Helt ikke tilfældigt, at vi mødtes Efter farens død var Irina dybt sorgfuld, og Mark så det tydeligt. Hun var stadig ung og heldigvis i arbejde, hvor kollegerne hjalp hende med at komme lidt væk fra sorgen, og hjemme gjorde Mark sit for at underholde sin mor om aftenen. – Søn, hvor er det svært uden far, kan du huske, vi altid spillede poker sammen? Jeg elskede det, det er min passion. Nogle kvinder sladrer og snakker om andre, men det gider jeg ikke. Søn, vil du ikke spille poker med mig? – Mor, du ved jo, kortspil er ikke lige mig. En dag kom Mark hjem og fandt en gæst i huset – en kvinde af ukendt alder, lidt rund og med et pudret ansigt, men hun var overraskende energisk. Hun sad med Irina ved bordet og spillede poker, mens de grinede. – Nå, mor har fundet sig en spillepartner. Det er da godt, tænkte Mark. – God aften, hilste Mark. – God aften, sagde kvinden, – jeg hedder Margrethe, bare Rita, og du må være Irinas søn, – sagde hun og rakte hånden frem. Sådan mødtes de. Mark har sin egen store lejlighed i centrum, men moren vil ikke bo alene efter mandens død, så han bor hos hende. Han er en god søn og elsker sin mor. Rita blev en hyppig gæst, og selvom hun var yngre end Irina, delte de passionen for kortspil – noget man sjældent ser. Mark driver sin egen virksomhed, som han startede med hjælp fra sin far for to år siden. Han er 28 og stadig ugift. Han har en god uddannelse, er universitetsuddannet, og virksomheden kræver meget tid – han står stadig ikke helt sikkert på egne ben. En dag sad han med sine papirer, da Rita kom ind: – Irina sagde, du har problemer med tallene, skal jeg hjælpe? – og hun kastede sig straks over regnskabet. Efter få minutter fandt hun en fejl, og Mark ærgrede sig over ikke selv at have opdaget den. – Tak, Rita, sagde han uden at løfte blikket, og hun gik ud igen. Næste aften sagde Irina til sin søn over middagen: – Mark, du er som en enspænder, hvorfor giver du ikke Rita lidt opmærksomhed? Hun er en dygtig økonom. Du burde takke hende, hun hjalp dig jo i går. Inviter hende i biografen eller… Mark så overrasket på sin mor. – Mor, jeg sagde jo tak, men biografen… hun er jo din veninde… Vil du sætte mig sammen med hende? – Hvorfor ikke, Rita er ikke model, lidt ældre end dig, men hun er klog, kan regnskab og laver fantastisk mad. Og vigtigst – hun kan lide dig, hun har selv sagt det. Hun kunne blive en god kone. – Mor?! Mener du det? Eller handler det bare om kortspil? Moren blev lidt flov. – Mark, tag hende ind i din virksomhed, hun er dygtig, og hun har problemer med arbejde… Mark lyttede til sin mor og ansatte Rita, og han fortrød det ikke. Han gjorde hende endda til sin stedfortræder, og snart begyndte pengene at strømme ind i firmaet. – Mark, hvornår gifter du dig? – spurgte moren, – det er tid til at stifte familie. Han kunne have giftet sig for længst, men ingen af de piger, han havde haft på besøg i sin tomme lejlighed, var nogen, han ville fri til. Men han så, at Rita håbede på at vinde hans hjerte, hun tabte sig, begyndte at klæde sig elegant, men for ham var hun stadig bare morens veninde. En morgen, på vej ned ad trappen, stødte Mark ind i en spand vand og var ved at vælte en ung pige i arbejdstøj. Han bemærkede, at rengøringsdamen var meget ung, sikkert lige færdig med gymnasiet, og han undskyldte og skyndte sig videre. I bilen tænkte han på pigen – måske var det hende, moren havde fortalt om, han måtte spørge nærmere. Om aftenen spurgte han Irina om rengøringsdamen. – Åh, det er Vera fra naboejendommen. De bor tre sammen i en toværelses: hende, hendes mor og bedstemor. Bedstemor er sengeliggende, og de mangler penge, så Vera arbejder ved siden af. Veras mor er en køn kvinde, men har haft uheld med mænd. Vera blev født, da moren var meget ung, og faren forsvandt straks, da han hørte om graviditeten. Nogle gange kom der mænd i lejligheden, én blev endda en måned. Da Vera var otte, spurgte hun ham: – Onkel Niels, må jeg kalde dig far? – Hvorfor? Jeg har mine egne børn, de bor med deres mor, og du er ingenting for mig. Bare en ekstra til din mor og bedstemor… Vera blev ked af det, men sagde ikke noget til sin mor, og onkel Niels forsvandt tre dage senere, hvilket gjorde Vera glad. Bedstemor forstod, at det var svært for moren at finde en mand, når hun selv var sengeliggende. – Hvis jeg havde mit eget værelse, – sukkede bedstemor, – nu ligger jeg i gennemgangsværelset, hvem vil bo her med en sengeliggende bedstemor? – Mor, tror du, jeg har overskud til at finde en mand? Jeg vil bare sove, arbejder i skiftehold, skal lave mad, passe dig, give massage. Godt Vera hjælper, men hun har også travlt. Bedstemor så, at Vera ikke gik i biografen, ikke gik ture med veninder eller mødtes med drenge. Hun studerer på universitetet, på SU, og har valgt det nærmeste institut for at kunne nå det hele. Vera fik praktikplads i en lille virksomhed tæt på hjemmet, kun få busstoppesteder væk. Hun blev meget overrasket, da hun trådte ind på direktørens kontor og så Mark Roman fra naboejendommen. Han havde engang næsten væltet hende, da hun vaskede gulv i hans opgang. Hun håbede, han ikke ville genkende hende. Det gjorde hende nervøs, men han genkendte hende og løftede øjenbrynene. – Vera, min nabo? – hun rødmede og nikkede. Vera arbejdede flittigt, og Mark lagde mærke til det. Rita holdt øje med Vera – hun brød sig ikke om Marks idé om at ansætte praktikanter, især ikke de kvindelige. Men snart indså Rita, at Vera ikke var en trussel. Hun var beskedent klædt, næsten uden makeup, men med smukke, udtryksfulde øjne. Mark lagde mærke til Vera og inviterede hende ind på sit kontor. Rita bemærkede det, men Mark sagde straks: – Margrethe, lav en midlertidig kontrakt med hende. – Skal hun have løn? – undrede Rita sig, – hun er jo studerende. – Ja, men hun er lovende, jeg har set hende arbejde, hun lærer hurtigt, får hun eksamen, kan vi måske tilbyde hende fast job. Hvis hun vil, – Rita brød sig ikke om det, men blandede sig ikke. Mark genkendte Vera som den unge pige, der vaskede gulv, og spurgte forsigtigt sin mor om hendes familie. Han fandt ud af, at Vera og hendes mor for nylig havde begravet bedstemor og lånte penge til begravelsen, så han besluttede at ansætte hende midlertidigt. Han ville egentlig bare hjælpe og give hende penge, men hun afslog og blev forskrækket, så han sagde, hun var midlertidigt ansat. Rita og Irina spillede poker, og Rita klagede: – Jeg tror, Mark glider fra mig, han er interesseret i den beskedne studerende. – Hvilken pige? – Åh, fra naboejendommen, jeg kender hende, hun var rengøringsdame, men nu gør hun vist ikke rent mere. Bare rolig, Rita, jeg holder øje. Jeg tror ikke, Mark vælger hende. Hun er ikke smuk, beskeden… Men pas på, at han ikke ansætter hende fast. Men de vidste ikke, at Marks følelser for Vera var mere end professionelle. Han kunne ikke lade være med at tale med hende, men vidste ikke, hvordan han skulle nærme sig hende. Han var jo direktør, så han kunne altid tale om arbejde… og måske mere. Han kaldte hende ind på kontoret, de talte om arbejde, men samtalen blev hurtigt mere personlig. Mark følte, at deres møde i opgangen ikke var tilfældigt – det var et tegn. – Vera er meget belæst, tænkte han, da hun gik, – hun er klog og moden, interesserer sig for filosofi, og vigtigst – hun er ligeglad med kortspil, hvilket glædede ham. Hun nikkede glad. Veras praktik sluttede, og hun skulle nu forberede sin eksamen. – Jeg venter dig, Vera, efter eksamen, der er en plads til dig, – hun nikkede glad. Men Vera kom ikke efter den aftalte tid. Mark ærgrede sig over ikke at have fået hendes nummer. Han bad Rita om hendes personalekort, men Rita havde slettet telefonnummeret, som var skrevet med blyant – hun følte det var klogt. Hun roste sig selv for det. Men Rita havde ikke forudset, at direktøren selv ville opsøge Vera hjemme, da han så adressen på kortet. Mark, nervøs som en skoleelev, ringede på Veras dør, og en mand åbnede, men Vera kom straks til. – Nikolaj, det er til mig. Det er mors kæreste, – sagde hun køligt. – Mark Roman, hvorfor er du her? – Vera blev nervøs og rødmede. – Hvor er det godt, du fandt mig, jeg har lejet et værelse i en kollektiv, skal til at flytte. Jeg vil ikke bo her… – Hvorfor kom du ikke efter eksamen, vi havde jo en aftale? Vera sænkede blikket. – Jeg kom på kontoret, men Margrethe sagde, der ikke var plads til mig. Mark forstod. – Vera, du skal ikke bo i kollektiv, der er en firmalejlighed… bo der, og i morgen på kontoret. Der er en stilling til dig. Faktisk to… – grinede han. – Pak dine ting, giv mig dit nummer, her er mit kort, ring når du er klar, så flytter vi dig. Tre måneder senere blev Mark og Vera gift. Han måtte fyre Rita efter en ubehagelig samtale med hende og sin mor, men han undskyldte og gav hende endda en gave. Veras mor bor med Nikolaj, som Vera ikke bryder sig om, så hun kommer sjældent på besøg. Mark og Vera er lykkelige og venter allerede familieforøgelse.