12. december
Jeg har brugt de sidste fire år i et ægteskab, der har mistet sine farver. Vi har levet som to sønner i en fredelig havn, men nu er vandet blevet gråligt, som et vinterdødt hav i Østersøen. Ingen har brudt løfter, men den daglige rutine har langsomt smurt over hele vores liv som et tykt lag af sne, så selv den drøm om at lære piano er blevet kvalt under en bunke af ligegyldighed. Jeg har følt, at min vilje til at leve for min familie, til at stille mine egne behov til side, kun er blevet set som en selvfølge, en slags arbejdskraft uden anerkendelse.
Jeg har forsøgt at tale med min mand, Mikkel Nielsen, og vores søn, Emil, men mine ord bliver mødt med et smil, der kun viser, at de betragter mine bekymringer som en lille irritation, som et flue i øjet. Jeg kan ikke længere holde fast i den forestilling, at min omsorg er en gave, som de blot skal nyde. Jeg er 43 og står ved et vejkryds: enten fortsætte med at flyde i det samme, eller kaste mig ud i noget helt nyt.
I morgen er nytårsaften, og Emil har allerede sagt, at han vil fejre den med sine venner. Mikkel har ingen faste planer, men tanken om at fejre uden ham gør mig uroisk. Vores familie har i flere år fejret nytåret hos vores forældre i Gladsaxe, hvor vi samles omkring tre til fire timer med gløgg og risalamande. Men i år er bedsteforældrene på vej til et sparesort i Skanderborg, så de vil holde festen der.
Jeg ringede til min søster, Svanhild Kristensen, for at høre, om der stadig er plads i hendes planer.
Hej, skat, hvor skal du holde nytår? Tror du, der er plads til en fyr i 43 år?
Åh, hvad! svarede hun med et grin, du kommer da! Vi skal fejre som sædvanligt, med familien.
Svanhild er ni år yngre end mig, har aldrig giftet sig og er altid travlt optaget af sin karriere som projektleder. Hun har allerede præsenteret mig for flere af sine bejlere, men intet har ført til et bryllup.
Det er på tide, at du også får et ægteskab, griner hun.
Mirakler sker, hvis venner hjælper hinanden, svarer jeg.
Det går ikke så let, Svanhild. Emil vil være ude med sine venner, og Mikkel har sit eget kaos. Jeg har mine problemer, og jeg tænkte, om jeg kunne låne dig lidt plads.
Det er helt i orden, Irina! Du har kun dit hoved i hovedet, så lad os gøre noget sjovt. Min veninde Nina vender netop hjem fra en ferietid i Spanien og har en lille sommerhus på Vesterhavet, du ved, den med den hvide facade og de åbne vinduer? Hun sagde, at hun gerne ville have gæster til nytår, så hvorfor ikke vi? Vi kan holde en simpel fest med grill, lidt snaps og måske et glas skumring. Ingen salater, bare pølser og brød lyder det?
Det lyder som en drøm, svarer jeg, og jeg lover at komme med overnatning.
Næste morgen er vi allerede på motorvejen, kører gennem et snedækket landskab, mens vi stopper for at fylde tanken på en tankstation. Mikkel er hjemme igen efter et seks måneders skift på skib, og hans hjem er dækket af et hvidt lag af sne, som en bøttefuld tåkedis. Vi tænder op i pejsen, og de tørre brænde knitrer som en gammel radio, der endelig får liv. Jeg ser på den juletræ, han har fundet frem fra kisten i loftet, fyldt med glasornamenter fra hans bedstefars tid i Tyskland. En lille, men stolt julemand står ved foden af træet, iklædt en rød frakke og en hat med fjer. Det er en påmindelse om, at vores traditioner stadig kan skinne, selv når vi forsøger at holde fast i noget gammelt.
Mikkel smiler melankolsk.
Så er vi kun to, siger han stille.
Som kaptajn på et handelsfartøj har han tilbragt halvdelen af sit liv på havet og den anden halvdel i roen på land. Hans store bror, Lars, er pensioneret fra flåden, og søsteren, Karen, er gift med en officer. Selvom de bor spredt ud over landet, taler de ofte i telefonen, som om de var ved siden af hinanden.
Da jeg var barn, sagde min mor, Anne, mens hun strøg mig i håret: Find dig en kone, min dreng, så du ikke ender alene.
Jeg svarede: Arbejdet holder mig væk, men jeg tænker over det.
Hun sagde: Jeg vil tænke på dig hver dag, forestille mig, at du er lykkelig, og så vil alt falde på plads.
Jeg ringede til mine søskende, inviterede dem til at fejre nytår i det gamle familiehus, men både bror og søster havde allerede fyldt deres kalendere. Billetterne til rejser var udsolgt, så de lovede at komme senere i ugen, men ingen forventede at skulle dele arven eller sælge huset. For dem var huset en fast del af deres barndom, og de vidste, de altid var velkomne.
Svanhild og jeg kørte gennem gaderne og kiggede på de gamle bindingsværk. Hun pegede på et charmerende villa og sagde:
Se, så smukt! Det er som et slot, hvor nogen bor.
Det er vores nabo, der har gjort klar til vores ankomst, sagde jeg. De har fejet indkørslen og sat et skilt op.
Da vi gik op ad trapperne, lød døreåbningen blød som en fjer. To unge kvinder stod i døren: den yngre, med et strålende smil, og den ældre, med lidt triste øjne.
Hej, vi er her. Må vi komme indenfor? spurgte den yngre.
Jeg introducerede mig: Jeg er Svanhild, fra Ninas hus.
De blev budt velkommen, og den ældre sagde:
Vi har besluttet, at hvis vi kan lide det her, bliver vi her til nytår. Det gør vi! Jeg elsker, hvordan du har pyntet træet, så smukt!
Jeg foreslog:
Skal vi tage en kop te og så gå i supermarkedet? Det er kun femogtres kilometer væk. Vi kan købe lidt pølser, brød og måske et par flasker danske snaps. Lyder det?
Vil du blive hos os? spurgte de.
Ja, så længe I ikke har andre planer, svarede jeg.
Imens jeg sad ved pejsen og drak min te, ringede telefonen. Det var min ekskæreste, Youssef, der lød som om han var på en kant med mig.
Hvad sker der? spurgte jeg.
Min kone er ved at gå amok, sagde han. Jeg er træt af at gemme mig bag arbejdet. Jeg har flyttet mig fra den lille gryde over på den hurtige trykkoger. Jeg prøvede at nå ud til dig, men din tavshed var som en mur. Jeg vil vide, hvad du foretrækker: en gåtur i skoven, en biografdate, eller at du bare fortsætter med at arbejde hele tiden?
Jeg kommer om fem minutter, sagde jeg. Lad os tale ved nytårslysene.
Jeg tog min dunjakke på og gik ud i sneen. Efter ti minutter ringede telefonen igen.
Hvor er du? spurgte Youssef, forvirret.
Jeg er ved døren, svarede jeg. Hvor er du?
Han sagde, at han stod udenfor, men døren var låst og mørk.
Jeg forstår ikke, sagde jeg. Jeg ringer til Svanhild.
Hun svarede ikke. Så hørte jeg hans stemme:
Jeg har kun én mulighed. Vi har taget den forkerte rute til Nikolskoje; der er flere steder med det navn i Østjylland. Jeg tror, vi er på afveje.
Jeg spurgte hende om en gåde om en kvinde og en GPS.
Hvilken adresse indtastede du? spurgte jeg.
Nikolskoje, skovvejen 7, svarede hun.
Og hvilken by? spurgte jeg.
Ingen, så bare en landsby, sagde hun og kiggede på mig med et desperat blik.
Jeg forstod straks, at vi var på vej til et forkert hus. Jeg gik hen til Mikkel og bad ham bekræfte adressen. Han sagde, at vi var fra Ninas veninde, men jeg havde ingen idé, hvem hun var.
Youssef ankom lige før klokkerne slog tolv. Vi gik ud på terrassen, holdt hinanden i hænderne og så fyrværkeriet lyse himlen over havnen. Det var en magisk nytårsaften, og selvom han var min eks, følte jeg en varme, som først kom for mange år siden.
Næste aften kørte jeg og Youssef hjem. Vi lovede at vende tilbage den femte for at møde Mikkels familie. Da Svanhild sov, drømte Mikkel igen om en snedækket have, hvor en gammel mand gik hånd i hånd med sin unge mor, som så ud som på et foto i et album. De gik gennem den hvide ro og talte:
Så tilfreds, du, unge dame? spurgte han.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig, svarede hun. Husker du kaninen af marcipan? Jeg var kun seks.
Det var min farmor, der gav mig den, svarede han. Jeg troede, du selv gav den.
Jeg vågnede med en fornemmelse af, at mirakler kan ske selv i en tilsyneladende rutinepræget tilværelse. Jeg holder nu fast i håbet om, at næste år vil bringe nye farver til mit liv, ligesom sneen, der smelter og giver plads til forår.
Kære dagbog, jeg håber, at jeg kan finde modet til at male min hverdag igen.
