Anders sukkede tungt, da han så Frederik stå ved fodgængerovergangen. Han vidste, at det var på tide at tage en rigtig snak med vennen, men han kunne ikke finde på, hvordan han skulle starte. Hva skal jeg egentlig sige? Undskyld, Frederik, jeg kan ikke give dig hunden, fordi jeg selv har brug for den? Hvad tror han så på? Måske tror han, det er en spøg, men en dårlig sådan. I værste fald tror han, jeg er ved at blive skør.
Anders kastede et blik på den lille hund, Benny, som stod ved siden af ham, og hviskede næsten hånløst:
Skal du ikke bare lade som om, du ikke vil hjem?
Benny løftede de store, overraskede øjne, som om han tænkte: Hjem? Jeg har ventet på det i tre dage! Så log han med halen, så den næsten fløj af lykke.
Hej, Anders! sagde Frederik og gik ned i knæ for at kramme Benny om halsen. Jeg har savnet dig, min lodne ven. Jeg lover, jeg giver dig ham til ingen anden.
Anders rynkede panden. Det lød værre, end han havde forestillet sig. Efter sådan en introduktion ville Frederik nok ikke lige give ham fred.
Så, Frederik, har du planer om at tage af sted snart? spurgte Anders fra en afstand.
Jeg er jo lige kommet hjem, svarede Frederik med et smil. Hvorfor skulle jeg nu rejse?
Jo, du ved måske er der en fødselsdag hos slægtninge eller sådan.
Heldigvis nej. Vi har købt en gave til min svigermors jubilæum, så vi er næsten uden penge. Fødselsdage kan virkelig tømme pengepungen. Men hvad vil du?
Jeg har brug for din hund.
Hvad?
Bare i et par dage, højst en uge. Kan du hjælpe? spurgte Anders med de store øjne, der næsten fik Frederik til at miste pusten.
Frederik tøvede et øjeblik, men sagde så:
Er du sikker på, at du vil tage Benny? Jeg troede jo, du var en, der aldrig kunne holde ud med hunde.
Anders trak på skuldrene:
Jeg har ændret mening.
Der er noget, du gemmer på, tænkte Frederik. Fortæl mig sandheden. Skal vi bankrøveri eller hvad?
Anders rystede på hovedet og sagde, at han faktisk havde brug for hunden. Frederik nikkede og sagde:
Så giv mig Benny. Jeg har brug for ham. Mit liv afhænger af ham.
Det hele startede, da Frederik en dag gik til sin gamle ven med en uventet anmodning:
Anders, min svigermor har jubilæum, og vi skal af sted med Sofie i en uge. Vi kan ikke tage Benny med svigermor synes han ligner en bjørn. Kan du passe ham? Han er velopdragen, ingen problemer.
Anders sukkede:
Svigermor er hellig for dig, men at beholde en hund? Jeg har aldrig rigtig klikket med dem.
Frederik grinede:
Benny vil klare dig, hvis det er nødvendigt. Jeg har bare ingen andre at spørge.
Anders ville virkelig ikke have ansvaret for en andens hund, men kunne han så afslå sin ven?
Okay, Frederik. Jeg passer Benny, men kun denne ene gang.
Benny viste sig at være rolig og lydig hjemme. Men da Anders tog ham med i Kongens Have for en gåtur, så han sig sikker på, at hunden ville blive ved hans side, og slap leinen. Benny løb væk med et lille vindpust og forsvandt.
Anders gennemsøgte hele parken, kiggede i hver busk, men Benny var væk.
Fantastisk! tænkte han, kun jeg kan miste en hund på første dag.
Pludselig ringede telefonen. Det var Frederik.
Hej, Anders, hvordan går det? Går I en tur?
Ja, hej Frederik. Vi gik bare en lille luftetur.
Pas på Benny, han elsker at løbe.
Anders så sig omkring, men Benny var ingen steder. Så han så en pige løbe forbi på stien.
Hun var så smuk, at Anders næsten glemt, at han ledte efter sin hund.
Pigen stoppede, så på leddet i hans hånd og spurgte:
Undskyld, er det jer, der har mistet en stor sort-hvid hund med røde pletter?
Nej, sagde Anders hurtigt, men så nikkede han og sagde: Jo, det er min vens hund. Har du set den?
Ja, den løber rundt om bænken og jager spurve. Vil du have mig til at vise, hvor den er?
Ja, tak, sagde Anders, mens han prøvede at holde øjenkontakt med den smukke pigen. Inden for et øjeblik havde han glemt, at han var single og havde ingen planer om at blive romantisk. Men nu nu var han næsten klar til at blive forelsket.
Pigen lo og sagde:
Hvorfor står du bare? Kom, løb efter den. Jeg har ikke meget tid.
Anders løb som en galning, men hans ben var ikke vant til sprint. Efter femten sekunder var han ved at miste pusten. Efter et par hundrede meter gik han i stå, smerter i siden og mørke i øjnene.
Pigen stoppede ved siden af ham og spurgte:
Er du okay?
Ja, bare lidt træt, svarede han med et forced smil.
Rygning?
Jeg holder op.
Det er rigtigt. Når du holder helt op, så gå en morgentur. Løb styrker kroppen.
Løbe fra politiet efter et bankrøveri? grinede Anders.
Nej, men hvis du løb hurtigere, så ville din hund ikke have løbet væk.
Hunden er ikke min Jeg holder bare på den for en ven.
Så du har sagt ja til at passe ham? spurgte pigen med et grin. Det er da en ædel gestus. Du må virkelig kunne lide hunde.
Anders ville protestere, men så han den glødende interesse i pigens øjne og nikkede.
Ja, jeg har altid elsket hunde.
Hvorfor har du så ingen egen?
Før han nåede at svare, dukkede Benny op med en pind i munden, som om han ville redde situationen. Anders fastgjorde hurtigt leddet, og pigen blev begejstret.
Hun hed Maren, og hun faldt hurtigt for både Anders og Benny. Anders forbød ikke Benny at løbe væk, for uden ham havde han måske aldrig mødt Maren.
Den næste dag gik Anders og Benny igen i parken, og de så Maren igen. Hun løb med Benny, og Anders så hende i smug, mens han nød den stille stemning på bænken.
Hvad laver du? spurgte Maren, mens hun kastede en bold til Benny.
Jeg har et lille værksted, hvor jeg reparerer computere og telefoner, svarede Anders stolt.
Det er fedt! Vi har også en lille familievirksomhed med min mor, svarede Maren med et smil.
De talte lidt om deres liv, men Maren nævnte aldrig, hvad virksomheden præcist lavede og Anders spurgte ikke videre. Det var ham selv, der var mest interesseret i hende.
På den sjette dag inviterede han Maren på en date og gik på markedet for at købe blomster. Benny trak i snoren og førte ham i en anden retning.
Stop lige, sagde Anders, men da han så det lille blomsterboder, blev han straks rolig. Indenfor så han Maren stå ved disken sammen med sin mor.
Hej, sagde han nervøst.
Sådan en møde! spurgte Maren, mens hun lo. Hvordan fandt du mig?
Jeg ledte egentlig bare efter blomster til en pige, svarede han genert.
Mors stemme lød:
Så er det ham, den Anders du har snakket om?
De to grinede, og Marens mor sagde, at hun også fandt Benny meget sød.
Således gik Anders videre med både Maren, deres nye lille hund og en smule romantik. Efter nogle uger kom en lille hvalp frem, som Benny fandt på en sti.
Hvor sød! spurgte Maren. Er det en erstatning for Benny?
Ja, det ser sådan ud, svarede Anders eftertænksomt.
Skal vi beholde den?
Selvfølgelig.
Benny blev trygt afleveret til sin ejer, mens Anders og Maren nu havde en ny lille ven at passe på sammen. Anders flyttede ind i sin lille lejlighed sammen med Maren, og de fortalte snart deres venner inklusive Frederik og hans kone om den udvidede familie med den nye hvalp.
Sådan gik historien fra en misforstået hundelån til en kærlighedshistorie i København, med en smule ironi, masser af latter og en ny, lille firbenet ven.
