Jeg er lige ved at miste hovedet over, at min svigerdatter slet ikke vil have min hund, og nu er jeg ved at stå med en ny lille pige i familien. Hvad skal jeg gøre? Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal håndtere det…
Jeg skriver her, fordi jeg håber, at nogen kan forstå mig og måske give et godt råd – om jeg har ret i, hvad jeg tænker, eller om jeg er på afveje?
Jeg har to sønner – Søren og Mikkel. Begge har boet i Sverige i flere år, men i hver sin by. Søren er allerede gift og har en lille datter, mens Mikkel stadig leder efter sin ene store kærlighed.
Da de to drenge var helt små, gik min ægteskab i stykker – jeg og deres mor gik hver til sit. Det var en hård tid. Huset stod tomt, børnene savnede noget, og jeg, der jonglerede mellem arbejde og at passe på dem, følte mig ensom som aldrig før.
For at fylde lidt af tomrummet og beskytte hjemmet fik jeg mig en smuk, klog og trofast schæferhund, Tara. Vi boede i et parcelhus med have, så der var masser af plads til hende.
Tara blev mere end bare et kæledyr, hun blev en del af familien. Jeg var ofte på forretningsrejser, og når jeg var væk, var det hende, der holdt styr på huset og passerede på drengene. De elskede hende så meget, at jeg næsten følte, at uden hende ville jeg have svært ved at opdrage dem.
Årene gik, drengene blev voksne, og Tara blev ældre. Da hun gik bort, ramte det mig hårdt, som om jeg havde mistet en nær ven. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville få en ny hund igen – det er for smertefuldt at sige farvel…
Men så stod jeg alene i et stort, stille hus, og ensomheden blev kun værre. En dag indså jeg, at jeg ikke kunne klare mig uden en følgesvend.
Der kom Rød ind i livet – en lille, intelligent og kærlig hund, en rigtig makker. Jeg kan endda grine og sige, at der nu er en mand i huset igen, selvom han kun har fire ben.
Jeg vidste, at jeg ofte ville skulle besøge mine sønner i Sverige, så jeg valgte en hund, der kunne tage med på rejsen. Vi har allerede fløjet fem gange sammen! Jeg sørger altid for at bestille billetter i god tid, betaler bagagegebyr på omkring 200 kr., giver ham en let kost før flyet så han holder sig under 8 kg, og giver ham tabletter mod køresyge. Nogle gange virker det som om, det er sværere at rejse med en hund end med et barn!
Alligevel er han som et barn for mig. Den eneste, der byder mig velkommen, bliver glad, når jeg træder ind ad døren, og varmer mig med sin varme.
Så skete der noget, jeg aldrig havde forestillet mig.
Søren fik en lille pige. Min første barnebarn – Freja! Jeg var i himlen, drømte om at tilbringe mere tid med familien, gå ture med den lille, være der for hende. Så hørte jeg, at min svigerdatter helt klart er imod Rød.
Først sagde hun, at hun frygter allergi hos barnet. Så sagde hun, at hunden vil gøre huset beskidt. Til sidst skaffede hun en kat, som om hun ville give mig færre argumenter.
Jeg kunne næsten ikke forstå, hvad hun sagde. Mit hjerte rev sig i stykker.
Søren og Mikkel begyndte at overtale mig til at lægge Rød på et hundehotel, mens jeg var hos dem. De sagde, de ville betale alt, bare så jeg kunne blive længere hos dem.
– Far, lad den hund være! Det er bare en hund, men vi er dine børn, din barnebarn! Hvordan kan du sammenligne det? – insisterede Mikkel.
Men jeg kunne ikke.
Hvordan kan jeg forklare dem, at Rød er mere end bare en hund? Han er min trøst i ensomheden. Min ven. Han ligger ved mine fødder, lytter, når jeg har det svært. Han mærker, når jeg er dårlig, og lægger sig stille ved mig og varmer mig.
Jeg kan ikke bare smide ham i et fremmed hotel blandt fremmede mennesker.
– Den, der vil se mig, skal også tage imod min hund! – svarede jeg fast.
Mine sønner så bare på hinanden. For dem er en hund bare en hund. For mig er han meningen med livet.
Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. De presser videre, og jeg holder fast i min beslutning.
Én ting er jeg sikker på: så længe Rød lever, vil jeg ikke svigte ham. Han har stået ved min side, når ingen anden kunne.
Jeg lader ham blive. Selv om det betyder, at jeg ser min lille Freja sjældnere, end jeg havde håbet.
