Du er sent hjemme igen!
Freja smed tasken fra skulderen og lænede sig op ad væggen i entreen. Benene var tunge efter ti timer på kontoret regnskabssæsonen drænede hende fuldstændig.
Birthe, vi har kvartalsafslutning, jeg sagde det jo i morges…
Ja, du sagde det, svigermorens mund blev til en stram streg, sådan som kun hun kunne gøre, når hun mente, at Freja havde dummet sig.
Mads stak hovedet ud fra stuen, sendte et undskyldende smil og forsvandt hurtigt igen. Birthe vendte om og gik, efterlod en sky af utilfredshed og duften af kamillete.
Freja smed skoene og slentrede ud i køkkenet. Andet år i træk boede de i denne treværelses hos Mads mor, og andet år i træk sparede de op til udbetalingen på en lejlighed. Men opsparingen smeltede væk som is på en julidag. Først gik vaskemaskinen i stykker den er jo gammel, vi skal have en ny, ordentlig en. Så var det badeværelset fliserne er revnet, sådan kan man ikke bo. Og så et nyt fjernsyn Mads får ondt i øjnene af det gamle.
Freja åbnede køleskabet, kiggede på en bøtte med kolde kartofler og lukkede igen. Hun havde ikke lyst til mad.
Et blødt mjav lød nede fra gulvet. Mille en grå, langhåret kat med hvid plet på brystet snoede sig om Frejas ankler og spandt højlydt.
Hej, lille ven, Freja løftede Mille op og begravede næsen i den varme pels. Har du ventet på mig?
Mille stødte hovedet mod Frejas hage og spandt endnu højere. Birthe havde fundet hende som killing ved opgangen for otte år siden. Nu var Mille blevet en flot dame med tyk pels og en forkærlighed for bløde steder.
Freja bar Mille ind i soveværelset, lagde sig på sengen, og Mille rullede sig straks sammen ved siden af hende. I denne lejlighed, hvor hvert skridt blev kommenteret, var katten det eneste væsen, der bare var glad for Freja. Uden krav, uden tavse bebrejdelser.
Hun strøg den bløde pels og tænkte, at om et halvt år, måske otte måneder, så flyttede de. Det skulle de bare.
…Men månederne blev svære. Forandringerne kom snigende. Først råbte Birthe bare af Mille, fordi hun hoppede op på køkkenbordet. Så blev hun smidt ud af stuen der er hår overalt, man kan ikke trække vejret. Til sidst måtte hun ikke sove på sofaen.
Det er møbler, ikke en kattekurv! Hun kan sagtens sove på gulvet, der sker hende ikke noget.
Freja købte en blød kattekurv, men Mille gemte sig alligevel i hjørnerne og blev forskrækket af høje lyde. Før gik hun frit rundt, nu listede hun sig afsted og undgik Birthe.
En aften sad Freja i lænestolen med Mille på skødet og scrollede på mobilen. Katten spandt og skubbede hovedet ind under Frejas hånd.
Freja!
Birthe stod i døren, ansigtet vredt.
Tag den kat væk! Hvor mange gange skal jeg sige det du skal ikke sidde med den på skødet! Hår på tøjet, lopper…
Mille har ikke lopper, Freja blev ved med at nusse hende. Jeg tager hende til dyrlægen hvert halve år.
Det er ligemeget! Det er et dyr, forstår du? Et dyr! Du skal ikke forkæle hende sådan!
Mille blev stiv, lagde ørerne ned. Freja satte hende på gulvet, og katten forsvandt under sengen.
Birthe nikkede tilfreds og gik. Freja knyttede hænderne så hårdt, at neglene skar i håndfladerne.
Opsparingen voksede langsomt. Snart var der nok til udbetalingen. Freja kiggede på lejligheder på Boligsiden, lavede favoritter, regnede på afdrag. En lille etværelses i Valby ikke noget særligt, men deres eget. Og Mille skulle med, selvfølgelig. Katten skulle ligge på sofaen, sove på puden, gå hvor hun ville.
Snart, lille ven, hviskede Freja, når Mille kom om natten og lagde sig ved siden af hende. Snart flytter vi. Hold ud lidt endnu.
Den aften startede som alle andre. Freja kom hjem, skiftede tøj, tjekkede bankappen.
Og stivnede.
Næsten alle pengene var væk…
Mads!
Han kom ind i døren med det der skyldige blik, han altid havde, når han skulle sige noget ubehageligt.
Freja, jeg ville fortælle dig…
Hvor er pengene?
Mor… Lægen sagde, hun skulle til havet. For hjertet, du ved? Kursted, behandlinger… Hun har det virkelig skidt, og jeg tænkte…
Du tænkte, Freja lo, men det lød skarpt og bittert. Du tænkte! Vi har sparet op til lejlighed i to år! Og hver gang bliver pengene brugt på noget andet!
Det er jo min mor…
Og hvem er jeg? Hvem er jeg i den her familie, Mads?
Han sagde ingenting. Stirrede ned i gulvet, skiftede vægt fra fod til fod. En mand på tredive, der ikke kunne sige nej til sin mor. Som lod hende bestemme over deres penge. Som…
Har du nogensinde, Freja stod helt tæt på ham, bare én gang taget min side? Bare én gang sagt til hende, at vi også har ret til et liv?
Mads så op. Øjnene var fyldt med forvirring og en slags bøn.
Hun er min mor, Freja. Jeg kan ikke…
Du kan ikke. Du kan aldrig noget.
Freja vendte sig om og gik ind i soveværelset. Smækkede døren, lænede sig op ad den, lukkede øjnene.
Et svagt skrab Mille kom hen og gned sig mod hendes hånd.
Freja lagde sig på sengen, og katten lagde sig straks ved siden af, hovedet på hendes hånd. Det eneste væsen i lejligheden, der havde brug for hende.
Hun strøg den grå pels og stirrede op i loftet. Tårerne løb ned ad kinderne og forsvandt i håret.
…Morgenen var mærkeligt stille. Birthe plejede at larme med tallerkener, skrue op for fjernsynet, snakke med sig selv. I dag ingenting.
Freja gik ud af værelset og stoppede.
Birthe stod i gangen med en stor affaldssæk. Kattebakken stak ud af posen.
Hvor er Mille?
Svigermor løftede øjenbrynene, som om hun virkelig ikke forstod.
Mille? Nå, katten. Jeg satte hende ud på gaden.
Hvad?
Jeg er træt af hende. Hår overalt, larmer om natten, spiser som en hest. Har holdt ud i otte år, nu er det nok. Hun klarer sig fint udenfor. Katte er seje.
Birthe talte roligt, næsten ligegyldigt som om det bare var en gammel stol, hun havde smidt ud.
Du… du smed katten ud?
Ikke smidt ud, bare lukket ud. Hun kan fange mus, det har hun godt af! Hun har været for forkælet. Hun valgte dig frem for mig! Hun er altid hos dig. Nu kan hun prøve at være udenfor, så lærer hun det!
Freja huskede ikke, hvordan hun kom ud på gaden. Hjemmesko, pyjamasbukser, Mads t-shirt ligemeget. Gården. Opgangene. Buskene langs huset.
Mille! Mille, mis-mis!
Den kolde vinterluft sved i lungerne. Skoene blev våde af mudder og pytter. Freja ledte hele gården igennem, kiggede bag skraldespande, under biler.
Kælderen. Døren stod på klem.
Hun sneg sig ind i den fugtige mørke kælder, der lugtede af mug og rustne rør.
Mille?
Et svagt, klagende mjav lød bag nogle rør.
Freja kravlede gennem rod, brædder og gamle spande. Mille lå krøllet sammen i et hjørne, øjnene store og bange. Da hun så Freja, mjavede hun igen, og det lød som gråd.
Kom her, lille ven. Kom til mig.
Mille kom frem, rystende over hele kroppen. Freja løftede hende op og holdt hende tæt ind til sig. Katten klamrede sig fast med kløerne og spandt nervøst, højt, uroligt.
Det er okay. Jeg har dig nu. Alt bliver godt.
Birthe stod i døren og spærrede vejen.
Hvor vil du hen med den kat?
Hjem.
Jeg har sagt, at katten ikke skal være her. Hun kommer ikke ind igen.
Freja stoppede foran svigermoren. Mille trykkede sig ind til hendes bryst, stadig rystende.
Luk mig ind.
Nej. Du må vælge katten eller lejligheden.
Birthe…
Hvad? svigermorens mund blev skæv. Tror du, jeg ikke ser, hvordan du render rundt med det dyr? Mere end med din egen mand. En kat uden stamtavle, en svigerdatter uden rødder I passer sammen. Begge tror, I har ret til at bo her og få det hele serveret.
Freja tog et skridt frem. Birthe blev overrasket og rykkede tilbage, og det var nok. Freja smuttede ind i lejligheden med katten.
Stop! Hvor tror du, du skal hen…
Freja gik ind i soveværelset. Tog en rejsetaske frem, begyndte at pakke. Undertøj, t-shirts, jeans. Papirer fra skrivebordet. Oplader til mobilen.
Birthe dukkede op i døren.
Hvad laver du?
Pakker. Kan du ikke se det?
Hvor vil du tage hen?
Freja lynede tasken, fandt transportkassen frem. Mille gik selv ind, som om hun vidste, at nu skulle de afsted.
Freja, Mads stod bag sin mor. Kan vi ikke snakke om det? Lad nu være…
Nej, Mads. Det er sådan, det skal være.
Hun gik forbi dem uden at se sig tilbage. Tasken over skulderen, transportkassen i hånden.
Ude på gaden tog hun mobilen frem og ringede.
Sofie? Det er Freja. Må jeg bo hos dig et par dage? Ja, der er sket noget. Jeg fortæller det hele. Tak.
Taxaen kom efter syv minutter. Freja satte sig bagi, stillede kassen ved siden af. Mille kiggede op på hende gennem tremmerne, og i de grønne øjne var der ingen frygt. Kun tillid.
Sofie tog imod dem med te og småkager. Hun lyttede, rystede på hovedet, hældte mere te op. Mille faldt til med det samme snusede rundt, fandt en solstribe i vindueskarmen, rullede sig sammen.
Bliv så længe du vil, sagde Sofie.
Tre dage senere fandt Freja en lejlighed. En lille etværelses i et gammelt hus, med udsigt til industrikvarteret og larmende naboer ovenpå. Til gengæld var den billig og tillod husdyr.
Hun flyttede med taxa, satte kattens bakke i badeværelset, madskåle i køkkenet. Mille gik rundt i den tomme lejlighed, gned sig op ad væggene, mjavede.
Vi skal nok falde til, Freja satte sig på gulvet ved siden af hende. Vi køber møbler. Hænger gardiner op. Det bliver hyggeligt.
Mille kravlede op på skødet og begyndte at spinde.
Mads underskrev skilsmissen uden protester. Der var intet at dele opsparingen var væk, de havde ikke fået noget sammen. Birthe fortalte til alle, at svigerdatteren var utaknemmelig og gik på grund af en kat.
Freja sagde ikke imod. På en måde var det sandt.
Året gik langsomt og hurtigt på samme tid. Arbejde, hjem, weekender med en bog på sofaen. Mille sov ved fødderne, ventede i entreen, spandt om aftenen. Pengene voksede nu for alvor, uden pludselige udgifter til kursteder og fjernsyn.
Om foråret fandt Freja en ny lejlighed. En lille etværelses i et nybyggeri, med bred vindueskarm og altan til blomsterkrukker.
Handlen, lån, papirarbejde. Og så nøglen. Nøglen til hendes egen lejlighed.
Freja åbnede døren og lod Mille komme ind. Katten gik rundt, snusede til alle hjørner, hoppede op på vindueskarmen, satte sig og kiggede på Freja.
Hvad synes du?
Mjav, svarede Mille.
Freja satte sig på gulvet ved siden af hende. Solen gik ned udenfor, og værelset blev fyldt med varmt, gyldent lys. Tomme vægge, støvet gulv, duften af maling og noget nyt.
To år i andres hjem. Et år til leje. Og nu sit eget.
Mille hoppede ned, kravlede op på Frejas skød, gned hovedet mod hendes hage. Spinden fyldte rummet og gav genlyd fra de nøgne vægge.
Freja smilede og nussede katten bag øret.
Det eneste gode, der kom ud af det ægteskab, lå nu på hendes skød og spandt højt. Og det var faktisk nok.
