10. december 2025
Mine tanker kører rundt, mens jeg sidder ved køkkenbordet i København og ser ud på regnen, der trommer mod ruden. Jeg føler mig udmattet Mikkel har virkelig slidt på min tålmodighed. Hvorfor kan han ikke bare underskrive de papirer? Det føles som om, vi har haft den samme diskussion tusind gange.
Han kigger på mig med det der kolde blik og siger, at det er grunden til, vi blev skilt. Han har aldrig forstået mig, og mine nerver betyder ingenting for ham. Alt, hvad han tænker på, er børnenes fremtid som om jeg ikke gør det samme.
Jeg prøver at forklare, at min mor tager med os, og at børnene nok skal klare sig. Mikkel mumler noget om at dække op, og jeg mister tålmodigheden. Jeg skal jo til udlandet for at arbejde kan han ikke se det? Han nikker bare og siger, at jeg sikkert finder en udlænding, gifter mig og bliver væk for evigt. Han har ikke råd til at flyve frem og tilbage for at se børnene, siger han.
Jeg forsikrer ham om, at jeg ikke har planer om at blive, men han tror mig ikke. Han råber, at jeg tager hele familien med mor, børn, alle sammen og flytter hele klanen. Han tror ikke på, at jeg ville sige nej, hvis jeg fik chancen for at blive. Han vil ikke miste børnene på grund af mine eventyr.
Jeg minder ham om, at børnene bor hos mig efter skilsmissen vi har tre, hvis han skulle have glemt det. Det er ikke nemt at være kvinde med tre børn, men jeg tager afsted for at arbejde. Min mor tager dem med i Tivoli, på stranden og rundt i byen, mens jeg arbejder.
Mikkel insisterer på, at min mor kan tage dem med herhjemme, og at jeg kan rejse, hvor jeg vil. Han beder mig om ikke at være mere besværlig end nødvendigt ungerne har ferie, jeg har job i udlandet, og det er højsæson. Han vil bare have, at de får en god oplevelse.
Han ryster på hovedet og siger, at børnene ikke har noget at holde ferie fra, og at man sagtens kan hygge sig herhjemme. Han vil ikke miste sin ret til at være far, bare fordi jeg skal ud og flirte. Han betaler halvdelen af sin løn i børnepenge i danske kroner og mener, at han har ret til at blande sig.
Hvis det handler om penge, begynder jeg, men han afbryder og siger, at det ikke handler om penge han vil ikke miste børnene. Jeg sukker og spørger, om det virkelig er det, han siger. Han nikker og nægter at give tilladelse til at tage børnene ud af landet.
Jeg er glad for, at jeg tog det op i god tid, selvom jeg vidste, det ville blive bøvlet. Han er ikke til at overtale, og han står fast. Jeg spørger, om han har en kæreste nu, men han ser forvirret ud og siger nej med halvdelen af lønnen væk er der ikke meget romantik i luften.
Jeg siger, at vi nok skal klare det, og at vi endda kan forbedre hans økonomi. Han bliver mistænksom og spørger, hvad jeg mener, men jeg siger ingenting vi skal jo i retten. Han kan søge om, at børnene bor hos ham, mens jeg arbejder i udlandet, så slipper han for at betale børnepenge og får halvdelen af min løn. Så kan børnene blive hjemme hos ham, som han ønsker.
Han ser chokeret ud og spørger, om jeg er rigtig klog. Ellers søger jeg om at tage hans forældrerettigheder at betale børnepenge er ikke nok, når han ikke deltager i deres liv. Han har ikke besøgt dem én eneste gang på tre år.
Mikkel står der som en våd karklud. Jeg smiler sødt og siger, at han bare kan skrive under på tilladelsen til udlandsrejse. Han svarer monotont, at børnene bliver hos ham. Jeg siger, at jeg har tre måneder til afgang, og at vi kan nå det hele min mor kan komme og hjælpe ham.
***
Alle omkring os har altid kunnet se, at Mikkel og jeg aldrig blev en klassisk kernefamilie. Vi var for forskellige, og vores forhold var alt for besværligt. Store ord, vilde planer og tomme løfter fyldte hverdagen.
Måske hang vi stadig fast i ungdommens naivitet. Da vi blev gift, var det nærmest på trods, og folk begyndte at vædde på, hvornår vi ville gå fra hinanden. De spurgte direkte, hvordan vi holdt hinanden ud.
Men som nygifte syntes vi, det gik fint. Vi skændtes, men blev gode venner igen. Jeg gav mig lidt, Mikkel bøjede sig lidt. Forældrene håbede, vi ville finde melodien, selvom de blev nervøse over hvert skænderi vi tog det roligt.
Vi havde nok at se til. Mine forældre gav os en lejlighed, som skulle renoveres og møbleres. Passionerede forsoninger gjorde, at renoveringen gik langsomt. At bo i byggerod var sjovt, men ikke praktisk kalk på tænderne og beskidte fødder var dagligdag.
Vi måtte skynde os, for jeg blev gravid. Her viste Mikkel sig fra sin bedste side som håndværker fik han renoveret det hele to uger før vores datter, Freja, kom til verden.
Jeg var ikke helt tilfreds min indre designer ville have noget andet men med en baby måtte jeg acceptere, hvad der var. Skuffelsen kom snigende, for Mikkel lavede renoveringen, men lod resten af husholdningen være mit ansvar. Han kunne feje cement og savsmuld væk, men støvsugning var ikke hans gebet. Han kunne fjerne maling og kalk fra tøjet, men vaskemaskinen rørte han ikke. Han kunne lave mad, men hadede det.
Vi balancerede på kanten af skilsmisse i elleve år. Selv skeptikerne måtte indrømme, at sådan en familie kunne eksistere. Vi fik to børn mere Emil og Lærke og ingen forstod hvordan.
Skilsmissen blev et mareridt. Mikkel pakkede sine ting, ønskede os held og lykke og forsvandt. Tre år uden et pip. Datteren var elleve, sønnen syv, den yngste tre, og han glemte dem på et sekund. Kun børnepengene mindede om, at han fandtes.
Ingen ville have husket ham, hvis ikke jeg fik tilbudt to måneders job i udlandet med fantastiske vilkår. Jeg fik hus, alt betalt, og måtte tage alle tre børn og en voksen med. Godt jeg ikke ventede med papirarbejdet jeg skulle bruge farens tilladelse.
Men Mikkel nægtede, så jeg måtte handle hurtigt. Han skulle have en lærestreg.
***
Som enhver mor var jeg nervøs for at lade børnene være hos faren i to måneder. Hvis Mikkel havde været bare lidt engageret, havde det været nemmere og ingen retssager. Men jeg var urolig. Heldigvis var Freja fjorten og en sand hjælper. Emil og Lærke var heller ikke små længere ti og seks og de lyttede til storesøster.
Mikkel fik at vide, at svigermor blev og hjalp, men i virkeligheden var fru Jensen sendt som folkets kontrol og rådgiver. Hun skulle sørge for, at Mikkel gjorde tingene ordentligt og havde magt til at true med at ringe til kommunen, hvis han ikke opførte sig.
Set udefra ventede Mikkel to nemme måneder, hvor andre tog beslutninger og hjalp til. Men børn er nu engang børn.
Da jeg kom hjem, ringede jeg først til min mor for at høre nyt. Hun sagde, at Mikkel havde tabt tyve kilo, havde mørke rande under øjnene som en panda, og hans nerver var på ferie. Han skyldte hende tretti tusind kroner han manglede penge.
Børnene var glade, og de fik styr på ham på tre dage. Da han brokkede sig, viste min mor ham loven, og hvis han sagde noget, fik han ballade. Freja holdt dem i kort snor, og Emil blev tvunget til at læse.
Jeg ville holde min hjemkomst hemmelig, men der blev sat en byjagt i gang. En uge før jeg kom hjem, gik Mikkel i gang. Han bad venner, naboer og alle i supermarkedet om at sige til, hvis de så mig. Han lovede endda ti tusind kroner i findeløn bare for at få børnene tilbage til mig.
Selvfølgelig blev jeg afsløret som en tom flaske efter julefrokost. Mikkel styrtede fra arbejde og kom hjem, netop som jeg trådte ind.
Han råbte, at jeg skulle tage dem, men jeg fnøs og sagde nej tak jeg var kun hjemme en uge, og så skulle jeg afsted igen. Jeg havde fået kontrakt på et helt år.
Han påstod, at han havde været på min arbejdsplads, og at jeg ikke skulle afsted igen det var kun den ene gang. Jeg blev overrasket over, at han havde været der og talt med chefen. Han bad mig tage børnene, og hvis jeg skulle ud at rejse, ville han give tilladelsen bare jeg tog dem.
Jeg forklarede, at vi havde været i retten, og at børnenes bopæl nu var hos ham, og jeg betalte børnepenge. Hvis jeg ville ændre det, skulle jeg i retten igen, men jeg havde travlt på jobbet, så jeg betalte hellere og kom forbi hver anden uge, hvis han ikke havde noget imod det.
Mikkel blev bleg, svedte og lignede én, der skulle besvime. Jeg sagde, at han var årets far han havde vundet over ekskonen i retten, bare for at få børnene, så nu måtte han opdrage dem. Jeg prøver at være en god weekendmor, ikke som ham, der ikke har besøgt dem én gang på tre år.
Han tryglede mig om at tage dem han kunne ikke mere og lovede at komme hver weekend, bare jeg tog dem. De havde drænet ham fodre, give tøj på, underholde, vaske, rydde op han flygtede snart ud i skoven.
Jeg nikkede og sagde, at sådan har jeg haft det, og fra ham fik jeg aldrig hjælp. Han lovede at hjælpe, bare jeg befriede ham. Mikkel faldt på knæ og krøb hen til mig og bad om nåde.
Retssagen blev en fest, og familien kom på kommunens radar. “Man skal ikke jonglere med børn!” Men undersøgelsen viste, at børnene syntes, det var et eventyr.
Til sidst fik børnene en far igen. Måske ikke den skarpeste, men dog en far. Og da årene gik, huskede de kun det gode om Mikkel. Han blev aldrig årets far, men han prøvede virkelig.
Livet har lært mig, at selv de sværeste familiebånd kan styrkes, hvis man tør tage ansvar og lytte til hinanden.
