Han nægter at anerkende sin søn — Hvad troede du egentlig? — fnøs Mads. — Løj jeg dengang? Jeg sagde jo, at jeg ikke kan lide børn! Lærke snøftede: — Mads, hvordan kan man ikke elske sin egen søn? Sit eget kød og blod? Du kalder ham aldrig ved navn… Hvad mener du med “den der”?! Tim, den etårige tumling med grød i hele ansigtet, tabte sin rangle. Drengen stivnede et øjeblik, tog en ordentlig indånding og skreg så højt, at Lærke fik ringen for ørerne. Hun styrtede hen til stolen, tog sin søn op og kiggede på sin mand. Mads spiste uforstyrret videre. — Så, så, lille skat, du tabte den bare, — beroligede Lærke. — Far henter den nu. Mads, vil du ikke lige give mig den, den rullede hen til din fod. Mads kiggede ned. Den gule giraf lå en centimeter fra hans hjemmesko. Han skubbede forsigtigt legetøjet væk med tåen og smurte smør på brødet. — Mads! — Lærke kunne ikke holde det ud. — Hvorfor sparker du? Kan du ikke bare bukke dig? Manden rejste sig uden et ord, gik hen til kaffemaskinen, trykkede på knappen, ventede på den sorte stråle, og vendte sig først derefter mod sin kone. — Jeg har travlt, Lærke. Jeg har møde om fyrre minutter, og jeg har ikke spist endnu. Morgen, trafik overalt. Tag nu selv den rangle! Og jeg vil ikke hen til barnet — min skjorte er lys, han skal ikke svine mig til. — Hvad har din skjorte med det at gøre? Sønnen græder, og du er ligeglad… — Han græder jo hele tiden, — svarede Mads roligt. — Det er hans hobby — at drive mig til vanvid. Nå, jeg smutter. Han kyssede Lærke på kinden og undgik Tims klistrede hænder. — Farvel! — sagde Tim med et tandløst smil. Mads reagerede ikke. — Hej, — sagde han og forlod køkkenet. Døren smækkede et par minutter senere. Lærke satte sig og græd højt. Hvorfor gør han sådan mod hende? Hvad har hun gjort galt? Og hvad har barnet gjort for at fortjene det? Tim mærkede sin mors stemning, blev stille og begyndte at smøre grød ud over bordet. Lærke græd færdig og prøvede at falde til ro. Hun ville ikke gøre Tim ked af det. Pludselig kom hun i tanke om en samtale med Mads — lige efter brylluppet havde han sagt: — Lærke, jeg kan altså ikke lide børn. Overhovedet. De gør mig nervøs. Larm, snavs, rod, evigt brok… Hvorfor skal vi have børn? Kan vi ikke bare lade være? Hun grinede dengang og slog det hen: — Slap nu af, Mads. Alle mænd siger sådan, indtil de får deres eget barn i armene. Instinktet vågner — du opdager det ikke engang. Hans instinkt vågnede aldrig, og han kom til at hade sin egen søn. *** Til frokost kom Lærkes forældre. Gitte, moren, stormede ind først, og bagefter kom faren, Søren, med en kasse med nyt legetøj. — Hvor er vores konge? Hvor er direktøren? — råbte Søren fra døren. — Kom herhen til farfar! Tim jublede, og de næste to timer herskede idyl i huset. Lærke kunne endelig bare sidde på sofaen med en kop te og se sin far bygge tårne, mens moren fodrede Tim med frugtmos og sang sjove rim. — Lærke, du ser bleg ud, — bemærkede moren. — Kom Mads sent hjem igen i går? — Nej, han kom til tiden, — Lærke kiggede væk. — Jeg er bare… træt. Gitte kneb læberne sammen. Hun så det hele. Hun så, at der ikke var et eneste fælles billede med barnet, bortset fra dem fra hospitalet, hvor Mads lignede en gidsel. Hun vidste, at svigersønnen aldrig spurgte til tænder eller vaccinationer — han interesserede sig aldrig for sønnen. Datteren havde klaget flere gange… — Kommer han overhovedet hen til ham? — spurgte faren stille. — Far, lad nu være. Han arbejder, han er træt. — Arbejde! — fnøs Søren. — Jeg havde to jobs, da du og din bror var små. Men jeg kom da altid hen til jeres seng! Jeg holdt nattevagt, så mor kunne sove! Men ham her… Herremanden. — Søren, rolig nu, — sagde moren. — Lærke, måske skal du snakke med ham? Det går jo ikke. Drengen vokser op, han har brug for en far, et mandligt forbillede. — Jeg har snakket med ham, mor. Hundrede gange. Lærke krammede sig selv. Hun skammede sig overfor sine forældre på grund af sin mand. Og endnu mere over, at hun havde valgt en dårlig far til sin søn. — Og hvad siger han? — Han siger: “Lad ham vokse op. Når han bliver et menneske, kan vi snakke. Indtil da er han dit ansvar.” — Kun dit?! — moren tabte viskestykket. — Lavede I ham ved knopskydning, eller deltog han i processen? Sikke en klovn, undskyld mig! Om aftenen, da forældrene var taget hjem, blev Lærke igen trist. Mads kom snart hjem, og hun skulle lave mad og rydde op, så han ikke trådte på noget og begyndte at råbe. Mads kom klokken otte. — Hej, — han smed nøglerne i skålen. — Er der mad? Jeg er sulten som en ulv. — Frikadeller i ovnen, salat på bordet, — Lærke kom ud i gangen og tørrede hænderne. — Tim sagde to nye ord i dag: “mormor” og “giv”. — Fantastisk, — svarede Mads ligegyldigt, mens han tog jakken af. — Jeg håber, “giv” ikke handlede om min løn? Han koster allerede en formue. Han grinede af sin egen joke og gik ind for at klæde om. Lærke stivnede. Det var ikke engang groft, det var værre. Det var total ligegyldighed overfor sin eneste arving. Om sønnen sagde et ord eller gøede — reaktionen var den samme. *** Tim fik tænder. Drengen peb hele morgenen, og hele familien havde været vågen halvdelen af natten. Lærke bar ham rundt, smurte gel på gummerne, satte tegnefilm på — intet hjalp. Mads havde fri. Han sad i stuen med sin bærbare, så en serie med høretelefoner, men gråden trængte igennem støjreduktionen. Ved to-tiden gik Lærke ind for at lægge Tim til lur. Det var hendes eneste chance for at slappe af, tage et bad og bare ligge i stilhed. Men Tim ville ikke sove. Han bøjede sig bagover, kastede sutten og skreg så lysekronen klirrede. Døren til soveværelset gik op — Mads stod i døren. — Lærke, hvor længe skal det fortsætte?! — råbte han. — Jeg har lyttet til det her koncert i fire timer! Jeg får hovedpine! Tim blev bange for råbet og gik helt i spåner, og Lærke mistede besindelsen: — Tror du, jeg synes det er sjovt?! Han får tænder! Han har ondt! — Gør noget! Få ham til at tie stille, jeg ved ikke… Giv ham medicin! — Jeg har givet! Han skal bare sove! Mads gik ind og stillede sig over sin kone. — Stop nu med at plage ham. Vil han ikke sove, så lad være. Lad ham kravle og skrige i et andet rum. Tag ham ud i køkkenet og luk døren! — Er du rigtig klog? — Lærke kunne ikke svare med det samme. — Han er kun et år! Han kan ikke undvære sin lur. Hvis han ikke sover nu, får vi kaos i aften. Ingen af os kan holde til det. — Jeg er ligeglad med hans system! Drop luren — så falder han hurtigere om aftenen. Logisk? Logisk. Jeg er træt af at høre på det brok. Jeg vil slappe af herhjemme, forstået? Jeg er træt af det her galehus! — Slappe af? — Lærke rejste sig langsomt med den snøftende dreng. — Du vil slappe af? Hvad med mig? Ved du, at jeg ikke har spist i dag? At jeg ikke kan gå på toilettet uden ham? Hvis han ikke sover, falder jeg om, Mads. Jeg har brug for den time. Mig! — Åh, nu starter du igen, — han rullede med øjnene. — Heltemor. Alle føder, alle opdrager, men du er den mest ulykkelige. Lad ham kravle på gulvet, så kan du lave mad eller hvad du nu skal… Han underholder sig selv. — Forstår du overhovedet, hvad du siger? — Lærkes stemme rystede. — Det er din søn. Han har det dårligt, han får tænder. Du vil nægte ham søvn, bare for at se din skodserie? — Jeg foreslår en løsning! — råbte Mads. — Vil han ikke sove, så lad være! Så enkelt er det! Tim græd igen og gemte ansigtet ved sin mors bryst. Lærke så på sin mand med afsky. — Gå ud, — sagde hun stille. — Hvad? — forstod Mads ikke. — Gå ud af værelset. Og luk døren. Mads stod et sekund, fnøs og gik, smækkede døren hårdt. Tyve minutter senere sov Tim endelig, udmattet og snøftende i søvne. Lærke gik ud i køkkenet. Mads sad ved bordet, spiste en sandwich og scrollede på telefonen. — Jeg ringede til din mor i går, — sagde Lærke, lænet op ad dørkarmen. Mads blev anspændt, lagde telefonen fra sig. — Hvorfor? — Jeg prøvede at forstå, hvad der sker mellem os. Spurgte, hvordan du var som barn, hvordan dine forældre var. Hun sagde, at din far aldrig slap dig. Tog dig med på fisketur fra du var tre, læste bøger for dig. Du voksede op med kærlighed, Mads. Hvor kommer det her fra? Mads vendte sig langsomt mod hende. — Hvis du brokker dig til min mor igen, bliver vi uvenner, — sagde han koldt. — Jeg brokkede mig ikke. Jeg bad om råd. — Råd? — han lo. — Ved du, hvad hun sagde til mig bagefter? At jeg er kold, at jeg ødelægger familien. Du har gjort mig til et monster, Lærke. Tillykke! Det lykkedes dig. — Er du ikke et monster? — spurgte hun stille. — Se på dig selv. Du bor med os som en fremmed. Du har ikke kaldt din søn ved navn én eneste gang i en uge. “Han”, “den lille”, “den der”. Hader du ham? Mads var tavs. — Jeg hader ham ikke, — sagde han endelig. — Jeg… Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre med ham. Han skriger, han lugter, han kræver, kræver, kræver! Jeg kommer hjem — her er kaos, og jeg vil have ro, snakke med dig, se en film. Men i stedet er der bleer, legetøj overalt og dit evigt sure ansigt. — Det er midlertidigt, Mads. Børn vokser op… — Det tager lang tid, Lærke. Alt for lang tid. Jeg advarede dig, sagde ærligt: jeg kan ikke lide børn. Troede du, jeg spøgte? Eller at din store kærlighed ville ændre mig? — Jeg troede, du var voksen. At “jeg kan ikke lide børn” og “jeg kan ikke lide mit eget barn” er to forskellige ting. — Det viser sig, det er det samme, — han rejste sig, smed den halve sandwich i skraldespanden. — Jeg går en tur. Jeg skal have luft. — Gå, — Lærke vendte sig mod vasken. — Gå. Tim og jeg er vant til det. Mads gik, og Lærke ringede til sine forældre. Der skulle gøres noget. *** Om aftenen vågnede Tim i godt humør. Tandsmerten var væk, han kravlede glad rundt på gulvet og prøvede at fange katten, der gemte sig under sofaen. Mads kom hjem to timer senere. Lærke reagerede ikke. Mads satte sig i lænestolen og tog fjernbetjeningen. Tim så sin far. Drengen smilede bredt og kravlede hen til stolen, rejste sig op og kiggede på Mads. — Far! — sagde han klart og rakte en legetøjsbil. Lærke holdt vejret og så på sin mand. Mads kastede et hurtigt blik på sønnen, rynkede panden og sagde til sin kone: — Tag ham væk, tak. Lad mig se tv i fred! Hvorfor skal han klamre sig til mig?! Gå hen til din mor! Lærke tog Tim og gik ind i soveværelset. En time senere kom hun ud med to store kufferter. Mads nåede ikke engang at blive overrasket — det ringede på døren. Hendes forældre var kommet for at hente Lærke og Tim. *** Lærke blev forsøgt overtalt til at vende tilbage af svigermor i en måned, men hun nægtede. Hun søgte skilsmisse få dage efter, hun var flyttet, og hun ville ikke bo med sin mand igen. Mads “vågnede op” og prøvede at se sin kone og søn, men Lærke besluttede: kun gennem retten. Tim bliver opdraget af sin morfar — en rigtig mand i alle henseender.