En aften efter skilsmissen Da Katja trådte ud af retsbygningen, blev hun overrasket over, at hun hverken følte uro eller fortvivlelse, som hun havde gjort om morgenen – tværtimod fyldtes hendes hoved af helt andre tanker: om den dommers mærkelige frisure, om hvor usædvanligt varm dagen var for oktober, og om hvad lille Sasha mon lavede – om han nu driller bedstemor? Sergej indhentede hende ved busstoppestedet: – Nå, så er det endelig overstået… Hvordan har den lille det? – Fint, – svarede Katja kort. – Så smutter jeg. Jeg bliver ventet. “Det er hende, der venter,” tænkte Katja, stadig uden følelser. Det føltes som et chok, hvor man efter en alvorlig skade slet ikke mærker smerten – den kommer senere… Hun ventede ikke på bussen, men gik mod stationen. Turen gennem de velkendte gader beroligede hende og gav indtryk af, at intet var sket, at hun bare var på vej hjem som før… Men hun burde nok have taget “Gazellen”. Da hun nærmede sig stationen, så hun den velkendte rød-hvide bus køre langsomt væk fra perronen. Hun løb, vinkede, men chaufføren enten så hende ikke eller ville ikke stoppe. “Sikke en dag,” sagde hun til sig selv. “Hvad gør jeg nu?” Hun ringede hjem, fik at vide at Sasha opførte sig pænt, og fortalte at hun havde misset bussen. Hun ville komme næste morgen. “Alt andet fortæller jeg hjemme,” sagde hun til sin mor og lagde på. *** – Katja, hvor længe siden! – udbrød Nadia glad, da hun åbnede døren. Hun havde forandret sig meget siden de sidst sås: var blevet blond og slanket sig. Den gamle klassekammerat lignede en fotomodel, især ved siden af den beskedent klædte Katja. – Nadja, må jeg overnatte? – spurgte gæsten. – Jeg er lige blevet skilt og har misset bussen. Hun sagde det med det samme for at undgå de uundgåelige spørgsmål om Sergej og Sasha. Men om den lille måtte hun gerne spørge – Katja var stolt af sin søn, han var den bedste og klogeste (som alle mødre synes om deres barn). – Kom ind, stå ikke derude, – snakkede Nadia, tog Katja i hånden og førte hende forsigtigt ind i stuen. – Nu skal vi spise aftensmad. – Hvor er Maksim? – spurgte Katja. – På forretningsrejse. Det er fint, så kan vi snakke uforstyrret, som i gamle dage. Hvor længe er det siden vi har set hinanden? – Over et år, tror jeg. Siden jeg gik på barsel… – Nå, vokser den lille gut? – Nadia dækkede hurtigt bordet og satte en flaske hvidvin frem – det skulle fejres. Samtalen gik trægt i starten. De mindedes skoletiden og klassekammeraterne, men undgik personlige emner. Om det var vinen på tom mave eller muligheden for endelig at tale med nogen udover forældre og søster, Katja følte pludselig et behov for at betro sig. Nervøst knugende en serviet fortalte hun sin triste historie, som hun aldrig før havde delt med nogen. *** Efter college kunne Katja ikke finde arbejde inden for sit fag. I hjembyen var det umuligt, i nabobyen svært. Nabopigen Tanja foreslog at tage til København – der var altid brug for arbejdskraft og lønnen var bedre. De fik job som servitricer på en lille café. Arbejdet var hårdt, men ejeren betalte godt. Efter et stykke tid blev Katja forfremmet til manager (det stod i hendes eksamensbevis). Men hun havde uheld med boligen – ingen steder blev hun længe. Udlejere var enten sære gamle damer eller mænd, der flirtede med de unge lejere… Det varede, indtil en kollega foreslog at dele en toværelses lejlighed og splitte huslejen. Katja tøvede, men sagde ja. Hun og Sergej var gode venner, og Katja så andre på det tidspunkt. Men snart blev venskabet og naboskabet til kærlighed. Den høje, flotte Sergej vandt hendes hjerte. Han kom næsten dagligt med blomster og små gaver, de tog på ferie sammen. Katja følte sig lykkelig som aldrig før. Men lykken varede ikke længe. Efter nogle måneder i papirløst forhold ændrede Sergej sig. Han kom hjem fra arbejde tavs og trist, og svarede på hendes spørgsmål om humøret: “Solen, alt er fint, bare rolig!” Men Katja mærkede, at noget var galt, og blev ved med at spørge, indtil Sergej tilstod, at han var blevet forelsket i en anden. – Jeg elsker hende så meget… kan ikke leve uden hende, – klagede han. – Og hvad med mig? – Katja kunne ikke tro, at hendes elskede mente det alvorligt. – Du er fantastisk! Men jeg elsker dig på en anden måde, som en søster. Katja, som kvinde, hvad skal jeg gøre? – Skrid! – råbte hun og låste sig inde på badeværelset, så han ikke så hendes tårer. De talte ikke sammen i flere dage. Så tog Sergej initiativ til forsoning. Det viste sig, at hans nye kærlighed ikke gengældte ham. Katja var stadig der – god, kærlig, omsorgsfuld. Hun tilgav, men i sjælen voksede uroen. Skulle hun blive med Sergej og leve på nåle, eller var det bedre at være alene? Et helbredstjek for jobbet afgjorde det. Hun kom hjem nervøs og forvirret. – Sergej, jeg har noget at sige. – sagde hun direkte. – Vi skal have et barn… – Så lad os gifte os, – svarede han enkelt. *** Brylluppet blev holdt i hendes landsby. Katja arbejdede i København indtil barsel. Hun rejste hjem til forældrene for at føde. Fødslen var hård, men den lille søn var belønningen for alle prøvelser. Sergej tog ferie og boede hos dem en måned, hjalp med alt. Men tiden gik, og han vendte tilbage til hovedstaden. Først ringede han dagligt, de talte længe, og han besøgte Katja og sønnen hver weekend. Senere kom han sjældnere, med undskyldning om dyre billetter. Telefonopkaldene blev også færre. Et halvt år senere, under et besøg, sagde Sergej: – Vi skal tale alene. Katja stod med sønnen på armen. Hjertet bankede hurtigere, som om det fornemmede noget skidt. Og det tog ikke fejl. Det føltes som det mareridt, hun havde oplevet for over et år siden, gentog sig. – Jeg elsker hende så meget, kan ikke leve uden hende… – sagde Sergej. Katja spurgte ikke: “Og hvad med mig?” Hun tav. Sagde kun: – Har du tænkt på din søn? Han har brug for en far. – Jeg forlader ikke Sasha. Han er nummer to i mit liv. Efter hende. Og du er nummer tre… – Se, jeg fik da bronzemedalje, – sagde Katja bittert. Så fik hun et hysterisk anfald. Moren kom løbende, forskrækket. Katja skubbede manden ud: – Skrid til din elskerinde! Og kom aldrig her igen! I det andet rum vågnede sønnen og begyndte at græde. På dørtrinnet vendte Sergej sig: – Skal jeg søge skilsmisse? – spurgte han, som om hendes svar kunne ændre noget. *** Efter Sergejs andet svigt faldt Katja i depression. Hun husker ikke, om hun spiste eller sov, gik rundt som i en tåge… Havde det ikke været for forældre, søster og især lille Sasha, kunne hun have gjort noget drastisk. Det var ekstra hårdt, da hun modtog stævningen til retten. Samme dag gik hun til en spåkone i nabobyen for råd. Skulle hun give skilsmisse? Ifølge loven kunne hun nægte, da barnet var under et år. Den ældre kvinde lagde kortene og sagde: “Din mand er blevet forhekset af en anden. Jeg kan få ham tilbage, men du vil ikke blive lykkelig. Han er ikke din mand. Har han svigtet én gang, gør han det igen.” – Og i dag blev vi skilt, – afsluttede Katja sin fortælling. – Nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal leve videre. Hvordan vil Sasha tage det? Hvad skal jeg sige, når han spørger: “Hvor er min far?” – Du er fjollet, Katja! – sagde Nadia pludselig alvorligt. – Du burde glæde dig over, at du stadig er ung og ikke har spildt dine bedste år på ham. Du har arme og ben, sundhed og fornuft, tak Gud, og forældre der hjælper… Der er nok mænd til os endnu. – Det er nemt for dig at sige, din Maksim gik ikke til en anden… – Du tror det ikke, men hvis han gjorde, ville jeg vinke farvel. På det seneste kommer han næsten dagligt hjem beruset, og begynder at diskutere, hvem der bestemmer… Jeg er træt af hans brok, og har ingen steder at gå. Forældre langt væk, datter lille, ingen job… – Findes der overhovedet ordentlige mænd? – spurgte Katja. – Hvem ved? – Nadia trak på skuldrene og gik ind til barnet. Katja blev siddende ved bordet med hovedet i hænderne. En tung, grå håbløshed, som efterårståge, fyldte hendes hjerte. *** Næste morgen, da hun steg ud af bussen, så hun straks to velkendte skikkelser ved stoppestedet: moren holdt Sasha i armene. Da Katja kom, rakte sønnen armene ud og pludrede glad. – Hej, lille ven! – hun krammede ham, og han greb hårdt om hendes hals med den ene hånd og rodede i hendes hår med den anden. – Se, hvad jeg har med til dig, – hun rakte ham en legetøjsbil, købt i kiosken ved stationen. – Den er fra far ( “Sergej gav ikke engang slik til den lille,” tænkte hun). – Ta-ta-ta, – pludrede Sasha, og Katja fik igen tårer i øjnene. – Hvordan har du det, skat? – spurgte moren omsorgsfuldt. – Alt er fint, – Katja smilede. “Jeg skal være stærk. Jeg klarer det for deres skyld,” gentog hun for sig selv som et mantra. Og sagde højt: – Kom, mor. Jeg har savnet jer…