Alt er i orden, Maren. Og Kirstine har det også fint. Vi har fået en lille klipning. Ja, skat?
Mor hvad? Maren spænder sig og klemmer telefonen.
Vi har gjort hende smuk. Kom, så ser du selv, svarer Ingrid Møller muntert, og der høres korte bip fra røret.
Maren mærker noget er galt, griber bilnøglerne og skynder sig hen til mor.
Kirstine er et helt specielt barn. Så snart hun blev født, er det tydeligt, at hun er en lille engel. Lysende blondt hår krøller sig om et yndigt ansigt med store blå øjne. Hun er allerede født med krøller selv ultralydsscanningen viser dem. Maren lo, da hun ikke troede, at lillepigen skulle have krøller, men da lægen i fødestuen viste hende barnet, så hun, at krøllerne allerede er pænt sat i en frisure.
Kirstine vokser uden besvær; fra første dag giver hun mor ro. Om natten sover hun tungt, så hun ikke skal ammes. Maren undrer sig, når en veninde fortæller, at hun er udmattet med sin nyfødte søn, som forvirrer dag og nat og næsten aldrig sover. Når han sover, holder man ham kun i armene, svajer ham rundt i stuen, og så snart forældrene sætter sig ned, vågner han og græder. De må gentage svajning døgnet rundt. Han spiser lidt, sover lidt
Maren og Kirstine får begge nok søvn, og far går til jobbet udhvilet. På grund af den ro har Maren masser af mælk, og Kirstine har en udpræget appetit. Så går de igennem deres første år de spiser og sover. Så begynder Kirstine at gå. Det bliver sværere, men også sjovere. Alle skabe må låses helt, håndtagene fastgøres med særlige beslag, hjørnerne på møblerne indpakkes, så lillepigen ikke slår sig. Maren klare denne periode helt selv; hun har ikke brug for hjælp. Bedstemødre fra begge sider kommer på besøg, leger med Kirstine og bringer gaver, men Maren lader først Kirstine bo hos bedstemoren, som hun har bedt om mange gange, når pigen bliver halvandet år.
Ingrid Møller er pensionist. Hun har hele sit liv arbejdet i børnehaven først som pædagog, så som køkkenchef. Hun ved, hvordan man håndterer børn, men Maren er meget bekymret og stoler ikke på, at nogen anden tager sig af datteren.
Ingrid bliver sur:
Så er du bare urolig! Jeg er jo ikke en fremmed. Hvad kan der ske? Kirstine er en sund lille pige, ingen allergi, ingen sygdomme intet dårligt. Hvorfor vil du ikke bringe hende for en dag? Så får du selv en pause og kan gå i butikkerne.
Mor! Jeg er ikke træt. Kirstine sidder i barnevognen, og jeg kan sagtens gå i butikker med hende.
Det er jo kun til supermarkedet for indkøb. Du vil også have en ny jakke! Så får du den, men du skal klare børn og vogn. Lad mig have hende, så du kan køre til butikken.
Jakken er netop noget, Maren har ønsket at købe. Hun vil ud i butikken for at prøve og se, men uden Kirstine ville det være meget nemmere man skal jo køre i bilen.
Maren pakker en bunke ting, som hun tror, hun kan få brug for på en halv dag, og laver en liste med alle vigtige noter. Så tager hun datteren med til Ingrid.
Her er et lille ark i tasken. Der står, hvornår hun skal lægges, hvilken mad der skal gives. Her er puréen. Mor, du skal bare se, at når hun mister sin lille hest, så græder hun meget og kan ikke falde i søvn. Når du giver en ske til Kirstine, giver du også en ske til ponyen, som om den også spiser. Så spiser hun alt uden problemer. Der er også en bog; vi læser ofte sammen. Jeg peger på billederne, og der er musik
Maren! afbryder Ingrid, Hvorfor skal du tro, jeg ikke ved, hvordan man klarer småbørn! Det bliver fint, du skal ikke bekymre dig. Hun er ikke længere en baby, men halvandet år.
Ingrid tager Kirstine i sine arme, lægger hende i sofaen og begynder at lege:
Klap, klap Vejr, lad os flyve, sæt dig på hovedet!
Kirstine nyder legen, smiler og viser sine små, ris-agtige tænder.
Maren glemmer, hvor dejligt det er at slippe sig fri fra bekymringer, bare sætte sig bag rattet og køre, hvor hun skal. Hun nyder at gå rundt i købmagergade. Det er en sjælden fornemmelse! Hun køber lidt tøj, stopper i en café, nyder en kop kaffe med et stykke kage, sidder roligt. Så kører hun videre til en anden butik, hvor hun endelig får den jakke, hun har ønsket.
Hun holder øje med Kirstine og sender beskeder til mor. Mor svarer, at alt er i orden, og sender billeder af en glad Kirstine, der leger eller spiser.
Dagen går. Huset er også manden, Anders Sørensen, enig i, at Maren har taget en fridag:
Det er rigtigt! Din mor er heller ikke en fremmed, hun kan passe børn. Lad hende hygge sig med barnebarnet. Jeg har fem børnebørn selv, så én mere eller mindre gør ingen forskel. Så har hun nok af børneleg. Mine brødre er blevet dovne, de lader deres mødre blive overbelastede. Hvorfor gør du så så meget?
Før Maren kører for at hente Kirstine, ringer hun til Ingrid for at høre, hvordan det går.
Ingrid har besluttet at klippe Kirstine.
Det er på tide med den første klipning. De har jo i hvert fald gjort hendes nakke varm se, hun har en lille pind! Efter klipning vil håret blive endnu pænere.
Mor! gentager Maren næsten grædende De var allerede smukke. Hvorfor nu? Hvorfor?!
Sådan siger de kloge. Efter et år skal børn klippes! Se Leonida, hun gik med sin lille Erik, og han blev skaldet! Det er rigtigt. Da jeg var barn på landet
Mor! Det er en dreng, Erik! Og Kirstine Gud, i det mindste skar du hende ikke helt glat! Du kunne i det mindste have spurgt!
Ingrid klemmer læberne sammen:
Hvad er der så galt? Jeg forstår ikke, hvorfor du gør så stort væsen af det. Det er bare et lille snit!
Pludselig begynder Kirstine at græde, og Maren løfter hende op. Hun klæder hende på i stilhed, uden at kigge på de kortklippede lokker, som får hende til at ville græde. Hun sætter hende i autostolen, tager tasken og forlader stille huset.
Anders bliver lidt overrasket, da han ser datteren. Han er vant til, at Kirstine ser ud som en lille engel fra en julekort, men nu ligner hun mere en dreng fra et børnehjem Anders trækker på skulderen, kløer sig i nakken og siger til Maren:
Maren, hvorfor gør du så meget ud af det? Håret vokser jo bare.
Jeg vil ikke give hende mere af Kirstine, siger Maren med armene i kors og stirrer på intet.
Har I skændtes? spørger han forsigtigt.
Hvordan kan du forstå? Hun begynder at nævne overtro: vokse måne, klar dag! Jeg troede ikke, du var så sort og overtroende
Ingrid sidder hjemme og ringer til sine veninder. Hun fortæller dem, hvor uretfærdigt hendes datter har behandlet hende. Hun spørger, om det er værd at skændes om så lille en sag, når håret vokser hurtigt! At såre sin mor er jo helt forkert.
Åh, Maren! Jeg har gjort dig dårlig Utaknemmelig mumler Ingrid i telefonen, mens hun ringer til endnu en af sine mange veninder for at fortælle om den chokerende hændelse.
Så hun vil ikke tage barnebarnet med? foreslår en veninde, som er advokat, Du kan gå i retten! Familieretshusets § 67 giver bedstemor ret til kontakt med sit barnebarn
Det er jo familie, vi er jo hinanden svarer Ingrid.
Så hold ud, sukker veninden. Sådan er det med børn! De vokser, men vi må også vokse med dem.
