For mange år siden levede jeg alene med min søn efter skilsmissen, i et fremmed land. En tung melankoli lagde sig over mig. Jeg følte mig ensom, malplaceret, som om jeg gik på vild grund. Om aftenen sad jeg på min cykel og trillede i timevis gennem ukendte gader og ind i de stille forstæder. Ensomheden knugede mit hjerte, mens jeg betragtede de velplejede huse med blomsterbede foran, silhuetter af mennesker bag gardinerne i de oplyste vinduer, og tænkte: Se, de lever glade og tilfredse, og jeg længtes efter det samme for mig selv.
Al min familie boede i et andet land, ægteskabet var knust, og vennerne var spredt som støvet efter en skilsmisse. Jeg følte mig alene og ulykkelig.
Der var et særligt hus i enden af en fremmed gade, i en mørk blindgyde. Det var næsten umuligt at se, hvad der gemte sig bag den knudrede facade, men et enkelt vindue glimtede altid bag de tætte træer. Mens de andre huse stod i skygge, brændte dette vindueslys uafbrudt. Med tiden, efter mange cykelture i området, kom jeg altid tilbage til den gade, stod bag træerne og stirrede på det lysende vindue og forestillede mig, at der bag det boede en familie med kærlighed og lykke. Så vendte jeg tilbage på min cykel til det kolde, mørke og tomme hjem.
En dag besluttede jeg mig for at følge gaden helt til blindgyden for at finde ud af, hvad der gemte sig der. Jeg kørte ligeud, endte i en Tformet krydsning, drejede til venstre og pludselig befandt jeg mig på en velkendt vej, som snoede sig til højre mod mit eget hus. Jeg forstod først ikke, hvad der skete. Jeg havde troet, jeg var langt væk fra hjemmet, i et fremmed sted, men på grund af de cirkulære gader var jeg blot blevet forvirret og havde overset, hvor tæt jeg var på huset. Jeg vendte tilbage til det sted, hvor jeg altid havde stået og set på det magiske vindue.
Som en tåge lettede, blev det ukendte pludselig bekendt. Jeg genkende træerne, nabohusene og vigtigst af alt vinduet! Det var vinduet i mit eget hjem, som skinnede gennem træerne og baggården på nabohuset. Min søn, Mikkel, lå ikke i seng og slukkede ikke lyset; han ventede på mig, mens jeg kom tilbage fra min cykeltur. Som om et slør faldt fra mine øjne. Et øjeblik stod jeg på den fremmede, fortryllende gade, og i det næste stod jeg bag mit eget hus. Det lysende vindue havde hele tiden draget mig som et fyrtårn af kærlighed i en mørk verden.
Jeg gik ind, omfavnede og kyssede Mikkel godnat og indså, at alt, hvad jeg længtes efter kærlighed, familie og lykke allerede var her, i mit eget hus. Jeg havde blot været blind for det og havde ikke værdsat det. Sådan var historien, et lille mirakel i livets store væv.
