Jeg forstår nu, hvad jeg har gjort. Jeg ville vende tilbage til min ekskone, som jeg havde været sammen med i 30 år, men det var alt for sent…
Jeg er 52 år gammel nu. Og jeg har ingenting tilbage. Ingen kone, ingen familie, ingen børn, intet arbejde ingenting…
Mit navn er Viktor. Jeg boede sammen med min kone i 30 år. Jeg sørgede altid for at tjene penge, så familien havde, hvad vi skulle bruge, og min kone tog sig af hjemmet. Jeg ville ikke have, at hun gik på arbejde. Jeg var tilfreds med, at hun var hjemmegående. Men som årene gik, begyndte hun at irritere mig.
Vi levede sammen med gensidig respekt, men kærligheden forsvandt. Jeg tænkte, det var sådan, det skulle være. Det passede mig fint. Men det hele ændrede sig. En aften på en bar i København mødte jeg Camilla. Hun var tyve år yngre end mig. Smuk, venlig og sjov. Det føltes som en drøm, der blev til virkelighed.
Vi begyndte at se hinanden, og snart blev hun min elskerinde. To måneder senere indså jeg, at jeg ikke ville lyve for min kone mere. Jeg gad ikke komme hjem efter arbejde. Jeg troede, jeg elskede Camilla og ville have hende som min kone.
Kort tid efter fortalte jeg Lisbeth sandheden. Hun lavede ingen scene. Hun forblev rolig. Jeg troede, hun heller ikke elskede mig længere, og derfor tog hun det så pænt. Men først nu forstår jeg, hvor dybt jeg sårede Lisbeth.
Vi blev skilt. Vi solgte lejligheden, hvor vi havde delt så mange år sammen. Camilla krævede, at jeg ikke lod min ekskone beholde lejligheden. Det var, hvad jeg gjorde. Lisbeth købte sig et lille værelse. Jeg brugte opsparingen til at købe en toværelses til Camilla.
Jeg hjalp ikke min ekskone. Hun fik ikke en krone fra mig. Jeg vidste, hun stod uden penge og ikke kunne få job med det samme. På det tidspunkt var det mig komplet ligegyldigt. Vores sønner nægtede at tale med mig. De kunne mærke, jeg havde svigtet deres mor, og det kunne de ikke tilgive.
Det rørte mig ikke dengang. Camilla var gravid, og vi glædede os til barnet. Snart blev en søn født. Men drengen lignede hverken mig eller Camilla. Mine venner hviskede om, at det nok ikke var mit barn. Jeg nægtede at lytte til dem.
Mit liv med Camilla gik ikke godt. Jeg var nødt til at arbejde hele tiden, tage mig af hjem og barn. Camilla ville kun have flere penge og var hele tiden ude blandt venner. Der var rodet derhjemme, og der stod aldrig mad på bordet. Hun kom hjem klokken tre-fire om natten, lugtede af øl, og begyndte ofte at skændes om ingenting.
Til sidst mistede jeg mit arbejde. Jeg var udmattet, sur og lavede for mange fejl. Sådan levede jeg i tre år. Min bror Bo, som aldrig havde brudt sig om Camilla og altid havde tvivlet på, at drengen var min, fik mig til at tage en faderskabstest. Det viste sig, at barnet ikke var mit.
Vi blev skilt med det samme, da sandheden kom frem. I al den tid havde jeg ikke haft kontakt med min ekskone eller mine sønner. Efter bruddet med Camilla besluttede jeg at opsøge Lisbeth igen. Jeg købte blomster, vin og en kage og ringede på hendes dør. Men Lisbeth boede der ikke længere. Den nye beboer gav mig hendes nye adresse.
Jeg tog derhen. En mand åbnede døren. Det viste sig, at Lisbeth havde fået et godt job og giftet sig med en kollega. Hun virkede glad og tilfreds.
Senere mødte jeg hende tilfældigt på en café. Jeg spurgte, om hun ville tage mig tilbage. Hun kiggede bare på mig, rystede på hovedet og gik.
Nu forstår jeg min store fejl. Hvad troede jeg? Hvad har jeg opnået? Hvorfor forlod jeg min kone for en yngre kvinde?
Nu sidder jeg her, 52 år gammel, uden kone, uden arbejde, og selv mine sønner vil ikke have noget med mig at gøre. Jeg har mistet alt det, der betød mest for mig. Det var min egen skyld og det kan aldrig gøres om.
Nogle gange lærer man først værdien af det, man havde, når man har mistet det. Det er en bitter lektie, men måske kan andre undgå mine fejl ved at tænke sig om, før de river det vigtigste i stykker.
