Jeg husker den sidste middag, jeg havde arrangeret for min store slægt i vores familiehus i Roskilde. Jeg stod ved hovedbordet og så på den samlede gruppe, mens jeg spurgte: Så, kære gæster, har I spist mig nok? Har I drukket nok? Har jeg gjort jer glade?
Morten, du er altid på toppen, sagde jeg, mens jeg nikkede til ham. Du klarer dig altid så flot.
Det er jeg også enig i, Karen, støttede søsteren min, Mette, ind. Vi har kun lært at lave mad sammen med mor, men jeg får aldrig så god mad som når du laver den!
Mor, jeg kan ikke engang komme ud af fitnesscentret igen! sagde Lise, mens hun sukkede. Men jeg kunne ikke holde op med at lave mad for jer.
Anders, jeg sender dig min kone, så du kan lære hende at lave mad, sagde jeg med et grin.
Det er derfor, jeg giftede mig med dig! udbrød Søren og lo højt. Undskyld!
Så har du gjort mig glad! svarede jeg bredt. Jeg holdt kort en pause, så smilene forsvandt fra mit ansigt, og sagde: Farvel, alle sammen, I er nu ude af mit hus!
Det var den sidste aften, jeg havde lavet mad til jer! Det var sidste gang, jeg slog mig sammen i køkkenet for jer! Nu vil jeg hverken se jer eller høre jer igen!
Jeg greb den store, tunge salatskål fra bordet og smed den med al min kraft mod gulvet.
Hold op, småbørn! Danseaftenen er slut! sagde jeg med en skarp latter. Jeg vil ikke længere blive brugt som jeres chauffør! Ikke af jer!
Stilheden sænkede sig over bordet, og gæsterne stod i chok. De havde aldrig forventet så meget af mig den stille, hjælpsomme, lydige kvinde, som altid stod klar.
Er du gal? spurgte Søren. Han fik straks et slag i ansigtet fra mig.
Ring straks til lægen, hun har et psykisk sammenbrud! råbte Karen.
Jeg tog fat i karaflen med de sidste juice-rester: Den, der rækker ud efter telefonen, får en overraskelse i hovedet! sagde jeg med et lille smil. Hvorfor står I bare og stirrer? Løft benene og løb af sted! I er mine umættelige gnavere!
Kirstine! sagde Morten strengt. Som storebror vil jeg bede dig: rolig nu, find dig selv igen!
Nej! svarede jeg med et smil. Jeg vil ikke længere tjene jer! Jeg vil ikke længere knappe til at gøre alt for dem, som ikke selv kan klare sig selv! Det er nok!
Hvad har du gjort? spurgte Søren, mens han gned sin rødmundede kind. Det var jo helt normalt!
Jeg samlede jer ikke bare så, sagde jeg og satte mig på stolen, lænede mig tilbage. Jeres frækhed har passeret alle grænser. Faktisk har den gjort det i lang tid!
Det sidste træk fra jer har vist mig, hvor arrogant I er blevet. Så jeg vil ikke længere se jer i mit liv!
Vi har jo ikke gjort noget, svarede Anders.
Præcis, min dreng! svarede jeg.
***
Man siger, at livet skal leves rigtigt. Ingen kan diskutere det, men hvad betyder rigtigt? Alle har deres egne meninger. Jeg har levet 45 år med den faste overbevisning, at jeg lever livet rigtigt. I værste fald kan jeg ikke kritisere mig selv.
Jeg blev født som det tredje barn i familien, med en søster til mig. Mine forældre var glade, jeg elskede min bror, og min søster gav mig sjældent problemer. Jeg gik i skole, begyndte at arbejde, drømte ikke om berømmelse, men jeg stræbte efter stabilitet.
Jeg blev gift, fik to børn, var en trofast og kærlig hustru, støttede min mand i alt, og jeg vred mig ikke over småting. Jeg var en god mor, opdragede og uddannede mine børn, og sendte dem ud i livet.
Selvom jeg voksede op, holdt jeg kontakten med min bror og søster. Jeg hjalp, fejrede, støttede, når de havde brug for noget. Jeg blev betragtet som venlig, hjælpsom, klog og forstående.
Derfor mente jeg, at jeg levede rigtigt. Men i en alder af 45 fandt jeg ud af, hvad det vil sige at blive forladt alene i et smertefuldt øjeblik.
***
Frøken Kirstine Møller, sagde lægen efter frokost, alle analyser er klar, ingen kontraindikationer. Skal vi planlægge operation?
Selvfølgelig, doktor, svarede jeg trist. Beslutningen er allerede taget.
Jeg forstår, svarede lægen, men lagde mærke til min bekymring. Men du ved jo aldrig
Planlæg det, sagde jeg og vinkede med hånden. Jo før, jo hurtigere er vi færdige.
Lægen skrev i min journal: I aften spiser du middag, i morgen ingen mad, og overmorgen operation.
Han vendte sig så mod min værelseskammerat, Katja:
Katja, dine analyser er ikke så gode, vi må undersøge nærmere.
Okay, Dr. Oskar, svarede hun.
Da lægen gik, spurgte jeg Katja: Hvorfor ser du så nedtrykt ud? Er du bange for operationen?
Det er en del af det, nikkede jeg. Min mand jeg så på min mobil.
Katja lo: Min mand sagde, at han vil bringe børnene hjem til moren, og så holde en fest! Sådan er han.
Han ved, at jeg skal opereres, men han gør bare, sagde jeg, mens jeg pressede læberne sammen. Ingen hjælper mig, kun hans venner drikker!
Katja rystede på hovedet: Alle er så som katte i huset, mus i dans!
Det er så frustrerende, fortsatte jeg. Fjernelse af livmoderen er alvorligt. Jeg behøvede mindst lidt støtte!
Katja, ti år yngre end mig, havde ikke så meget erfaring med at trøste, så samtalen døde ud.
Jeg spiste ikke aftensmad, og tog intet med mig, fordi jeg vidste, at jeg skulle faste før operationen. Jeg lå stille og stirrede på loftet.
Jeg huskede, hvordan min ven Vagn brækkede begge ben på arbejdet, og jeg tog ham hver dag i ambulancen, leverede mad og rene klæder. Jeg arbejdede som en egern på en drejebænk, uden at klage. Jeg vaskede, madrede, plejede ham, indtil han endelig fik lov at gå hjem.
Hvorfor behandler han mig sådan? spurgte jeg Katja, da hun kom tilbage fra sit måltid.
Det er ikke kun dig, så tror jeg, svarede hun med et grin. Alle er de samme, udnyttende. De lærer aldrig at sidde på ryggen!
Jeg tænkte på, hvordan min mand havde brugt alle vores opsparede penge på et gammelt sommerhus, og så forsvandt. Jeg havde kun en uge tilbage, før operationen.
***
En dag, mens jeg ventede på at få telefonen, ringede min søn Anders ikke. Han sendte kun en besked om at han ville ringe tilbage. Min datter Lise afviste to gange, så telefonen blev utilgængelig.
De er gode børn, sagde jeg forvirret.
De svarer ikke? spurgte Katja mellem sine undersøgelser.
Ja, hvordan kan de så ikke svare deres mor? svarede jeg.
De er voksne nu, bor hver for sig, sagde hun.
Glem dem, mor. De kommer kun, når de har brug for noget. De fløj som fugle ud af reden, og vinden vil bare føre dem væk.
Min ældste, seksten år, ser mig ikke mere som noget; han behøver mig ikke. Hvis de lever hver for sig, er forældrene overflødige.
Jeg ringede til min mand, men der var ingen svar. Jeg skrev en besked, som forblev ulæst.
Åh, Vagn, du skulle have ringet! sagde jeg.
Senere på aftenen kom han med en besked: Hvor er vores opsparing? Lønnen er slut, vi har ingen penge!
Lønnen var fra tre dage siden. Jeg tænkte: Det var en fest, vin som en flod, men jeg svarer ham ikke.
***
Min bror Morten svarede på mit opkald, men sagde kun, at han var optaget, og lagde på.
Han er optaget, sagde jeg til Katja, som var væk den gang, så jeg hørte ingen svar. Jeg huskede, hvordan jeg boede i to huse i et halvt år, efter at hans kone havde forladt ham med børnene. Jeg passede dem, var mor, kok, rengøringsperson, indtil han fandt en ny kvinde.
Jeg havde også holdt fred mellem ham og hans nye partner, da han krævede kærlighed til sine børn, men jeg ville have mine egne.
Et år og et halvt har jeg mæglet, men ingen tak, sagde jeg. Nu er han optaget igen.
Da jeg ringede tilbage om aftenen, hørte jeg kun korte ringetoner og så intet svar.
Tak for den sorte liste, lillebror, sagde jeg sarkastisk.
Han vidste også, at jeg skulle opereres. Da han bad om at få børnene i en måned, sagde jeg nej, fordi operationen.
Min søster Karen gav mig kun fem minutter. Hun spurgte kun om mit helbred:
Hvor længe vil du være i stand til at hjælpe? Min svigerfamilie kommer med ti personer, vi skal indkvartere dem på et hotel, men de skal også have mad hjemme.
Jeg ved det ikke, Karen, svarede jeg. Operationen er svær, to til tre uger på hospitalet, derefter mindst femti dages sygefravær.
Nej, nej, så går det ikke! Du skal være klar på tre uger, som en skarp kniv! udbrød hun.
Jeg er bange, indrømte jeg.
Kom nu, lad være med at drømme! Vi skal af sted! råbte hun.
Jeg følte mig så lille. Det er bare en operation, komplikationer kan ske, sagde jeg, mens jeg kiggede på telefonen. Jeg er næsten femoghalvtreds, men jeg ved ikke, hvordan man laver mad!
Karen kaldte altid på den yngre søster for at lave mad til sine gæster, uanset om det var kolleger, svigersønens venner eller store fester. Jeg gik kun kort væk fra komfuret, men blev aldrig inviteret til bordet.
Er du skør? protesterede Karen. Det er en anden gruppe mennesker!
Operationen gik uden komplikationer, men jeg måtte blive på hospitalet i yderligere to uger. Jeg ringede ingen, ventede på, at nogen tænkte på mig. Ingen ringede: hverken mand, børn, bror eller søster.
Jeg tænkte længe, indtil jeg nåede frem til en beslutning.
Kirstine, hvad er det du tror på? spurgte Morten vrede. Fik du fjernet livmoderen og en del af din hjerne?
Ja! udbrød jeg glad. Jeg troede, ingen ville huske mig længere!
Jeg gik op igen i spisesalen.
Hør her, kære slægt! råbte jeg. Jeg har ligget på hospital i to uger, og ingen har bekymret sig for mig. Ingen har spurgt, hvordan jeg har det!
Ingen! Ikke min bror, som elsker mig mere end den nye mor. Ikke min søster, som har brugt mig som gratis kok hele livet. Ikke min mand, der har brugt al lønnen og opsparingerne på et sommerhus. Ikke mine børn, som jeg har givet livet til! Ingen har ringet!
Jeg sagde, at jeg havde været klar til at gøre alt for jer, men i den eneste stund, jeg behøvede jer, var der ingen der var. Jeg besluttede, at jeg kunne klare mig selv.
Jeg vendte mig mod alle:
Vagn, skil dig og flyt ud af min lejlighed!
Børn, lev videre med jeres eget liv! Hvis I har brug for hjælp, så kontakt far!
Borge og Karen, jeg ser jer ikke længere! Lej en barnepige eller kok uden mig! Nok er nok!
Stemmerne fra slægtningene var forbløffende: Er du i tvivl? Er du normal?
Alle rejste sig på én gang! beordrede jeg. Stå i kø og forsvind fra mit liv! Jeg vil endelig leve for mig selv, ikke for jer!
Jeg sluttede mig ved det tomme bord, så på de knuste stykker af salatskålen og sagde: Jeg gik for langt, men jeg starter et nyt liv med en ny salatskål!
