeg ved, at jeg har set dig som barn, da du lagde dig ved min side med en lille hund.
Mikkel følte, at lyset omkring hende begyndte at falme, som om hun gled ind i intetheden. Han spurgte, om han måtte gå ud en kort stund. Hun gav ham lov.
Han gik ud i den kolde nat, vinden kaldte hans tårer på kinderne, og han hørte sin egen stemme synge en tommelmelodi, mens han gik gennem den snørklede sti. Han fandt et bunker af brænde i skuret, tog en økse og begyndte at hugge. Arbejdet gik hurtigt, og han lagde brændet i den store stue, tændte op i pejsen.
Hvem tænder for dig? spurgte Mikkel, mens han så den gamle dame holde hånden på flammerne, hendes fingre var sort af forbrændinger.
Hun smilede og sagde: Det er mig selv. Jeg har haft så mange år med brændte hænder, at smerten er væk, men varmen er stadig min ven.
De varme brød i gryden, vandet i kedlen på den glødende kogeplade, mens den gamle kvinde lagde grød på en tallerken. Mikkel så på hende hun var tynd, gråhåret, uden tænder, med et ansigt der smilede, selvom hun var blind. Pludselig begyndte hendes skikkelse at blive gennemsigtig og forsvandt som en tåge. Mikkel rystede hovedet, ville jage visionen væk, og spurgte:
Må jeg overnatte hos dig?
Selvfølgelig, svarede hun.
Han gik ind i en lille sideværelse, lagde sig på den gamle sofa uden at tænde lampen, fandt et tæppe i mørket, lagde det om sig så langt hans hage nåede og lukkede øjnene. Han tænkte på sit liv: arbejdet på byggepladsen, de lange vagter, de penge han sparede til den store bryllupsgave til sin kone, den dyre bil, de fire børn og deres opsparingskonti, den store lejlighed han endelig havde købt. Alt dette flød som en drømmeagtig strøm af minder. Han vendte sig mod døren, så en sort skygge ved vinduet, som om hans mor sad på kanten af en seng.
Sover du? spurgte hun.
Jeg kan ikke sove, svarede han, og begyndte at fortælle om sit liv. Men hendes stemme blev en hvisken fra en anden verden:
Jeg ved ikke, hvem du er. Døden er hver dag ved min dør, men Gud skynder sig ikke.
Mikkel forsøgte at forklare, men hun sagde, at han ikke behøvede beviser. De talte om barndommens lille hund, om arret på hans albue, om en ven ved navn Vagn, som også var uden far. Hun græd stille, men kunne ikke se ham. Til sidst sagde hun, at hun ville forblive, hvor hun var, og at han skulle gå.
Mikkel vågnede med hovedpine. Drømmen om hans mor var både skræmmende og sød. Han havde forventet en festlig genforening, men fik i stedet en tavs, blind skikkelse, der ikke genkendte ham. Han pakkede sin rygsæk, gik ud i den frostklare morgengry, så hendes ansigt i vinduet, sagde farvel og gik ud af gården. Jo længere han gik fra landsbyen, jo lettere blev hans hjerte. Han forestillede sig at skære et stykke af livets brød med en imaginær kniv, kastede det på vejen og mærkede en indre ro. Alle har deres skæbne, hviskede han til sig selv, men jeg må stadig holde min egen familie og børn omkring mig.
Ingrid Jensen sad stille ved vinduet på den gamle bondegård, så ud over de grå skyer, uden at røre sig. Til sidst sagde hun med en stemme, der lød som vinden: Vi har set hinanden, min dreng. Du har fundet din vej.
