Manden i mine drømme forlod sin kone for min skyld – men jeg kunne aldrig have forestillet mig, hvor…

Manden i mine drømme forlod sin kone for min skyld, men jeg havde aldrig forestillet mig, hvordan det hele ville ende.
Allerede på universitetet så jeg op til ham. Man kan vist roligt sige, at det var ubetinget kærlighed naiv og helt igennem blind. Da han endelig lagde mærke til mig, var det som at få et klap af lykkens gudinde og al fornuft fløj ud ad vinduet. Det skete faktisk flere år efter studietiden, da vi endte i samme afdeling i en virksomhed i København. Ikke noget mærkeligt i det vi havde jo læst det samme. Men jeg var overbevist om, at det var skæbnen selv, der havde haft en finger med i spillet.
I mine øjne var han drømmemanden. Og det gik ikke på mig, at han allerede var gift. Jeg havde aldrig selv været gift og anede derfor ikke, hvordan det mon egentlig føles at se et ægteskab falde fra hinanden. Derfor skyldte jeg mig heller ikke nogen skamfølelse, da Henrik besluttede at forlade sin kone for min skyld. Hvem skulle dog have troet, det ville bringe så meget smerte? Man siger jo, man ikke kan bygge sin egen lykke på andres ulykke. Og for en gangs skyld havde det forbudte folkeord fat i noget.
Da han valgte mig, svævede jeg selvfølgelig på skyer. Jeg ville have tilgivet ham alt. Men i hverdagen viste han sig slet ikke at være den princ Henrik, han spillede i offentligheden. Hans skjorter og sokker flød over det hele, opvasken nægtede han at røre. Hele husholdningen hang på mig. Men lige der var det ærligt talt ligegyldigt.
Henrik glemte lynhurtigt sin ekskone. De havde ingen børn, og det viste sig desuden, at det var hans svigerforældre, der havde presset på for ægteskabet. Med mig skulle det hele være helt anderledes det sagde han i hvert fald.
Min lykkeboble bristede hurtigt, for det hele blev vendt på hovedet, da jeg blev gravid. I starten var Henrik ellevild vi fejrede det endda med en stor familie-komsammen. Alle ønskede os alt muligt held og lykke og masser af rugbrød til den lille.
Den aften står stadig klart for mig som et af mit livs bedste øjeblikke. Og jeg fortryder det egentlig ikke. Men fra den dag begyndte min naive kærlighed at fordufte lidt efter lidt.
Jo større maven blev, desto mindre så jeg Henrik. Jeg gik på barsel og begyndte kun at se ham sent om aftenen. Han blev evigt længe på kontoret, eller tog til firmafester. Først rørte det mig ikke, men rimelig hurtigt blev jeg træt. Det blev sværere og sværere at bukke sig ned efter hans halvsure sokker, og jeg begyndte at tænke over, om vi mon var blevet for hurtige med barnet.
Jeg vidste godt, at følelser ikke varer evigt, men jeg havde ikke forestillet mig, de kunne forsvinde så hurtigt. Henrik kom stadig med blomster og Marabou, men jeg gad simpelthen bare helst have, han var derhjemme.
Det blev snart helt tydeligt, at hans mange sene aftener næppe skyldtes regneark og kedelige møder. Mine kolleger løftede engang forsigtigt sløret for, at der var begyndt en ung kvinde i min afdeling og eftersom man allerede havde dårlig bemanding, var det rent cirkus, da jeg gik på barsel. Ironisk, ikke?
Jeg var ikke sikker på, om det var hende, men en ting stod klart: Henrik havde fundet en anden. Der var aldrig et sekund til overs: enten var det arbejde, møder eller endnu en vigtig firmafest. En aften fandt jeg et stykke papir i lommen på hans jakke, hvorpå der stod nogle initialer, jeg aldrig havde set før. Hvorfor jeg gav det tilbage til ham og lod som ingenting, ved jeg stadig ikke.
Det er faktisk temmelig skræmmende at være alene, syv måneder henne, når ens ægtemand konstant klager over, at man er blevet for nervøs. Hver eneste diskussion sluttede med et højt suk fra hans side. Jeg forstod pludselig, at tog jeg den konflikt, ville jeg alligevel ende som alene mor. Frygten for at ende alene var så stor, at jeg ikke kunne tænke på andet. Man siger jo, at det, man frygter allermest, det rammer en.
Henrik havde måske været lidt af en Don Juan, men gentleman det var han altså ikke. De værste ord jeg nogen sinde har hørt, var: Jeg er ikke klar til at få et barn. Og: Jeg har fundet en anden. Hvordan han sagde det, husker jeg ikke engang, men jeg kunne mærke, at mit indre faldt fra hinanden.
Jeg anede ikke, jeg havde modet til at bede om skilsmisse. Det havde Henrik tydeligvis heller ikke regnet med. Og da jeg næste morgen smed hans ting ud af vores lejebolig, var det en sand befrielse der var da heldigvis ikke noget, der skulle deles.
Og barnet? Hvad har du tænkt dig?
Jeg skal nok finde ud af det. Jeg arbejder lidt hjemmefra, og mine forældre har altid sagt, de gerne vil hjælpe. Min mor havde ret i, at han var en skørtejæger jeg skulle have lyttet.
Det var nok ansvaret for min kommende søn, der gav mig selvtilliden tilbage. For hvis jeg havde været alene, var jeg aldrig gået.
Men jeg vidste bare, at jeg ikke ville opdrage et barn sammen med en far som ham.
Hans svigt gjorde faktisk, at jeg ikke havde det mindste behov for at se ham igen. Det var som om, nogen fjernede vattæppet fra mine øjne.
De første måneder efter bruddet og fødslen var benhårde. Jeg flyttede hjem til mine forældre i Århus, hvilket gjorde min mor og især bedsteforældrene ellevilde endelig et barnebarn! Jeg vil ikke prale af, at jeg aldrig savnede Henrik, men jeg anstrengte mig for ikke at tænke på ham. Helt inde under huden vidste jeg, jeg havde truffet det rigtige valg og kunne give min søn alt, hvad han havde brug for.
Og så dukkede Henrik op igen, uden varsel.
Han fortrød åbenbart det hele. Han ville gerne se sin søn. Men vil jeg overhovedet det længere? Måske var det på tide at tage toget mod Odense og starte helt forfra…