For præcis en uge siden skete der noget, jeg slet ikke kunne have forestillet mig. Jeg gik som så ofte før en tur på Strøget i København, da jeg ud af det blå stødte ind i en gammel klassekammerat, Josefine, som jeg ikke havde set i årevis. Vi hilste, talte lidt om løst og fast, og udvekslede nyt om livet. Så, helt henkastet, fortalte hun mig, at hun arbejder som sygeplejerske på plejehjemmet i min barndoms landsby på Sjælland. Jeg sagde, det lød som et smukt og sikkert også krævende arbejde, men netop derfor beundringsværdigt. Så sagde hun pludselig:
“Jeg ser faktisk din mor derude den sidste fredag i hver måned.
Jeg stivnede et øjeblik. Jeg spurgte, hvordan det kunne være, og hvad min mor lavede der. Josefine svarede helt roligt, som om det var det mest naturlige i verden:
“Vidste du ikke det? Hun kommer hver måned og har kage og kaffe med til de ældre. Uden undtagelse. Det er virkelig noget, de sætter pris på.
Jeg følte mig helt rundt på gulvet. Jeg anede ikke, at min mor gjorde sådan noget. Det virkede næsten pinligt, at jeg ikke vidste det, men Josefine troede vist først, at jeg lavede sjov. Da hun så mit ansigt, fortsatte hun:
“Din mor er så beskeden. Hun kommer stille, hilser, sætter tingene frem og tager så hjem igen.
Samme eftermiddag, da jeg kom hjem, gik jeg direkte ud i køkkenet til min mor:
Mor, hvorfor har du aldrig fortalt mig, at du besøger plejehjemmet hver måned?
Hun stod og fejede og så knap nok op fra kosten:
Hvorfor skulle jeg også det? svarede hun.
Jeg insisterede:
Fordi det er noget virkelig fint, og vigtigt. Du burde fortælle det!
Hun satte kosten fra sig, kiggede på mig og sagde roligt:
Man behøver ikke fortælle om det gode, man gør. Man skal gøre tingene, fordi det føles rigtigt. Gud ser alt det er nok for mig.
Hun fortalte, at for to år siden, da hendes nære veninde døde, mærkede hun en trang til at gøre noget for andre. Forbi plejehjemmets have så hun en dag nogle ældre sidde ude og tog spontant ind for at talte med en af de ansatte. Hun spurgte, hvad beboerne havde brug for, og siden den dag er hun gået derhen den sidste fredag i hver måned. Hun køber juice, småkager, chokolade og en kage fra bageren nogle måneder også engangsklude eller toiletartikler, alt efter hvor mange penge hun har den måned.
Hun forklarede, at hun aldrig har haft behov for at involvere nogen, for hun vil ikke have folk til at tro, hun søger opmærksomhed eller ros. Hun vil helst bare gøre det på sin egen stille måde.
Når man gerne vil hjælpe, så gør man det bare. Man skal ikke gøre det for andres skyld, men fordi det betyder noget for én selv.
Det sagde hun, mens hun roligt satte tallerkenerne fra aftensmaden væk.
Hele natten kunne jeg ikke lade være med at tænke på det. Min mor en simpel, ydmyg kvinde med små indtægter, som ofte sparer på sig selv gør hver måned noget godt for mennesker, som sjældent får gæster. Jeg blev utroligt stolt, men også trist over at hun har båret det alene.
Nu overvejer jeg at tage med hende næste fredag. Men jeg ved endnu ikke helt, hvordan jeg skal sige det, uden at hun føler, jeg trænger mig på eller forstyrrer hendes måde at gøre det på.
Én ting ved jeg dog: Det at se min mor gøre noget så stort, mens hun næsten ikke nævner det har ændret noget i mig.
