Vi bor i en lejlighed i stueetagen. Vi er fire i familien jeg, min mand, vores femårige datter og min mormor. Mormor er allerede fyldt 80, og om vinteren tager vi hende med fra hendes hus på landet, fordi hun ikke vil sidde inde i byen. Når sommeren kommer, vender hun straks tilbage til sit lille stråtækte hus, hvor hun stadig dyrker grøntsager og går ned til åen for at fiske.
Med mormor flytter altid katten Sofus ind en hvid og rød ballademager ude på landet, men den blideste puttekat i lejligheden. Det var morfar, der kaldte den Sofus, dengang han stadig levede. Han fandt på navnet, efter katten havde stjålet hans lille flaske med baldrian og forsøgte i timevis at få den op. Til sidst gav morfar op, skruede låget af og dryppede lidt på en træstub. Sofus sad der hele fire dage og sov, helt uinteresseret i mad.
Senere kom der et heftigt regnskyl, og duften blev skyllet væk. Katten gik stadig hen til stubben og snusede, sukkede tungt efter den gode duft. Han elskede virkelig morfar, som kærligt kaldte ham Sofik. Da morfar døde, gik katten hver dag hen til graven på landsbyens kirkegård i præcis 40 dage. Og derefter stoppede han helt lidt mystisk, faktisk.
For nylig udviklede Sofus kærlighed til baldrian sig til en underholdende kontakt med lovens lange arm. Den aften var mormor oprevet efter endnu et drama-afsnit på DR1 og ville dryppe lidt baldrian. Hun tabte flasken, så væsken løb ud på gulvet og spredte den velkendte duft i hele lejligheden.
Sofus, der med det samme opfangede sin yndlingsaroma, hvæsede, hoppede hen og begyndte at slikke gulvet og rulle sig i baldrianen. Min mand, i et forsøg på at lufte ud, åbnede straks altandøren, og jeg spurtede ud på badeværelset efter en klud. Mormor blev sat til rette i lænestolen, mens Sofus rullede rundt og nød rusen.
Lydene tiltrak alle kvarterets katte de havde lugtet, at her blev serveret! Første sal og altan gav dem nem adgang. Pludselig stod der en horde af mærkeligt snurrende katte i stuen. Sofus begyndte at beskytte sit territorium, og der udbrød et vildt slagsmål. Min mand løb efter at lukke altandøren for at stoppe invasionen og blev undervejs både bidt og kradset. Mormor fik latterkramper og datteren gemte sig på badeværelset hun peb og turde ikke komme ud.
I lejligheden var der nu over ti fremmede katte, og ingen af dem lod sig fange de slås og løb rundt. Nabofamilierne blev bange for al støjen og bankede på, men vi havde alt for travlt til at åbne. Til sidst troede de, at der var gået noget alvorligt galt og ringede til politiet.
De to betjente, som ankom, stod målløse: min mand så forrevet og blodig ud, alle katte hylede og mormor grinede så hun rystede. Forvirrede ringede de til dyreværnets udrykningstjeneste.
Ind kom to robuste mænd med store net og fangede hurtigt alle katte, sendte dem ud på altanen, hvor yderligere en flok ventede. Vi måtte betale 600 kroner for frigørelse af lejligheden. Og så røg Sofus med ud på altanen!
Så jeg måtte ud og lede efter ham. Heldigvis lå han stadig og døsede i blomsterbedet foran altanen han havde ingen planer om at stikke af. Folk fra opgangen var samlet, og stemningen var i top.
Senere hjalp mormor og jeg min mand med at rense sår og berolige datteren, mens vi gjorde rent efter det store kattekaos. Sofus sov saligt på vindueskarmen og nægtede at flytte sig. I de næste uger turde vi slet ikke åbne vinduer eller altandør kattene hang stadig omkring i håb om et nyt baldrianfestival.
Moralen er: Selv i de mest hverdagsagtige øjeblikke kan livet byde på overraskelser og kaos det bedste vi kan gøre er at grine med, hjælpe hinanden og huske, at selv de vildeste oplevelser skaber gode minder sammen.
