Søren gav sin søster alt, hvad han ejede bogstaveligt talt alt.
Da forældrene døde én efter én, stod der kun en treværelses lejlighed tilbage i centrum af København. På det tidspunkt havde Søren allerede boet i Tyskland i tolv år, haft et job, en tysk kone, to børn og tysk statsborgerskab. Han fløj sjældent hjem.
Søster Bodil med mand og søn snoede sig i et lille etværelsesrum i udkanten af Hvidovre.
«Bodil, sælg forældrenes lejlighed, tag pengene, lev i fred. Jeg har fundet mig til rette her, jeg behøver ikke noget», sagde han på Skype.
Hun græd i røret, takkede og lovede at bede for ham hver dag.
Lejligheden blev solgt for 2millioner kroner en formue dengang. Søren underskrev afkaldsblanketten hos notar på afstand uden spørgsmål, uden en eneste krone til sig selv.
Et år senere købte Bodil en ny treværelses lejlighed i et moderne byggeri, en ekstra til «sønnen til fremtiden», et sommerhus i Nordsjælland og en Mercedes. Hun sendte en besked: «Tusind tak, bror! Du reddede os.»
Søren glædede sig over dem. Ja, han glædede sig.
Fem år gik.
Søren gik i krise. Firmens afdeling blev skåret ned, hans kone anlagde skilsmisse, tog børnene og halvdelen af formuen med sig. Han stod næsten på nul. Han måtte vende tilbage til Danmark et job i Tyskland for en 52årig specialist uden dansk autorisation var ikke længere muligt.
Han skrev til søsteren:
«Bodil, jeg kommer. Må jeg bo hos dig i et par måneder, indtil jeg får benet på jorden igen? Lejen er skyhøj, jeg har næsten ingen penge.»
Svaret kom efter tre dage:
«Åh Søren, undskyld Vi har lige startet ombygning, byggere overalt Og sønnen bor med sin kæreste, så der er næsten ingen plads Måske et billigt hotel? Jeg kan give dig lidt penge.»
Søren læste beskeden ti gange. Så ringede han op på video.
Bodil svarede fra køkkenet i den nye lejlighed den samme, som skulle være «til sønnen». Bag hende kunne man se en nyopført gang, friske vægge og en tekniker, der gik forbi.
«Bodil, er du seriøs? Jeg gav dig 2millioner, og du vil kun give mig et lille beløb til et hotel?»
Hun sukkede, lukkede øjnene.
«Søren, det var for fem år siden! Vi har brugt alle pengene. Desuden nægtede du selv, du skrev under. Vi skylder dig intet. Du var dengang rig i Europa, nu kommer du tomhendt og stiller krav.»
Han lagde på, trykkede på afslut og stirrede på væggen.
En måned senere landede han i København, lejede et værelse i en almennyttig bolig for 20000 kroner de sidste penge. Han begyndte at arbejde som vagt i et supermarked og som nattevognmand.
Kontakt til søsteren forsvandt.
Ingen på helligdage.
Ingen ved nytår.
Ingen da hendes børnebarn blev født.
Hun skrev flere gange: «Søren, er du så som et barn, så sur? Vi er familie»
Han svarede ikke.
En dag mødte hun ved et tilfældigt møde en fælles bekendt og spurgte, hvordan det gik med broren.
«Det går okay», svarede den. «Han har kun én familie nu hans børn i Tyskland. Her har han ingen, og han vil aldrig få nogen.»
Bodil mærkede et stød af skam for første gang, men beroligede sig hurtigt: «Det er hans egen skyld. Han afslog selv. Han gik selv væk.»
Søren sad nogle aftener på bænken ved indgangen til sin almene bolig, så på stjernerne og tænkte:
Det mest dyrebare en person kan gøre, er at give alt til sine nærmeste.
Det mest skræmmende er at indse, at man efter det ikke længere eksisterer for dem.
Han bad aldrig om hjælp igen.
Ingen.
Særligt ikke fra de, han kaldte sine «nære».
