Lærerinden Frandsen var frygtet på Københavns Teknisk Skole nummer 47. Alle var bange for hende. Hun var den lærer, der skældte dig ud, hvis du kom et minut for sent, som trak dig ned i karakter for et krøllet jakkesæt, aldrig lod sig ane smile og nærmest nød at dumpe eleverne.
I niende havde jeg nærmest rollen som leder blandt dem, der ikke kunne fordrage hende. Jeg samlede på klager, fandt på spydige øgenavne, arrangerede grove drillerier. Vi kaldte hende Heksen og bildte os ind, at vi engang ville slå tilbage for alle de fornedrelser, hun havde udsat os for.
Den dag, hvor alting ændrede sig, var en grå fredag i november.
Jeg havde pjækket for at tage med nogle venner i Fields. På vej hjem med bussen så jeg pludselig noget mærkeligt: Lærer Frandsen kom ud fra et apotek i et slidt kvarter og bar på flere bæreposer.
Nysgerrigheden vandt over frygten. Jeg stod af ved næste stoppested og fulgte efter hende på afstand.
Hun gik ind i en af de gamle, slidte etageejendomme på Amager. Jeg ventede nogle minutter og sneg mig nærmere. Gennem et åbent vindue i stueetagen kunne jeg høre stemmer.
Tak fordi du kom, fru Frandsen, sagde en bekymret kvindestemme. Astrid har haft feber i tre dage.
Ingen årsag, fru Madsen, svarede min lærerinde venligt. Jeg har taget antibiotika med, det som lægen sagde hun behøvede.
Astrid Madsen? En stille pige fra min klasse, der altid så udkørt ud, og ofte mødte fraværende op.
Hvor meget skylder jeg dig, fru Frandsen?
Ingenting, vi har jo snakket om det, fru Madsen.
Men det er mange penge…
Astrid er en dygtig elev. Hun skal have mulighed for at passe sin skolegang.
Forsigtigt kiggede jeg ind og så fru Frandsen, kold og streng som jeg kendte hende, nu stryge Astrids pande med en omsorg, jeg aldrig havde set i klasselokalet.
Hvordan går det med matematikken, Astrid?
Det går fint, fru Frandsen. Jeg har øvet de opgaver, du gav mig.
Godt. Mandag får du nogle ekstra bøger, så du er klar til optagelsesprøven til gymnasiet.
Jeg tror ikke, jeg kan fortsætte i gymnasiet. Mor har brug for, at jeg hjælper til derhjemme…
Astrid, dit arbejde lige nu er at gå i skole. Resten skal jeg nok tage mig af.
Jeg gik derfra forvirret og forandret. Hvem var denne anden side af fru Frandsen?
Næste uge begyndte jeg at observere hende med helt nye øjne og lagde mærke til ting, jeg ikke havde set før.
Når Jesper Sørensen faldt i søvn i timen, råbte hun ikke ad ham, som hun plejede med os andre, men lagde forsigtigt en hånd på hans skulder og lod ham vågne stille. Jeg hørte senere, han arbejdede på et autoværksted til langt ud på natten for at hjælpe familien.
Når Anne Maj ikke havde lavet sin lektie, gav fru Frandsen hende en chance til uden drama foran klassen. Det var fordi, Anne passede sine fire små søskende, mens deres mor arbejdede nathold.
En dag tog jeg mod til mig og blev hængende efter sidste time.
Må jeg spørge dig om noget, fru Frandsen?
Hvad vil du, Emil?
Hvorfor er du så… anderledes over for nogle af os?
Hun pakkede sine ting lidt opgivende.
Hvad mener du?
Du er mildere overfor nogle, men hård mod os andre.
Sæt dig ned, Emil.
Jeg satte mig forrest hjertebanken.
Ved du, hvad forskellen er på dig og Astrid Madsen?
Nej?
Du har forældre, der kan købe skolebøger og give dig privatundervisning, hvis du behøver det. Astrid har ikke.
Men det er vel ikke min skyld?
Nej, men det er dit ansvar at gøre det bedste ud af dine muligheder. Når jeg er hård ved dig, er det fordi, jeg ved, du kan mere. Når jeg er forstående, er det fordi nogen allerede yder alt, hvad de har.
Køber du virkelig medicin til dine elever?
Hun stirrede mig lige ind i øjnene.
Har du fulgt efter mig?
Jeg nikkede skamfuldt.
Emil, nogle af mine elever kommer i skole uden morgenmad. Andre arbejder efter skole for at hjælpe derhjemme. Nogle passer små søskende hele aftenen. Hvis jeg kan gøre noget, så gør jeg det.
For egne penge?
Ja, for mine egne penge.
Hvorfor?
Fordi jeg selv voksede op ligesom dem. En lærer købte mine første gymnasiebøger. Uden hende var jeg aldrig kommet på universitetet.
Klumpen i halsen voksede.
Men hvorfor er du så streng mod os?
Fordi livet bliver hårdt, hvis ingen forventer noget af jer. Jeres forældre vil altid beskytte jer. Jeg er den eneste, der siger sandheden: Verden giver jer ingenting.
Det har jeg aldrig tænkt over.
Emil, du er klog, men doven. Du bruger mere tid på sjov end på bøger. Ved du hvorfor, det irriterer mig?
Nej, hvorfor?
Fordi du spilder chancer, Astrid ville give alt for. Hun læser ved stearinlys, fordi de ikke altid har strøm. Alligevel får hun bedre karakter end dig.
Jeg følte mig som det værste menneske i København.
Kan jeg… kan jeg hjælpe på nogen måde?
Vil du virkelig hjælpe?
Ja!
Så studér. Vær den elev, du kan blive. Og hvis du vil mere, så hjælp dine klassekammerater.
Den dag gik jeg hjem med et nyt blik på livet. Fru Frandsen var ikke den onde heks, jeg havde forestillet mig. Hun bar på byrderne fra halvtreds forskellige familier, brugte sin løn på børn, der ikke var hendes egne, var hård mod nogle for at styrke dem og blid mod andre for ikke at knække dem.
Jeg begyndte at tage det seriøst. Arrangerede lektiegrupper for dem, der havde det svært. Holdt op med at forstyrre timerne.
Ved skoleårets afslutning gav hun mig mit afgangsbevis med et gennemsnit på 9.2. Fru Frandsen smilede for første gang, jeg havde set hende gøre det.
Godt klaret, Emil. Jeg vidste, du kunne.
Tak fordi du ikke opgav mig.
Jeg opgiver aldrig mine elever. Nogle gange opgiver I bare mig.
År efter, da jeg tog min universitetseksamen med et legat for faglig dygtighed, søgte jeg hende straks op. Hun underviste stadig på samme skole, stadig streng, stadig hjælpende med lægeudgifter og bøger til de trængte.
Fru Frandsen, jeg vil bare sige tak.
Du skylder mig ingen tak, Emil. Det var dig og dit arbejde.
Men jeg skylder dig alt. Du lærte mig, at krav også kan være omsorg. At dem, der elsker os mest, ofte er dem, der ikke forkæler os.
Nu underviser jeg selv på universitetet. Når jeg skal være streng, husker jeg fru Frandsen. At hårdhed også kan være kærlig. At kræve noget er at tro på nogen.
Mine studerende hader mig måske lige så meget, som jeg hadede hende engang. Men jeg håber, de en dag forstår, ligesom jeg at de mest krævende lærere ofte elsker os allermest.
# Læreren, som alle vi hadede
Fru Nielsen var skrækken på Søndermarkens Skole. Vi frygtede hende alle. Hun var den slags lærer, der skældte ud, hvis man kom ét minut for sent, trak point for krøllet skoletrøje, aldrig smilede og nærmest nød at dumpe elever.
I 9. klasse var jeg den uofficielle leder for dem, der hadede hende: Jeg organiserede brok, gav hende øgenavne og stod bag de grove jokes. Vi kaldte hende for “Heksen” og fantaserede om at hævne alle de ydmygelser, hun havde udsat os for.
Men alt ændrede sig en fredag i november.
Jeg havde pjækket for at tage i Fields med venner, og da jeg tog bussen hjem, så jeg noget mærkeligt: Fru Nielsen kom ud fra et apotek i et fattigt område med flere bæreposer.
Min nysgerrighed overvandt frygten, så jeg stod af ved næste stoppested og fulgte efter hende på afstand. Hun gik ind i en gammel boligblok. Jeg ventede lidt og gik derefter tættere på. Gennem det åbne vindue til stueetagen hørte jeg stemmer.
— Tusind tak, fru Nielsen. Maria har haft feber i tre dage nu.
— Bare rolig, fru Hansen. Jeg har taget antibiotikaen med, som lægen sagde.
Maria Hansen var i min klasse. En stille pige, der altid så træt ud og ofte manglede.
— Hvad skylder jeg, fru Nielsen?
— Ingenting, fru Hansen. Det har vi talt om før.
— Men det koster mange penge…
— Maria er en dygtig elev. Hun fortjener at have det godt, så hun kan fortsætte med at lære.
Jeg kiggede ind og så Fru Nielsen, denne kolde, alvorlige kvinde, blidt stryge Marias pande. Aldrig havde jeg set hende sådan i klasselokalet.
— Hvordan går det med matematikken, Maria?
— Det går fint, fru Nielsen. Jeg har øvet de opgaver, De gav mig.
— Glimrende. På mandag får du nogle ekstra bøger til at forberede dig til gymnasieoptagelsesprøven.
— Men fru Nielsen, jeg tror ikke jeg kan komme i gymnasiet. Mor skal bruge min hjælp derhjemme…
— Maria, dit job nu er at studere. Resten skal jeg nok hjælpe med.
Jeg gik derfra med en fornemmelse af forvirring. Det var jo slet ikke den Fru Nielsen, jeg troede jeg kendte.
Ugen efter begyndte jeg at lægge mærke til små ting i klassen. Fx, hvis Jonas faldt i søvn i timen, vækkede hun ham ikke hårdt, men lagde roligt hånden på hans skulder. Jeg fandt ud af, at Jonas arbejdede i en cykelbutik til ud på natten for at hjælpe familien.
Når Sofie havde glemt lektierne, gav hun en ekstra chance uden skældud foran alle. Sofie passede sine tre små søskende om aftenen, hvor mor passede nattevagt.
En dag tog jeg mod til mig og ventede på hende efter timen.
— Fru Nielsen, må jeg spørge Dem om noget?
— Hvad vil du gerne vide, Simon?
— Hvorfor De er… anderledes over for nogle elever?
Hun tøvede og puttede bøger i tasken.
— Hvad mener du?
— For nogle er De mere forstående. Andre, som mig, holder De hårdt i.
— Simon, sæt dig lige ned.
Jeg satte mig i forreste række, nervøs.
— Ved du, hvad forskellen på dig og Maria Hansen er?
— Nej.
— Du har forældre, der kan købe skolesager, betale ekstraundervisning, og som går op i dine karakterer. Det har Maria ikke.
— Det er da ikke min fejl.
— Nej, men det er dit ansvar at udnytte, hvad du har fået. Når jeg er streng imod dig, er det fordi, jeg ved, du kan mere. Når jeg er forstående over for Maria, er det fordi, hun allerede yder sit ypperste.
— Køber De medicin til eleverne?
Hun så på mig.
— Har du fulgt efter mig?
Jeg nikkede, flov.
— Nogle af mine elever kommer i skole uden morgenmad. Nogle arbejder efter skole. Andre passer små søskende. Hvis jeg kan hjælpe dem med at blive ved med at gå i skole, gør jeg det.
— Med Deres egne penge?
— Ja, med mine egne penge.
— Hvorfor det?
— Fordi jeg selv voksede op ligesom dem. Jeg havde en lærer, der købte mine første gymnasiebøger. Uden hende var jeg aldrig kommet på universitetet.
Jeg fik en klump i halsen.
— Men hvorfor er De så hård ved os andre?
— Fordi livet bliver hårdt. Hvis ikke jeg stiller krav, hvem gør så? Dine forældre beskytter dig altid, men jeg er måske den eneste, der fortæller dig sandheden: at livet ikke forærer dig noget.
— Det har jeg aldrig tænkt over.
— Simon, du er klog, men doven. Du laver sjov i stedet for at arbejde. Ved du, hvorfor det irriterer mig?
— Hvorfor?
— Fordi du spilder chancer, som Maria ville give alt for. Hun læser med lånte bøger under stearinlys, fordi strømmen nogle gange er væk. Alligevel klarer hun sig bedre end dig.
Jeg følte mig som det mindste menneske på jorden.
— Kan jeg… kan jeg hjælpe?
— Mener du det?
— Ja.
— Så skal du tage din skole alvorligt. Bliv den elev, du kan være. Og vil du gøre mere, så hjælp dine kammerater, der har det svært.
Efter den dag blev alt anderledes. Fru Nielsen var ikke den onde heks. Hun bar bekymringerne for halvtreds familier, brugte sin løn på børn, der ikke var hendes egne, var streng med nogle for at gøre dem stærkere og mild med andre for ikke at knække dem.
Jeg begyndte selv at læse seriøst, lavede lektiehjælp for andre elever, stoppede med at lave ballade i hendes time.
Da hun året efter gav mig afgangsbeviset fra 9. klasse med et snit på 9,2, smilede hun. Det var første gang, jeg så hende smile.
— Godt gået, Simon. Jeg vidste, du kunne.
— Tak fordi De aldrig gav op med mig, fru Nielsen.
— Jeg giver aldrig op med mine elever. Selv om I nogle gange giver op med mig.
År senere, da jeg blev færdig med universitetet med et akademisk legat, opsøgte jeg hende. Hun underviste stadig på den samme skole, var stadig streng, og hjalp stadig de trængende elever.
— Fru Nielsen, jeg vil gerne sige tak.
— Det behøver du ikke, Simon. Det var din egen indsats.
— Jo, jeg har meget at takke for. De lærte mig, at krav er en form for omsorg. Og at dem, der elsker os mest, ofte er dem, der ikke forkæler os.
Nu er jeg selv underviser. Og når jeg er streng, tænker jeg på fru Nielsen. At strenghed kan være kærlighed. At forvente noget er at tro på potentialet.
Mine studerende hader mig sikkert lige så meget, som jeg hadede hende. Men jeg håber, de en dag forstår, at de strengeste lærere også kan være dem, der elsker én mest.
