Hey, jeg har lige en lille historie, som jeg tænkte, du ville finde sjov at høre – så lad mig bare gå i gang, som om jeg sidder ved køkkenbordet og snakker i telefonen.
Der var engang Egon Sørensen, en fyr på omkring fyrre, som arbejdede som teknolog på en større maskinfabrik i København. Efter en lang og anspændt ægteskab besluttede han sig for at flytte ud af den gamle lejlighed, han delte med sin ekskone. Han pakkede kun en gammel Volvo 240, som han havde arvet fra sin far, og en lille kuffert med sine mest nødvendige ting. Alt det andet – møbler, køkkengrej og så videre – blev i den fælles lejlighed.
Egon ville egentlig ikke gøre det svært for sin datter, så han sagde bare: “Hun vokser, lad hende beholde alt.” Men hans ekskone havde kun ét ord i hovedet: “Giv mig penge!” Så Egon sendte sin løn, bonusser og den 13. måned ud hver måned, men hun syntes altid, at der manglede noget. Han lovede også at betale børnebidrag og hjælpe med udgifter til pigen.
I starten boede han hos en god ven, men snart fik han et værelse på en kollegieværk i Aarhus, og som en højt eftertragtet specialist kom han på ventelisten til en offentlig lejlighed. Det var i midten af 80’erne, da de fleste offentlige boliger i Danmark blev tildelt på ventelister, ikke som gaver.
Efter to år byggede hans firma en ni-etagers blok, og fagforeningskomitéen kaldte ham ind. Formanden sagde: “Egon, du bor alene, så du har ret til en et-værelses lejlighed, men vi har også en lille to-værelses til dig, hvis du vil have den.” Egon blev lidt rørt og sagde tak med et stort smil.
En måned senere samlede han sine få bøger og sine tekniske manualer, lastede dem i den gamle Volvo og kørte til den nye lejlighed. Elevatorerne var stadig under konstruktion, så han gik op fem etager ad trapperne og stod foran dør nummer 72. Han stak nøglen i låsen – men den sad ikke. Pludselig hørte han en raslen bag døren, og en svag stemme hviskede: “Hvem er der?” Egon bankede på, men intet svar kom. Han gik ned, fandt en låsesmed, og de brækkede døren op.
Inde i lejligheden stod en kvinde med store, bange øjne, og ved siden af hende var to drenge på syv og otte år, som kiggede nysgerrigt rundt. Kvinden hed Lone, og hun råbte: “Jeg flytter ikke ud! Jeg har børn, du kan ikke smide os på gaden!” Egon forsøgte at forklare, at lejligheden var hans, at han havde en officiel tildelingsorder, men Lone svarede: “Prøv da at smide mig ud i vinterkulden med børnene!”
Egon gik tilbage til fagforeningen og fortalte hele historien. De konkluderede, at Lone var en enke, hvis mand var døde i en arbejdsulykke, og at hun havde boet i et gammelt kollegieværk, som var ved at blive en isnende hule om vinteren. Hun havde stået på ventelisten i årtier, men hver gang blev hun skubbet længere bagud. Så hun havde besluttet sig for at flytte ind i hans nye lejlighed uden tilladelse.
Formanden sagde: “Vi skal have hende ud og gå i retten. Det tager tid, så vi må vente.” Egon foreslog: “Kan vi ikke snakke med hende først? Måske finder vi en fredelig løsning.” Formanden rystede på hovedet: “Disse mødre gør, som de vil, loven hjælper dem sjældent.”
Egon gik tilbage til lejligheden, mens en låsesmed reparerede låsen, og sagde: “Lad os snakke ordentligt. Du har flyttet ind i en andens lejlighed – loven er ikke på din side.” Lone svarede: “Hvorfor har jeg så fået denne lejlighed? Jeg har børn, og jeg vil ikke fryse i det gamle kollegieværk.” Egon forklarede, at han havde arbejdet i firmaet i tyve år, havde en tildelingsorder, og at han selv havde brug for et sted at bo. Lone var stadig overbevist om, at hun havde ret.
Mens sagen gik videre, kom kommunens boligkontor forbi og advarede Lone om, at hun skulle flytte inden for en måned. Lone var i tårer, drengene holdt fast i hendes hænder, og hun sagde: “Vi må flytte, men jeg har intet sted at gå hen.” Egon spurgte hende, hvorfor hun aldrig havde fået en lejlighed gennem kommunen. Lone fortalte, at hun mange gange var blevet mødt af en sur, selvhøj leder, der bare sagde: “Vent lidt længere.”
Egon sagde: “Kom med mig, så tager vi til borgmesteren.” De kørte sammen til kommunens boligkontor. Egon fandt modet til at gå ind, forklare situationen for chefsekretæren, og endda true med at få en kontrol af ventelisten. Chefen, en mand ved navn Morten, smilte pludselig og sagde: “Lone, du er på listen, og du får en to-værelses lejlighed om to måneder i den nye boligblok på Nørrebro.” Egon så på dokumenterne, hvor Lone stod på ventelisten med adresse og nummer. Han sagde farvel og lovede: “Hvis de ikke holder deres løfte, så vender jeg tilbage.”
Da de kom tilbage, pakkede Lone sine få ejendele sammen. Hun sagde: “Jeg vender tilbage til kollegieværket, men du har allerede gjort så meget for os.” Egon foreslog: “Lad os dele lejligheden. Du får stuen, jeg får soveværelset, resten er fælles. Ingen husleje fra dig, kun et smil.” Lone blev så rørt, at hun næsten græd.
Efter et stykke tid begyndte Lone at lave morgenmad til drengene og til Egon. Han ville gerne give hende penge, men hun sagde: “Jeg vil bare kunne sige tak med et stykke brød.” En aften bankede hans ekskone på døren. Hun sagde: “Du har virkelig taget en ny bolig, så du har nok plads til en gammel ven.” Egon førte hende ud med en arm under albuen, sagde, at hun var velkommen til at besøge, men at hans nye liv nu bestod af en god ven og en lille familie.
Foråret kom, og Lone fik endelig nøglen til sin egen nye lejlighed i den nye blok. Egon hjalp hende med flytningen, og hun sagde med tårer i øjnene: “Tusind tak, Egon Sørensen, for din store hjertevarme, for din hjælp, for at der stadig findes ægte mænd som dig.” Mens Lone slog sig ned i sin nye bolig, gik Egon på arbejde, men på vej hjem brækkede han benet i et fald på fabriksgulvet og måtte indlægges. Kollegerne kom på besøg, datteren hans kom med kager, og så kom Lone med en lille kurv: “Her, jeg har lavet kartofler med frikadeller og en salat – du skal have noget at spise.”
Egon tog hendes hånd og sagde: “Vi har boet under samme tag i to måneder, men vi har aldrig spist sammen. Når jeg er kommet på benene igen, inviterer jeg dig til middag i min lille hytte.” De blev hurtigt uadskillelige, gifte sig, og drengene fik en far, de kunne stole på. Et år senere kom der endnu en dreng til verden, og de byttede begge lejligheder ud med en fire-værelses på samme adresse, så de alle kunne bo sammen under et stort, hyggeligt tag.
Sådan endte det – Egon, den gamle Volvo, Lone, de to drenge, og en hel hvalp af kærlighed, der voksede i et lille dansk hjem. Skål for de gode mennesker, der hjælper hinanden, selv når livet kaster en gammel Volvo ind i vejen!
